The Irishman

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: The Irishman
Instruktør: Martin Scorsese
Genre: Gangsterdrama
Produktionsår: 2019

Kan streames på Netflix.

Opsang fra mesteren

Martin Scorsese er tilbage med en ny film. Jeg elsker ham om muligt endnu højere siden hans sidste film, den smukke, vedkommende (og lad os bare være ærlige), lidt kedelige “Silence” fra 2016.

Dette skyldes i høj grad hans opgør med Marvel, og den pengemaskine Hollywood efterhånden er blevet til. Det var på tide med en opsang fra nogle af de store kanoner i filmverdenen. Scorsese og vennen, Francis Ford Coppola – blandt andre – er ivrige fortalere for at vi ikke glemmer originaliteten og det smukke ved film. Der skal være plads til det hele, men de store blockbusters og franchises fylder efterhånden ALT for meget. Vi må ikke gå på kompromis med kunsten – økonomi bør være sekundært, og gerne stå i skyggen af passion, visioner og kunstneriske ambitioner. TAK! Jeg er rørende enig.

Tilbage til udgangspunktet. Hvad er det?

Scorsese er tilbage ved gangsterfilmen. En genre de fleste nok forbinder med Martin Scorsese. Det siger lidt om kvaliteten af de film han laver, for ud af 64 krediteringer på IMDB, ja så er der faktisk kun fire rendyrkede gangsterfilm, og derudover to film der har gangstere/bander som omdrejningspunkt.


Det ultimative drømmecast


Hvis Silence var Scorsese’ personlige passionsprojekt, så må The Irishman være vores – fansenes – hede drøm. Tjek castet ud inden du læser videre, så er du helt med på hvad jeg mener. Det er et “udemærket” cast, han har fået samlet her, og udover det åbenlyst fede ved, at han igen skal samarbejde med Robert De Niro, Joe Pesci og Harvey Keitel, så ser vi for første gang han og Al Pacino flette fingre. Det er vi vidst mange, der har ønsket at se.

Derudover er der en række yngre og vildt fede skuespillere med, som lægger yderligere brænde på bålet. Har jeg forventninger til “The Irishman”? Ja jeg har, og de er dælme høje. Meget er sagt om brugen af det berygtede CGI i filmen. Det generede mig ikke det mindste. Det er en bydende nødvendighed, hvis man vil fortælle historien med disse skuespillere, og sådan er det.

Handling


Frank Sheeran (en fremragende Robert De Niro) sidder som gammel og ensom mand på et plejehjem, og fortæller sin livshistorie. Vi kommer ind i historien her: Sheeran arbejder som lastbilchauffør og altmuligmand for en lokal gangster, Felix “Skinny Razor” DiTullio (altid gode Bobby Cannavale). Han bliver opdaget af en af de store kanoner, nemlig bossen Russell Bufalino, og ender som hans hitman.

Filmens hovedhistorie er Frank’ venskab med Bufalino og fagforeningsbossen Jimmy Hoffa, samt han mulige rolle i sidstnævntes forsvinden. Venskabet der bliver sat alvorligt på prøve som filmen skrider frem. Som Bufalino har vi Joe Pesci, og som Hoffa har vi Al Pacino. De to er helt eminente! Hvor har vi ventet længe på en god rolle til Pacino. “The Irishman” er et godt bevis på at hen stadig er farlig foran linsen, når han får noget at arbejde med.

Derudover viser han funny bones i scenerne med Stephen Graham, som han prøver at belære om almen pli i mafiakredse. Joe Pesci er sit gamle “gemytlige” jeg, dog med en masse rynker, og lidt færre bandeord.


Filmen skifter flittigt imellem forskellige årtier, alt efter, hvor i historien vi er. Scorsese og Zaillian skifter elegant fokus, og du er aldrig tabt bag vognen, det er nemt at følge med. En køretur med De Niro og Pesci’ karakterer, samt deres hustruer, bliver strukket ud over hele filmen. Sammenlagt varer denne del af historien måske tyve minutters tid, men idet den rummer hele kimen til plottet, så er den perfekt inkorporeret i filmens forskellige afsnit.


Vi runder af


De utallige referencer til især “Goodfellas” og “Godfather” går rent ind her. Hvad de går ud på vil jeg ikke afsløre her. Når man kan lave en film på tre og en halv time, der ikke på noget tidspunkt føles langtrukken og gabende, så har man begået en stor bedrift. Jeg vil kalde The Irishman for Scorsese’ mest modne film til dato. Det er en fantastisk personskildring af De Niro’ Frank Sheeran’ liv vi får rullet ud.

Fra hans tid som soldat i Anden Verdenskrig, over hans virke som mafiahitman, og videre til hans kuldsejlede forhold til sin ene datter. Jeg vil kalde den et mesterværk. Martin Scorsese viser, at han stadig har det der ekstra gear ift. andre instruktører. Han er en fabelagtig filmhåndværker, og han kan det der med altid at være relevant uanset hvad han kaster sig over. Han er efterhånden godt oppe i årene, men han er langt fra færdig med film.

The Irishman får 6/6: 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Tilbage i januar gjorde jeg status over de – på papiret – spændende film, der ville komme ud i 2019. De to film der overskyggede alle andre, var mine to yndlingsinstruktører’ – Tarantino og gode gamle Scorsese’ – nyeste værker. De er begge fra allerøverste hylde. De har begge lavet et værk, der kan tælles iblandt deres bedste overhovedet. Hvor heldig kan man være som fan og nørd? Det er så fedt, når de rammer rigtigt.

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.