The Punisher sæson 2 anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

2. sæson vil for meget og er for langtrukken. Men John Bernthal er stadig verdens sejeste hævner på film og tv. Nogensinde.

The Punisher kan streames via Netflix

Verdens sejeste bad-ass af en skuespiller, Jon Bernthal, er tilbage i hans glansrolle som Frank Castle i anden omgang af Netflix’ The Punisher.

Den ekstremt medrivende og underholdende første sæson handlede om hævn og retfærdighed. Den traumatiserede Frank Castle mistede sin familie, brutalt myrdet og hele hans agenda handlede om at hævne sig. Koste hvad det ville.

De sidste par sfsnit af første sæson endte blodigt. Meget blodigt. Castle fik sin hævn. På Billy Russo. Hans gamle soldaterkammerat som havde forrådt ham. Castle smadrede ham til blods, bl.a. ved at vansire hans ansigt.

Castle fik sin egen retfærdighed til sidst.

I anden sæson er Castle på flugt. Med et nyt navn, Peter Castaliogne, og en mulighed for en ny start i livet.

Efter et one-night-stand med en sød bartender, går det pludselig stærkt. Han lader sig involvere i redningen af en tilfældig pige, som en flok professionelle militærfolk/lejemordere er efter. Nu er han på flugt med pigen, som kalder sig Amy og som bærer på en hemmelighed. En politistation bliver efter få afsnit omdrejningspunktet for en shootout. En ny skurk træder frem og viser hans ansigt: John Pilgrim. Han vil dræbe unge Amy. Men hvorfor?

Samtidig har vi FBI-agent Madani, som har svært ved at komme videre i sit liv. Hun opsøger hver dag Billy Russos hospitalsseng. Hun vil også hævne sig. Eller vil hun egentlig det? For han skød hende jo og nu kæmper han for sit liv efter Castles brutale hævn i første sæson. Russo husker intet, udover et kranie (fra Castles Punisher-trøje) og mindes Castle som en ven, ikke en fjende.

Anden sæson vil simpelthen for meget. Den har, som de fleste Netflix-serier, 13 afsnit. Det burde den ikke havde. Sæsonen gar simpelthen for mange små historier kørende, og undertegnede savnede første sæsons fokus: Frank Castles hævn.

Skurken Pilgrim bliver aldrig rigtigt spændende. Han virker overfladisk og ender med at blive uinteressant. Til gengæld er karakteren Billy Russo og hans utilregnelighed helt og aldeles fantastisk. Manden med de mange ar i ansigtet lægger konstant flere “brikker i puslespillet” og jo flere afsnit der går, jo mere kan han huske inden hans hukommelsestab spillede ham et pus. Det ene øjeblik har han overblikket, det andet skejer han ud som en sindsyg.

Bernthal er også fremragende som Frank Castle aka. The Punsiher. Han kan gå fra at være den rareste hyggespreder, til sekundet efter at være det mest brutale møgsvin der nogensinde har sat sine fødder på denne jord. Skrøbelig og hård hund på samme tid. Han er og bliver verdens sejeste hævner på film og tv. Nogensinde.

Alt i alt er anden sæson hæderlig. Ikke perfekt, men hæderlig. Hvis Netflix havde strammet grebet, skåret ind til benet (på afsnit og de mange karakterer) så ville det være fuldendt. Men vi må bare “nøjes” med en fin anden sæson hvor The Punisher hævner sig lidt igen.

Men som det gamle udtryk sig: lidt har også ret.

The Punisher Sæson 2 får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.