The French Dispatch

(From L-R): Elisabeth Moss, Owen Wilson, Tilda Swinton, Fisher Stevens and Griffin Dunne in the film THE FRENCH DISPATCH. Photo Courtesy of Searchlight Pictures. © 2020 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved
Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: The French Dispatch


Instruktør: Wes Anderson


År: 2021


Genre: Komedie


Biografpremiere: d. 21. oktober 2021


Der er visse instruktører som har så bevidst en stil, at det nærmest har dannet skole for andre filmskabere eller er blevet til noget der måtte skrives ind i en ordbog.


Sådan en filmskaber er Wes Anderson og hans finurlige og skæve filmiske stil er igennem de sidste 25 år (siden han debuterede med hans debut spillefilm Bottle Rocket), plantet så meget ind i filmverden, at op til flere har prøvet at lave noget af det samme, dog uden helt at ramme det.


Wes Andersons seneste film hedder The French Dispatch og er en såkaldt antologifilm. Her menes en film med en masse små fortællinger som spredes ud omkring en rammefortælling.


Selve rammefortællingen, handler om en ældre avis (ved navn The French Dispatch) som bliver lavet i en fiktiv fransk by ved navn Ennui-sur-Blasé. Dernæst handler filmen om de artikler der i denne avis.


Ud af dette, kommer der fortællinger om;
– En lettere dysfunktionel indespærret mand, der har et enormt talent for at male og som har en fangevogter som muse.
– En ung og vred mand der deltager i noget der minder om det franske ungdomsoprør i maj-1968.
– En kok der hjælper med at redde en politimands tabte søn.
Ingen af disse 3 fortællinger har noget med hinanden at gøre, men sammenlagt, symbolisere de dé forskellige sektioner der er i en avis (kultur, gastronomi, politik, kunst osv.).


Og alt i alt, er dette med til at gøre The French Dispatch til en hyldest til aviser og dem der skrev dem, hvilket særligt giver mening i disse tider, hvor mange opsamler journalistik fra enten tablets, mobiler eller telefoner, fremfor en menneskeskabt avis.


Måden, Wes Anderson så udfører dette på, er med en helt særlig finurlig, skæv og meget underspillende humor, som muligvis ikke er for alle og enhver, men som jeg dog holder usandsynligt meget af, fordi det samtidig er leveret med en stor hjertevarme.


Humoren kommer bl.a. via kunstmaleren der tit og ofte knurre som en løve når han bliver vred, filmens version af et ungdomsoprør der starter via et spil skak (hvor der kommunikeres om træk via telefon) eller journalisten der skriver historien om kokken, og som har en virkelig dårlig hukommelse, men som dog kan huske alt hvad han selv skriver.

Samtidig kommer humoren også via måden hver karakter er på, fordi der er nemlig noget små skævt over dem alle sammen, men samtidig virker denne skævhed dog fuldkommen naturlig i det miljø som filmen foregår i og dette er på alle måder på grund af Wes Andersons store talent for at få dette til at virke troværdigt.


Noget andet, som også kendetegner Wes Andersons instruktion (og som også kan ses og mærkes i denne film), er særligt hans blik for visuelle detaljer (af enter store eller bittesmå størrelser) og overordnet billedskønne film (eller bare, generelt meget flotte film).


Dette er The French Dispatch på alle måder og særligt er den dette, på en meget speciel måde, da filmen hele vejen igennem, skiftes mellem sort/hvid og farver, uden at det muligvis giver helt mening, men dog alligevel til filmens fortjeneste, da det er meget smukt og se på og dernæst rammer noget af den tidsånd der måtte være i filmen (eftersom den foregår i slut-60’erne eller 70’erne).


Dernæst, har filmen et meget stramt billedformat, hvilket ligeledes er til Wes Andersons og dernæst Robert D.Yeomans (han styrer kameraet) fordel, fordi det lige netop giver dem mulighed for at samle så mange detaljer ind i hver eneste scene, som overhovedet muligt og samtidig forsøge at skabe plads til de hele 331 skuespillere som medvirker i filmen.
Blandt de 331 skuespillere, er der skam også mange store stjerner, som der er for vane at være i Wes Andersons film. Mange af dem er sågar gengangere og nogle af dem er Bill Murray (der spiller en ældre avisredaktør), Owen Wilson (der spiller cyklende journalist) og Adrien Brody (der spiller en meget excentrisk kunstsamler).


Fælles for dem alle (og de stjerner, som måtte samarbejde med Wes Anderson, for første gang), er at de på alle måder passer til deres roller og virkelig får noget særligt frem, som nærmest kun Wes Anderson kan få frem i dem.
Filmen har også virkelig iørefaldende musik, både via underlægningsmusik fra Alexandre Desplat, som er med til at give filmen op til flere særlige stemninger og dernæst benyttes der også små dele af fransk populærmusik fra 60’erne, som er med til at ramme dele af filmens tidsånd.


Og til sidst kan det siges, at selvom The French Dispatch, skam er en meget morsom film, hele vejen igennem, så er det dog samtidig også en meget rørende, følsom og dybt melankolsk film om bl.a. forliste drømmer, ugengældt kærlighed, kampen for retten til et frit liv og meget andet som, man muligvis ikke ser hvis man er 100% opmærksom, men som dog giver filmen så meget mere, når man opdager det.


Og alt i alt, så er The French Dispatch, på alle måder en underholdende, morsom, rørende, poetisk og smuk hyldest til journalistik og klokkeklart et af dette års allerbedste film og filmoplevelser og en film som jeg allerede nu, glæder mig vildt meget til at gense!

The French Dispatch får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨


Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer