The Predator anmeldelse

René

René

Hvis man savner actionklassikeren fra 87′, bliver man næppe skuffet med det nye skud på Predator-stammen. Masser af blod, indvolde og politisk ukorrekt humor i spandevis.

af René Buchtrup

Filmen kan bl.a. strames på Blockbuster

To rumskibe suser igennem himmelhvælvet. Det ene er på flugt. Det andet er på jagt. Rumskib nr. 2 styrter mod på jorden. Altså planeten Jorden.

Faktisk lige i Mexico hvor amerikanske lejesoldater er på mission. Da de skal til eliminere deres mål, vælter rumskib nr. 2 ned og smadrer alt. Lejesoldat Quinn McKenna (Boyd Holbrook) lister ind i rumskibet, hapser lidt “alien-udstyr” og sender det efterfølgende hjem til hans kone og 11-årige knægt i Michigan.

Bom! Så er vi for alvor i gang med drengerøvs-actionfilmen, “The Predator”. Men rigtig alvorligt bliver det heldigvis aldrig. Også selvom indvoldene flyder og blodet sprøjter. For filmen er fyldt med tørre jokes og one-liners, så stemningen aldrig bliver for alvorlig.

Filmens instruktør, Shane Black, som tidligere har instrueret film som “Kiss Kiss Bang Bang” (2005) og “Iron Man 3” (2013), var faktisk med som skuespiller i den gamle (og klart bedste i franchisen) nyklassikeren, “Predator” fra 87. Han har også tidligere leveret manuskripter til drengerøvs-hørmere som “The Last Boy Scout” (1991) og “Dødbringende Våben” (1987).

Kort sagt: Black kan sit shit med de dér drengerøvsfilm!

Historien i filmen udfolder sig mere og mere og er på grænsen til at spænde ben for sig selv med en lidt for kompliceret historie. For ikke nok med at regeringen (som selvfølgelig er de onde i filmen) er ude efter det stjålne “alien-udstyr”, men samtidig får McKennas søn, som er autist og en noget særlig dreng, også en mere vigtig og afgørende rolle i filmen. Derudover får den anden predator og hans predator-hunde(!) (som er på jagt efter den første Predator) afgørende betydning for filmen.

I den første Predator-film, hvor Arnold Schwarzenegger delte bøllebank ud i junglen, var historien simpel. Der blev Arnolds team slagtet én af gangen og til sidst var det mano e mano det handlede om. Eller rettere sagt, mano e predator.

Men selvom alle de voldsomme løjer bliver for meget og slutningen er ved at kamme over i “The Predator”, er det humoren og actionsekvenserne der for alvor tager kegler.

McKenna får nærmest rekrutteret nye soldater til en sin dræb-predator-og-red-min-søn-mission da han ender på en fangetransport med nogle meget karakteristiske medfanger. De er selskabet der konstant sørger for at spytte tørre hø-hø-jokes ud.

Det er politisk ukorrekt, flabet og grovkornet humor gennem hele filmen. Og det er rent ud sagt, pisse befriende og aldeles underholdende. 

Som da de ender i McKennas hus (ja, de bryder selvfølgelig ud af fangetransporten) for at finde hans søn og konen spøger hvad de jagter, og én af dem svarer: “an alien Whoppi Goldberg”.

Eller scenen hvor vores helte diskuterer hvorfor disse såkaldte monstre egentlig bliver kaldt predators (rovdyr: et dyr der æder for at overleve), når den i stedet burde hedde en sports hunter (storvildtjæger: en jæger der dræber drabets skyld), men at navnet predator bare lyder sejere. 

Humoren er særdeles grov, der bliver bandet og svovlet (motherf#cker bli’r der råbt og skreget ud MEGET i filmen), men dette er simpelthen særdeles herligt. Det er befriende når man kan mærke at filmen man ser er lavet til voksne, når aldergrænsen bliver hævet og man føler at der ikke bliver lagt låg på og at alt kan lade sig gøre mht. sex, vold og bandeord.

Så kan det godt være at det “bare” er en actionfilm. Men den får lov til at folde sig helt ud. Og det er sat’me vigtigt!

Alt i alt ender “The Predator” et sted hvor man går veltilfreds ud af biografen. Man smågriner lidt af de mange tørre jokes og tænker på de mange action-scener som alle er skarpe og godt koreograferet. Alt i alt, en drengerøvsfilm som leverer varen!

The Predator får 4 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.