The French Dispatch

(From L-R): Elisabeth Moss, Owen Wilson, Tilda Swinton, Fisher Stevens and Griffin Dunne in the film THE FRENCH DISPATCH. Photo Courtesy of Searchlight Pictures. © 2020 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved
Picture of Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: The French Dispatch


Instruktør: Wes Anderson


År: 2021


Genre: Komedie


Biografpremiere: d. 21. oktober 2021


Der er visse instruktører som har så bevidst en stil, at det nærmest har dannet skole for andre filmskabere eller er blevet til noget der måtte skrives ind i en ordbog.


Sådan en filmskaber er Wes Anderson og hans finurlige og skæve filmiske stil er igennem de sidste 25 år (siden han debuterede med hans debut spillefilm Bottle Rocket), plantet så meget ind i filmverden, at op til flere har prøvet at lave noget af det samme, dog uden helt at ramme det.


Wes Andersons seneste film hedder The French Dispatch og er en såkaldt antologifilm. Her menes en film med en masse små fortællinger som spredes ud omkring en rammefortælling.


Selve rammefortællingen, handler om en ældre avis (ved navn The French Dispatch) som bliver lavet i en fiktiv fransk by ved navn Ennui-sur-Blasé. Dernæst handler filmen om de artikler der i denne avis.


Ud af dette, kommer der fortællinger om;
– En lettere dysfunktionel indespærret mand, der har et enormt talent for at male og som har en fangevogter som muse.
– En ung og vred mand der deltager i noget der minder om det franske ungdomsoprør i maj-1968.
– En kok der hjælper med at redde en politimands tabte søn.
Ingen af disse 3 fortællinger har noget med hinanden at gøre, men sammenlagt, symbolisere de dé forskellige sektioner der er i en avis (kultur, gastronomi, politik, kunst osv.).


Og alt i alt, er dette med til at gøre The French Dispatch til en hyldest til aviser og dem der skrev dem, hvilket særligt giver mening i disse tider, hvor mange opsamler journalistik fra enten tablets, mobiler eller telefoner, fremfor en menneskeskabt avis.


Måden, Wes Anderson så udfører dette på, er med en helt særlig finurlig, skæv og meget underspillende humor, som muligvis ikke er for alle og enhver, men som jeg dog holder usandsynligt meget af, fordi det samtidig er leveret med en stor hjertevarme.


Humoren kommer bl.a. via kunstmaleren der tit og ofte knurre som en løve når han bliver vred, filmens version af et ungdomsoprør der starter via et spil skak (hvor der kommunikeres om træk via telefon) eller journalisten der skriver historien om kokken, og som har en virkelig dårlig hukommelse, men som dog kan huske alt hvad han selv skriver.

Samtidig kommer humoren også via måden hver karakter er på, fordi der er nemlig noget små skævt over dem alle sammen, men samtidig virker denne skævhed dog fuldkommen naturlig i det miljø som filmen foregår i og dette er på alle måder på grund af Wes Andersons store talent for at få dette til at virke troværdigt.


Noget andet, som også kendetegner Wes Andersons instruktion (og som også kan ses og mærkes i denne film), er særligt hans blik for visuelle detaljer (af enter store eller bittesmå størrelser) og overordnet billedskønne film (eller bare, generelt meget flotte film).


Dette er The French Dispatch på alle måder og særligt er den dette, på en meget speciel måde, da filmen hele vejen igennem, skiftes mellem sort/hvid og farver, uden at det muligvis giver helt mening, men dog alligevel til filmens fortjeneste, da det er meget smukt og se på og dernæst rammer noget af den tidsånd der måtte være i filmen (eftersom den foregår i slut-60’erne eller 70’erne).


Dernæst, har filmen et meget stramt billedformat, hvilket ligeledes er til Wes Andersons og dernæst Robert D.Yeomans (han styrer kameraet) fordel, fordi det lige netop giver dem mulighed for at samle så mange detaljer ind i hver eneste scene, som overhovedet muligt og samtidig forsøge at skabe plads til de hele 331 skuespillere som medvirker i filmen.
Blandt de 331 skuespillere, er der skam også mange store stjerner, som der er for vane at være i Wes Andersons film. Mange af dem er sågar gengangere og nogle af dem er Bill Murray (der spiller en ældre avisredaktør), Owen Wilson (der spiller cyklende journalist) og Adrien Brody (der spiller en meget excentrisk kunstsamler).


