The King’s Man

René

René

Originaltitel: The King’s Man

Instruktør: Matthew Vaughn

År: 2021

Genre: Action, krig

Kan købes på blu-ray d. 23 februar 2022

Matthew Vaughn er en stjerne i mine øjne.

Han har siden debutfilmen fra 2004, bevist sit værd som sprudlende filmfortæller. Om så det handler om superhelte (Kick Ass og X-Men: First Class), gangstere (Layer Cake) eller for den sags skyld spioner (Kingsman-filmene), så har han gjort det, fantasifuld og legende, så man straks overgav sig.

Nå ja, hvis vi altså lige ser bort fra den anden Kingsman-film, den der hedder The Golden Circle (som virkede ideforladt og som en tarvelig kopi af etteren), så er han altså én af de instruktører jeg glæder mig, når han disker op med en ny spillefilm.

Vi skal så lige et smut i manegen med en tredje omgang Kingsman, inden Vaughn definitivt kan lukke bogen om de skrædderne fra England.

Men er det nu også en god ide?

Inden du nu glemmer at trække vejret at bar spænding, så er resultatet blevet væsentligt bedre end to’eren.

Vaughn gør næsten hvad Quentin Tarantino gjorde i Inglorious Basterds fra 2009: Han laver om verdenshistorien. I Tarantinos univers væltede han Hitler i 2. verdenskrig. I Vaugns filmverden handler det om 1. verdenskrig, og om en sammensværgelse ledet af en ondsindet (hemmelig) skotte, og nogle af hans tro følgesvende, blandt andre den sovjetiske statsleder, Lenin og den ortodokse kristen og mystiker, Rasputin. Skotten har en agenda,- nemlig at starte en krig mod England og ødelægge dem.

Men hvor Tarantino kan skabe filmuniverser, som på den ene side er skræmmende realistiske, og alligevel det stik modsatte (særligt, når han går blodbads-splatter amok), så virker det som en for opgave for Vaughn. For ikke nok med, at han prøver at skabe et billede af verdenssituationen i de første, spæde år af det nye århundrede, så prøver han også at fortælle en historie om en mand og hans søn. Det er i det hele taget dette far-søn-forhold, som fylder allermest i filmen. Og så er der stadig en snert af hans gakkede, nærmest tegneserie-vold tilbage, som stritter mod det ellers realistiske touch, han i denne omgang disker op med.

Ja, kernen i hele fortællingen om Gentlemen-agenturet, og dets spæde begyndelse, er et simpelt far-søn-forhold. Om hvordan den engelske aristokrat, Orlando Oxford mister sin kone, da deres søn ikke er mere end 5-6 år, og hvordan den knægt vokser op, med en overbeskyttende far. Drengen, Conrad, som vokser sig større, har et brændende ønske om at komme i hæren, og beskytte riget ved den verdenskrig som kommer nærmere. Men Orlandos egne krigstraumer og hans døende kones sidste ønske om at passe på ham, nægter han sønnen lov til netop dette.

Conrad kommer alligevel med på “mission” når farmand slår pjalterne sammen med tjenerne af huset, Polly og Shola, som selvfølgelig også kan mere end bare at servere te og agere som chauffør. Og det er her at filmen peaker! Bl.a. én scene gør indtryk, så man med et smil på drengerøvslæben, tænker tilbage på det bedste fra den første Kingsman-film, da trioen slås med Rasputin til en fest. Energien er sprudlende og kampen ser så levende ud, som var det en ballet på Det Kongelige Teater vi observerede. Selvfølgelig ender det hele som en blodig omgang, men alligevel.

Vi sidder også i et nogle neglebiddende, spændende minutter på kanten af sædet, da den unge Conrad har taget en anden soldats plads i Krigen, og fra skyttegravene, kæmper sig vej med en falden soldat på hans skuldre. Man mindes Sam Mendes’ krigsfilm, som for få år tilbage imponererede som en guddommelig flot og teknisk bedrift.

På en måde er det fedt at Vaughn går andre veje med den tredje film i rækken, så den ikke minder om de to forgængere. Alligevel føles projektet ikke helstøbt, og præmissen føles flad i sidste ende. Kort sagt, så gaber filmen over for meget og glemmer sig selv midt i det hele.

Altid seværdige Ralph Fiennes er selvfølgelig karismatisk og bundsolid i The King’s Man, og hans samspil med Harris Dickinson, som spiller hans søn, trækker hele produktionen op. De er hjertet i filmen. Men det er ikke nok til at gøre The King’s Man til mere end blot 2 timers udmærket underholdning, som man kan smække på, fordi man jo har set de to andre film.

The King’s Man får 3/6 hamre:

🔨 🔨 🔨

Ekstramateriale: Her kan man komme bag produktionen og se hvordan skuespillerne dygtiggjorde sig i at bruge våben under indspilningerne (No Man’s Land: Silent Knife Fight), bag kulisserne af produktionen (The King’s Man: The Great Game Begins, den officielle trailer til filmen og andet.

Seneste

Violent Night

Julemanden er fordrukken og brækker sig ud over kanen, men redder dagen i John Wick-stil.
Lyder det som en julefilm for dig? Fedt! For her anmelder René Buchtrup “Violent Night” med David Harbour i hovedrollen…

Black Panther: Wakanda Forever

Hvis du også synes den første Black Panther-film var lidt fesen, så frygt ej,- Black Panther: Wakanda Forever er en modig og helstøbt filmoplevelse, der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Komiske scener fra film og TV – Volume 2

Her er en ny omgang komiske og groteske scener fra film og TV. Nogle hører en tid til – før krænkelsesparatheden satte mange ting skakmat, mens andre bare er tidløs humor.

Du kan grine af det hele, det er dog fællestrækket – ja altså såfremt du synes det er sjovt?

Blinkende Lygter

Nicolai har denne gang anmeldt en af de mest populære danske film gennem de sidste pr. årtier og der er bestemt intet der tyder på at Blinkende Lygter, ikke skulle holde ved et gensyn i dag.

Black Adam

Hvem sagde superfæl film? Den nye, dumme actionbasker, Black Adam, burde aldrig været udgivet og er kandidat til Årets Værste Film!

Joy

Nicolai har denne gang anmeldt en delvist sandfærdig og ret vild fortælling om kvinden bag den selvvridende moppe, i filmen Joy som både er dybt inspirerende, opløftende og virkelig underholdende