Den produktive Spielberg har med The Post instrueret sin bedste film siden München. Den balancerer perfekt mellem det alvorlige og det super spændende.
Kan bl.a. streames via Plejmo og Blockbuster
Hvis man skal være helt firkantet, så laver den kære filminstruktør Spielberg to typer af film: De hyggelige actioneventyr med det store helte og det større hjerte og de melodramatiske alvorlige snakkefilm som så gerne vil vinde filmpriser.
Det er meget firkantet sat op. Man kunne snildt sætte en mærkat på hans forrige film (sidste uges premiere) “Ready Player One”, som den hyggelige actionbasker.
Men hvad så med hans seneste film “The Post”. Kan den kategoriseres som en gumpetung snakkefilm? Det synes jeg heldigvis ikke den kan.
Jeg har altid syntes at Spielberg er bedst når han vil underholde. Bevares, “Schindler’s List” og “Saving Private Ryan” er og bliver fantastiske film. Men i film som “Lincoln”, “War Horse” og “Bridges Of Spies”, synes jeg simpelthen det blev for søvndyssende og intetsigende i længden. Gumpetunge og kedelige fortællinger, som sneglede sig af sted. Som om om den kære instruktør stadig skulle bevise noget overfor publikum: “se mig alle sammen, jeg kan stadig lave alvorlige voksenfilm!”
Så kan den kære instruktør stadig instruere et ordentlig stykke spændende drama?
Svaret er heldigvis ja.
I “The Post” synes jeg faktisk han mirakuløst kombinerer det spændende fra hans actioneventyr og det seriøse fra hans dramafilm, på en overraskende harmonisk måde.
Vi er i USA, 1971. Nogle ekstremt hemmelige og topstemplede dokumenter fra en rapport omhandlende Vietnam-krigen, finder sin vej til Avisen The New York Times. Rapporten bliver offentliggjort og krigens skyggesider ser dagens lys til offentlighedens forargelse. Justitsministeriet vil gøre alt for at bremse offentliggørelserne. Lidt efter får Avisen The Washington Post fingre i samtlige dokumenter. Men spørgsmålet er så om det er værd at offentligøre. For hvor meget er sandheden egentlig værd at kæmpe for?
Tom Hanks spiller redaktøren på The Washington Post. Maryl Streep spiller Avisens ejer. Det er første gang de to giganter i amerikansk film spiller overfor hinanden. Og de gør de begge fremragende. Især Streep, som blev oscar-nomineret (selvfølgelig gjorde hun da det) for sin rolle som kvinden der ikke blot sætter karrieren på spil, men også sit eftermæle. En modig kvinde med alt at miste.
Filmens små to timer flyver afsted. Med Spielbergs dygtige instruktion og det knivskarpe manuskript af Liz Hannah og Josh Singer er vi som tilskuere i sikre hænder.
“The Post” bliver aldrig for gumpetung og voksen-kedelig da filmen hele tiden skifter mellem de rolige scener hvor karaktererne bliver udfoldet og man lærer dem bedre at kende, og scenerne hvor tempoet stiger som var det en adrenalin-pumpende actionfilm vi var vidne til.
Eksempelvis er der en scene hvor Avisens journalist Bob Bagdikian (Bob Odenkirk) fumler med sine småmønter. Han har en utrolig vigtig telefonsamtale. Han skal ringe fra en mønttelefon. Han er under tidspres. Men i det øjeblik han skal putte penge i mønttelefonen, taber han dem på gaden. Han stresser og bander over situationen. Han er presset. Kan han mon nå det i tide?
Denne fantastiske scenen er et godt eksempel på at Spielberg godt kan kreere alvorlige film som stadig er spændende.
Han har ikke instrueret en nyklassiker ligesom Schindler’s eller Saving. Men han har stadig lavet en fremragende film hvor temaet er højaktuelt i 2018, som omhandler pressefrihed og om at sikre borgernes ret til at modtage vigtige informationer i den frie verden vi lever i.