Fælles for dem alle (og de stjerner, som måtte samarbejde med Wes Anderson, for første gang), er at de på alle måder passer til deres roller og virkelig får noget særligt frem, som nærmest kun Wes Anderson kan få frem i dem.
Filmen har også virkelig iørefaldende musik, både via underlægningsmusik fra Alexandre Desplat, som er med til at give filmen op til flere særlige stemninger og dernæst benyttes der også små dele af fransk populærmusik fra 60’erne, som er med til at ramme dele af filmens tidsånd.


Og til sidst kan det siges, at selvom The French Dispatch, skam er en meget morsom film, hele vejen igennem, så er det dog samtidig også en meget rørende, følsom og dybt melankolsk film om bl.a. forliste drømmer, ugengældt kærlighed, kampen for retten til et frit liv og meget andet som, man muligvis ikke ser hvis man er 100% opmærksom, men som dog giver filmen så meget mere, når man opdager det.


Og alt i alt, så er The French Dispatch, på alle måder en underholdende, morsom, rørende, poetisk og smuk hyldest til journalistik og klokkeklart et af dette års allerbedste film og filmoplevelser og en film som jeg allerede nu, glæder mig vildt meget til at gense!

The French Dispatch får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨


Seneste

Trois Amies 

Instruktør: Emmanuel MouretÅr: 2024Genre: Drama.Biografpremiere: 03/07 Kærlighed (her ment den romantiske slags), kan være svært at være i og svært at håndtere. Dette kan måske lyde som

Mickey 17

Rober Pattinson bli’r slået ihjel igen og igen på et skørt rumeventyr, som bl.a. blander sci-fi, komedie og action sammen i en stor pærevælling…. – på den fede måde!
René anmelder Mickey 17 på 4k!

Materialists

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk komedie om matchmakeren Lucy, som pludseligt går i gang med at vælge en romantisk partner for sig selv, hvilket er svære end som så.

Materialists, er ikke nødvendigvis den romantiske komedie man regner med at se, men den fungere dog alligevel på dens egen præmisser og kan godt anbefales.

Novocaine

Jack Quaid er likeable som aldrig før, i rollen som den (næsten) helt normale bankmand, som må ud på en farlig færd, for at redde hans drømmepige.
René Buchtrup anmelder actionfilmen Novocaine på 4k:

F1

Nicolai har denne gang anmeldt en stor og meget ambitiøs film om Formel 1-racerløb, Der hvor filmen virkelig levere, er når der races og der hvor den til tider kommer til kort, er når der ikke races.

Men, F1, kan dog stadigvæk varmt anbefales at opleve i biografen.

The Monkey (4k UHD)

Hvis du er til tossede og fuldstændigt gakke abekattestreger, så er The Monkey måske lige noget for dig!
En gyserkomedie, som ikke tager døden for seriøst og hvor man griner af folk der bli’r splattet på stribe!
René Buchtrup anmelder Stephen King-filmatisering her på 4k ultra hd!

Hjem kære hjem

Nicolai har denne gang anmeldt en film om den nyansatte hjemmehjælper, Sofie, der både skal finde tid og overskud til det arbejde og til sin 10 årig datter.

Hjem kære hjem, er et stort, smukt, rørende og yderst menneskeligt mesterværk, af den slags som ikke så tit kommer i biografen.

A Complete Unknown

Man lærer aldrig rigtigt hovedpersonen i denne film at kende. Han forbli’r kort sagt A Complete Unknown… på den mystiske og interessante måde. Timothée Chalamet ER Bob Dylan og han gør det formidabelt. Lige så formidabelt er både billed – og lydkvaliteten på denne 4k-udgivelse og hele anmeldelsen kan du se HER: