Instruktør: Colm Bairéad
År: 2022
Genre: drama.
Biografpremiere: 06/04.
De stille personer i vores miljø, land og verden, kan sommetider være dem som har mest at sige, men som dog ikke alligevel ikke siger så meget.
Dette kan der være utallige grunde til og Colm Bairéads film, The Quiet Girl, viser muligvis nogle af grundene.
Dette er irske Colm Bairéads første film som både instruktør og manuskriptforfatter og den er baseret på Claire Keegans roman, Foster.
Filmen har ikke som sådan nogle a-til-å-historie, men hvad den dog handler om, kan forklares ganske kort.
Den omhandler den 9 årige Cáit der lever under meget trænge kår med sin familie, som består af 4 søskende (med en femte på vej) og en mor og en far.
Fælles for hele Cáits familie, er at de ikke anser hende for noget særligt og egentlig ikke bryder sig om hende, hvilket er grunden til at Cáit er en meget stille og følsom pige, der ikke siger meget til nogen som helst (heller ikke i skolen) og som overordnet ikke føler sig tilpas.
Da Cáits mor venter et 5. barn, så føler familien at de nu ikke længere har råd til at have Cáit boende og derfor sendes Cáit (uden megen forvarsel) ud til Cáits mors kusine og mors kusines mand, Eibhlín og Séan.
Eibhlín tager nærmest øjeblikkeligt kærligt imod Cáit og selvom Séan lige skal se Cáit lidt an, så føler Cáit lige pludselig noget hun aldrig før har følt i hele sit liv. Nemlig komplet omsorg og kærlighed fra andre mennesker.
Jeg hverken behøver eller vil skrive hvad der videre sker i denne film, andet end at dette for mig var noget virkelig særligt og virkelig smukt.
Colm Bairéad har nemlig skabt en af nyere tids mest rammende film om omsorgssvigt og hvordan det kan føles lige pludseligt at føle omsorg.
Dette er gjort virkelig nøgternt, som i måden hvorpå Cáit starter filmen med at gemme sig fra sin familie, eller måden hvordan Cáit (som ikke får noget frokost med i skole) prøver at drikke noget te, men i stedet får det ned over sine bukser og straks flygter fra skolen, grundet stor skamhed.
Men samtidig kan det modsatte også ses i scenerne hos Eibhlín, hvor Eibhlín giver sig tid til Cáit, hjælper hende med at skralle kartofler, køber ny kjole til hende (Cáit efterlades hos dem, helt uden bagage) eller ja, bare er der for hende.
Dette kan måske lyde som noget der er set i så mange andre film (hvor folk fra triste baggrund, pludseligt møder den diametrale modsætning), men jeg føler og synes virkelig at Colm Bairéad får noget virkelig særligt ud af denne historie, i forhold til hvordan der meget hårfin balanceres mellem en meget kølig og rå følelse (navnlig i starten) og en meget poetisk følelse og skildring, som dog aldrig føles overdramatiserende eller som noget der ikke kunne ske i virkeligheden.
Noget som virkelig også skal roses er hvordan Colm Bairéads instruktion spiller ind i, hvordan de filmiske virkemidler er.
Fordi lyd-arbejdet af bl.a. Steve Fanagan, Bob Brennan og Brendan Rehill, er faktisk ret enestående, fordi selvom der noget virkelig fin minimalistisk underlægningsmusik af Stephen Rennicks, så er stilheden dog til at mærke, hele vejen igennem.
Både den kølige stilhed, hjemme ved Cáits hjem, men samtidig også en varm stilhed hos Eibhlín og Séan, hvor man både kan høre vinden blæse, fuglekvidre og sommetider køer der muher (de bor på en gård).
Kameraarbejdet af Kate McCullough, er også fantastisk, i ja samtlige måder den fokusere på Catherine Clinch, som spiller filmens hovedrolle/titelrolle. Om det er nær eller fjernbilleder, så er følelsen af stilhed, følsomhed og ensomhed, sjældent bliver skildret så præcist med et filmkamera som her.
Og uden at glemme det, så er skuespillet i filmen, intet mindre end fænomenalt og dette særligt takket være den debuterende 13 årige Catherine Clinch i rollen som Cáit.
Hver en følelse, både i hendes ansigt, måden hun holder sine hænder tæt ind på kroppen, måden hun ydre ordene på, ja alt ved Catherine Clinchs præstation er enestående og slet og ret, definitionen af perfekt!
Det samme kan siges om Carrie Crowley og Andrew Bennett i rollerne som Eibhlín og Seán, fordi de virkelig er fantastiske til at skildre 2 personer, som lige pludseligt får noget nyt liv (i form af Cáit) ind i deres eget liv og som på hver deres måde tager kærligt imod det.
Michael Patric i rollen som Cáits far, synes jeg faktisk også er fantastisk til at skildre den komplette modsætning af omsorg, som så er følelsen af kølighed og kærlighedsløshed.
Udover alt det som jeg har skrevet, så er der virkelig ikke noget at sætte på noget som helst her.
The Quiet Girl er en lille film, som dog er et kæmpe mesterværk og dernæst en film med et så stort bankende hjerte, så det nærmest bør være fysisk og psykisk umuligt at være vidne til den og ikke få ens hjerte smadret i tusinde stykker.
