The King’s Man

René

René

Originaltitel: The King’s Man

Instruktør: Matthew Vaughn

År: 2021

Genre: Action, krig

Kan købes på blu-ray d. 23 februar 2022

Matthew Vaughn er en stjerne i mine øjne.

Han har siden debutfilmen fra 2004, bevist sit værd som sprudlende filmfortæller. Om så det handler om superhelte (Kick Ass og X-Men: First Class), gangstere (Layer Cake) eller for den sags skyld spioner (Kingsman-filmene), så har han gjort det, fantasifuld og legende, så man straks overgav sig.

Nå ja, hvis vi altså lige ser bort fra den anden Kingsman-film, den der hedder The Golden Circle (som virkede ideforladt og som en tarvelig kopi af etteren), så er han altså én af de instruktører jeg glæder mig, når han disker op med en ny spillefilm.

Vi skal så lige et smut i manegen med en tredje omgang Kingsman, inden Vaughn definitivt kan lukke bogen om de skrædderne fra England.

Men er det nu også en god ide?

Inden du nu glemmer at trække vejret at bar spænding, så er resultatet blevet væsentligt bedre end to’eren.

Vaughn gør næsten hvad Quentin Tarantino gjorde i Inglorious Basterds fra 2009: Han laver om verdenshistorien. I Tarantinos univers væltede han Hitler i 2. verdenskrig. I Vaugns filmverden handler det om 1. verdenskrig, og om en sammensværgelse ledet af en ondsindet (hemmelig) skotte, og nogle af hans tro følgesvende, blandt andre den sovjetiske statsleder, Lenin og den ortodokse kristen og mystiker, Rasputin. Skotten har en agenda,- nemlig at starte en krig mod England og ødelægge dem.

Men hvor Tarantino kan skabe filmuniverser, som på den ene side er skræmmende realistiske, og alligevel det stik modsatte (særligt, når han går blodbads-splatter amok), så virker det som en for opgave for Vaughn. For ikke nok med, at han prøver at skabe et billede af verdenssituationen i de første, spæde år af det nye århundrede, så prøver han også at fortælle en historie om en mand og hans søn. Det er i det hele taget dette far-søn-forhold, som fylder allermest i filmen. Og så er der stadig en snert af hans gakkede, nærmest tegneserie-vold tilbage, som stritter mod det ellers realistiske touch, han i denne omgang disker op med.

Ja, kernen i hele fortællingen om Gentlemen-agenturet, og dets spæde begyndelse, er et simpelt far-søn-forhold. Om hvordan den engelske aristokrat, Orlando Oxford mister sin kone, da deres søn ikke er mere end 5-6 år, og hvordan den knægt vokser op, med en overbeskyttende far. Drengen, Conrad, som vokser sig større, har et brændende ønske om at komme i hæren, og beskytte riget ved den verdenskrig som kommer nærmere. Men Orlandos egne krigstraumer og hans døende kones sidste ønske om at passe på ham, nægter han sønnen lov til netop dette.

Conrad kommer alligevel med på “mission” når farmand slår pjalterne sammen med tjenerne af huset, Polly og Shola, som selvfølgelig også kan mere end bare at servere te og agere som chauffør. Og det er her at filmen peaker! Bl.a. én scene gør indtryk, så man med et smil på drengerøvslæben, tænker tilbage på det bedste fra den første Kingsman-film, da trioen slås med Rasputin til en fest. Energien er sprudlende og kampen ser så levende ud, som var det en ballet på Det Kongelige Teater vi observerede. Selvfølgelig ender det hele som en blodig omgang, men alligevel.

Vi sidder også i et nogle neglebiddende, spændende minutter på kanten af sædet, da den unge Conrad har taget en anden soldats plads i Krigen, og fra skyttegravene, kæmper sig vej med en falden soldat på hans skuldre. Man mindes Sam Mendes’ krigsfilm, som for få år tilbage imponererede som en guddommelig flot og teknisk bedrift.

På en måde er det fedt at Vaughn går andre veje med den tredje film i rækken, så den ikke minder om de to forgængere. Alligevel føles projektet ikke helstøbt, og præmissen føles flad i sidste ende. Kort sagt, så gaber filmen over for meget og glemmer sig selv midt i det hele.

Altid seværdige Ralph Fiennes er selvfølgelig karismatisk og bundsolid i The King’s Man, og hans samspil med Harris Dickinson, som spiller hans søn, trækker hele produktionen op. De er hjertet i filmen. Men det er ikke nok til at gøre The King’s Man til mere end blot 2 timers udmærket underholdning, som man kan smække på, fordi man jo har set de to andre film.

The King’s Man får 3/6 hamre:

🔨 🔨 🔨

Ekstramateriale: Her kan man komme bag produktionen og se hvordan skuespillerne dygtiggjorde sig i at bruge våben under indspilningerne (No Man’s Land: Silent Knife Fight), bag kulisserne af produktionen (The King’s Man: The Great Game Begins, den officielle trailer til filmen og andet.

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!