The Predator anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

Hvis man savner actionklassikeren fra 87′, bliver man næppe skuffet med det nye skud på Predator-stammen. Masser af blod, indvolde og politisk ukorrekt humor i spandevis.

af René Buchtrup

Filmen kan bl.a. strames på Blockbuster

To rumskibe suser igennem himmelhvælvet. Det ene er på flugt. Det andet er på jagt. Rumskib nr. 2 styrter mod på jorden. Altså planeten Jorden.

Faktisk lige i Mexico hvor amerikanske lejesoldater er på mission. Da de skal til eliminere deres mål, vælter rumskib nr. 2 ned og smadrer alt. Lejesoldat Quinn McKenna (Boyd Holbrook) lister ind i rumskibet, hapser lidt “alien-udstyr” og sender det efterfølgende hjem til hans kone og 11-årige knægt i Michigan.

Bom! Så er vi for alvor i gang med drengerøvs-actionfilmen, “The Predator”. Men rigtig alvorligt bliver det heldigvis aldrig. Også selvom indvoldene flyder og blodet sprøjter. For filmen er fyldt med tørre jokes og one-liners, så stemningen aldrig bliver for alvorlig.

Filmens instruktør, Shane Black, som tidligere har instrueret film som “Kiss Kiss Bang Bang” (2005) og “Iron Man 3” (2013), var faktisk med som skuespiller i den gamle (og klart bedste i franchisen) nyklassikeren, “Predator” fra 87. Han har også tidligere leveret manuskripter til drengerøvs-hørmere som “The Last Boy Scout” (1991) og “Dødbringende Våben” (1987).

Kort sagt: Black kan sit shit med de dér drengerøvsfilm!

Historien i filmen udfolder sig mere og mere og er på grænsen til at spænde ben for sig selv med en lidt for kompliceret historie. For ikke nok med at regeringen (som selvfølgelig er de onde i filmen) er ude efter det stjålne “alien-udstyr”, men samtidig får McKennas søn, som er autist og en noget særlig dreng, også en mere vigtig og afgørende rolle i filmen. Derudover får den anden predator og hans predator-hunde(!) (som er på jagt efter den første Predator) afgørende betydning for filmen.

I den første Predator-film, hvor Arnold Schwarzenegger delte bøllebank ud i junglen, var historien simpel. Der blev Arnolds team slagtet én af gangen og til sidst var det mano e mano det handlede om. Eller rettere sagt, mano e predator.

Men selvom alle de voldsomme løjer bliver for meget og slutningen er ved at kamme over i “The Predator”, er det humoren og actionsekvenserne der for alvor tager kegler.

McKenna får nærmest rekrutteret nye soldater til en sin dræb-predator-og-red-min-søn-mission da han ender på en fangetransport med nogle meget karakteristiske medfanger. De er selskabet der konstant sørger for at spytte tørre hø-hø-jokes ud.

Det er politisk ukorrekt, flabet og grovkornet humor gennem hele filmen. Og det er rent ud sagt, pisse befriende og aldeles underholdende. 

Som da de ender i McKennas hus (ja, de bryder selvfølgelig ud af fangetransporten) for at finde hans søn og konen spøger hvad de jagter, og én af dem svarer: “an alien Whoppi Goldberg”.

Eller scenen hvor vores helte diskuterer hvorfor disse såkaldte monstre egentlig bliver kaldt predators (rovdyr: et dyr der æder for at overleve), når den i stedet burde hedde en sports hunter (storvildtjæger: en jæger der dræber drabets skyld), men at navnet predator bare lyder sejere. 

Humoren er særdeles grov, der bliver bandet og svovlet (motherf#cker bli’r der råbt og skreget ud MEGET i filmen), men dette er simpelthen særdeles herligt. Det er befriende når man kan mærke at filmen man ser er lavet til voksne, når aldergrænsen bliver hævet og man føler at der ikke bliver lagt låg på og at alt kan lade sig gøre mht. sex, vold og bandeord.

Så kan det godt være at det “bare” er en actionfilm. Men den får lov til at folde sig helt ud. Og det er sat’me vigtigt!

Alt i alt ender “The Predator” et sted hvor man går veltilfreds ud af biografen. Man smågriner lidt af de mange tørre jokes og tænker på de mange action-scener som alle er skarpe og godt koreograferet. Alt i alt, en drengerøvsfilm som leverer varen!

The Predator får 4 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.