The North Water

René

René

Originaltitel: The North Water

Instruktør og serieskaber: Andrew Haigh

År: 2021

Genre: Drama, mysterie

5 episoder kan streames på DRTV

Når man skal lave en serie, som skal forestille det iskolde Arktis, så skal man fandme også filme det et sted i det iskolde Arktis.

Man er heller ikke i tvivl , når man har slugt de fem afsnit af den britiske miniserie. Kulden er mærket i ansigterne på de mange skuespillere, som kæmpede i mange døgn, bl.a. i Svalbard, for at få de afgørende scener i kassen.

Både danske Roland Møller og den irske stjerne, Colin Farell har udtalt i interviews, at optagelserne ofte var risky buisness, og at sikkerhedsforanstaltningerne stort set var lig med nul, da de stod ansigt til ansigt men rå og vilde natur. Men når man ser det endelige resultat, har det heldigvis været alle de mange, kolde timer værd. The Weekend-instruktøren, Andrew Haigh, har skabt en absolut vellykket serie, som er knugende intens og som holder niveau hele vejen.

Det hele handler om hvalfangeri. Vi er i 1800-tallets England, hvor skibet Volunteer, gør sig klar til til endnu en farefuld færd. Udover opgaven, om at fange hvaler, har Kaptajnen, Brownlee (Stephen Graham), endnu én, som ikke just er helt stueren: at sænke skibet, så skibets ejer kan få nogle forsikringspenge. Men som om det ikke var nok med disse lumske og foræderriske planer, lurer farerne også blandt besætningens mandskab. En brutal galning ved navn, Henry Drax (Farrell), er med på ekspeditionen fordi han er den bedste hvalfanger, men er utilregnelig som en tikkende bombe. Og så er der ham der er seriens egentlige hovedperson, Jack O’Connell, som spiller den opium-afhængige skibslæge, Patrick Summer, der med en tragisk fortid, desperat forsøger at få en ny, frisk start. Spørgsmålet er klart efter få afsnit af serien: kan han klare det konstante pres, som ligger på hans skuldre, mens situationen spidser til og han samtidig hjemsøges af fortidens spøgelser.

Stemningen er dunkel og som historien udfolder sig, er der mange lighedstegn, med den ligeså eminente The Terror. The North Water forholder sig dog mere realistisk og har ikke de overnaturlige elementer, som serien fra 2018 havde. For den klaustrofobiske stemning i er den grad intakt efter små fem timer på Volunteer.

O’Connell er én af de skuespillere, som altid formår at vise både styrke og sårbarhed i rollerne han finder. Man er med ham hele vejen, på den farefulde færd (både fysisk og psykisk) og hepper med ham til det sidst. Ligeså er Stephen Graham solid, som den hårdtprøvede kaptajn på skuden og vor danske Roland Møller har endelig fundet en rolle, som giver ham noget ordentlig at arbejde med i en stor, international produktion. For en gang skyld, spiller han ikke skurk, men en rolig og afdæmpet type, der med stort fuldskæg, giver den hele armen, som danskeren Otto, der har flere kløgtige og livsfilosofiske kommentarer end de fleste på skibet.

Men den mest imponerende præstation, er Colin Farrells. Han ejer hver scene han er med i, og hans transformation til stort, brutalt bæst, er decideret uhyggelig. Langt væk er førsteelskertypen, han så ofte spiller, og vupti, så har vi her et brutalt og nådesløst monster, som minder om The Hound fra GoT. Farrell har taget på til rollen, og det eneste der afslører , at det er den irske skuespiller, er stemmen og de mørke øjne. Men hans blik er klamt og iskoldt, og dette er, uden tvivl, hans mest bedste til dato. Han er skræmmende god!

Miniserien tager sig god tid, og dvæler ved den særlige stemning, der bliver lagt ud over de fem afsnit, som et tungt og klaustrofobisk tæppe, man har svært ved at tage af igen.

Uden at afsløre for meget, så er tro (eller den manglende tro) én af de store temaer i The North Water. Patrick Summer og den øvrige besætning, bliver på deres farefulde hvalfangerrejse konstant testet, og særligt Summers møde med en præst undervejs (den altid suveræne karakterskuespiller, Peter Mullan, i en lille, men vigtig rolle) gør indtryk, da de tydeligvis ser livet og dets udfald på forskellig vis.

The North Water er en anbefaling til alle, som ikke er bange for at kaste anker, og begive sig på en farefuld færd, uden helt at vide, hvor rejsen ender. Måske bliver man en smule søsyg undervejs, men hvis man er dediceret og holder ved, kan det blive det hele værd i sidste ende.

The North Water får 5/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!