The Favourite

René

René

Originaltitel: The Favourite. Instruktør: Yorgos Lanthimos. År: 2018. Genre: Komedie/Drama. Kan streames på Blockbuster.

Måske du er én af dem som ikke gider periodefilm. Særligt dem hvor de alle render rundt med store, grimme parykker, snakker mærkeligt og går med fine kjoler.

Måske du er én af dem der dribler langt uden om, når man ligefrem kan lære noget om en tidsperiode. Om virkelige personer som faktisk levede engang…

Måske er du én af dem som kan blive overrasket, meget positivt, hvis du sætter dig til rette i biografsæddet og ser den græske instruktør Yorgos Lanthimos’ nye film “The Favourite”. Den er nemlig et periodedrama som du ALDRIG har set det før. Ment meget positivt.

Faktisk vil jeg egentlig betegne filmen som en sort komedie. Som en dansker kunne have skrevet den. Blinkende Lygters møde med Barry Lyndon. Det er fuldstændig gak gak i gågaden. Det er på ingen måde tørt og kedeligt. Det er en fest man bliver underholdt af. Og en smule klogere af oven i købet.

Olivia Colman spiller Dronning Anne. Vi er i 1700-tallets England. Hun burde havde styr på dét af være regent. Det har hun bare ikke. Slet ikke. Hun er fuldstændig ustabil, neurotisk og hun tåger rundt som en fulderik på cykel.

Heldigvis får hun Dronning Anne hjælp til alt det svære. Rachel Weisz spiller hendes højre hånd, Lady Sarah, som sørger for at hun tager en smule ansvar og lever op til sit kongelige ansvar. De går i øvrigt også i seng sammen.

Emma Stone spiller Lady Sarahs kusine Abigail, som kommer til slottet som tjenestepige. Men som den luskebuks hun er, får hun kringlet sig op i hierarkiet og charmeret sig ind på Dronning Anne. Snart er der dømt trekantsdrama for alle pengene.

Disse tre dejlige damer er alle nomineret til en oscar-statuette i år. Det er der en rigtig god grund til. Faktisk tror jeg ikke jeg har set nogen af dem spille så godt før. De spiller simpelthen røven ud af deres adelige bukser. Eller kjoler, for at være mere korrekt.

Stone spiller rollen som den unge kvinde der kæmper sig op fra rendestenen med masser af power og en stor bunke charme. Hun nægter at lade sig kue og der er kun én vej for hende: op i hierarkiet. Uanset hvor meget dronningemås hun så må kysse på vej derop.

Weisz har muligvis aldrig været bedre i rollen som den adelige rådgiver, der skyder duer til perfektion(!) og som ikke er bleg for at sig til dronningen at hun ligner en grævling fordi hun har for meget makeup i ansigtet.

Colman er måske det bedste ved filmen. Skuespillerinden, som fik sit store gennembrud i den britiske krimiserie “Broadchurch” for et par år tilbage, er intet mindre en genial i rollen som den ynkelige dronning, der med 17(!) kaniner som hendes kæledyr og en svaghed for kage og kvindekroppe, viser en sårbar og skrøbelig kvinde, der hungrer efter omsorg. Samtidighed kan hun på et splitsekund vise sig fra en skræmmende og utilregnelig side hvis hun ikke får sin vilje.

Det hele handler om magt i “The Favourite”. Alle vil bestemme. De tre forskellige kvinder kæmper om den. På hver deres måde og facon.

Mændene er unødvendige skakbrikker, der skider og boller i gaderne, som bliver sendt i krig og som fremstår som uduelige skvat. Det eneste de dur til er at arrangere andevæddeløb og gå med grimme parykker. Ja, og kaste frugt efter hinanden!

Næh, det er sgu kvinderne der bestemmer her!

Selvom instruktør Yorgos Lanthimos ikke har selv har skrevet manus til filmen denne gang, passer det stadig perfekt til hans sorthumoristiske stil. Der er lidt mindre deadpan-mimik og lidt mere spræl i karaktererne som ryster one-liners af sig gang på gang. Lanthimos formår på imponerende vis af kreere at værk som mirakuløst sætter sig mellem det satirisk morsomme og det gravalvorlige.

Det er muligvis absurd. Men “The Favourite” er ikke absurd for absurdhedens skyld. Den giver i den grad mening.

The Favourite får 5 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!