The Punisher sæson 2 anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

2. sæson vil for meget og er for langtrukken. Men John Bernthal er stadig verdens sejeste hævner på film og tv. Nogensinde.

The Punisher kan streames via Netflix

Verdens sejeste bad-ass af en skuespiller, Jon Bernthal, er tilbage i hans glansrolle som Frank Castle i anden omgang af Netflix’ The Punisher.

Den ekstremt medrivende og underholdende første sæson handlede om hævn og retfærdighed. Den traumatiserede Frank Castle mistede sin familie, brutalt myrdet og hele hans agenda handlede om at hævne sig. Koste hvad det ville.

De sidste par sfsnit af første sæson endte blodigt. Meget blodigt. Castle fik sin hævn. På Billy Russo. Hans gamle soldaterkammerat som havde forrådt ham. Castle smadrede ham til blods, bl.a. ved at vansire hans ansigt.

Castle fik sin egen retfærdighed til sidst.

I anden sæson er Castle på flugt. Med et nyt navn, Peter Castaliogne, og en mulighed for en ny start i livet.

Efter et one-night-stand med en sød bartender, går det pludselig stærkt. Han lader sig involvere i redningen af en tilfældig pige, som en flok professionelle militærfolk/lejemordere er efter. Nu er han på flugt med pigen, som kalder sig Amy og som bærer på en hemmelighed. En politistation bliver efter få afsnit omdrejningspunktet for en shootout. En ny skurk træder frem og viser hans ansigt: John Pilgrim. Han vil dræbe unge Amy. Men hvorfor?

Samtidig har vi FBI-agent Madani, som har svært ved at komme videre i sit liv. Hun opsøger hver dag Billy Russos hospitalsseng. Hun vil også hævne sig. Eller vil hun egentlig det? For han skød hende jo og nu kæmper han for sit liv efter Castles brutale hævn i første sæson. Russo husker intet, udover et kranie (fra Castles Punisher-trøje) og mindes Castle som en ven, ikke en fjende.

Anden sæson vil simpelthen for meget. Den har, som de fleste Netflix-serier, 13 afsnit. Det burde den ikke havde. Sæsonen gar simpelthen for mange små historier kørende, og undertegnede savnede første sæsons fokus: Frank Castles hævn.

Skurken Pilgrim bliver aldrig rigtigt spændende. Han virker overfladisk og ender med at blive uinteressant. Til gengæld er karakteren Billy Russo og hans utilregnelighed helt og aldeles fantastisk. Manden med de mange ar i ansigtet lægger konstant flere “brikker i puslespillet” og jo flere afsnit der går, jo mere kan han huske inden hans hukommelsestab spillede ham et pus. Det ene øjeblik har han overblikket, det andet skejer han ud som en sindsyg.

Bernthal er også fremragende som Frank Castle aka. The Punsiher. Han kan gå fra at være den rareste hyggespreder, til sekundet efter at være det mest brutale møgsvin der nogensinde har sat sine fødder på denne jord. Skrøbelig og hård hund på samme tid. Han er og bliver verdens sejeste hævner på film og tv. Nogensinde.

Alt i alt er anden sæson hæderlig. Ikke perfekt, men hæderlig. Hvis Netflix havde strammet grebet, skåret ind til benet (på afsnit og de mange karakterer) så ville det være fuldendt. Men vi må bare “nøjes” med en fin anden sæson hvor The Punisher hævner sig lidt igen.

Men som det gamle udtryk sig: lidt har også ret.

The Punisher Sæson 2 får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!