The Empty Man

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: The Empty Man
Instruktør: David Prior
Produktionsår: 2020
Genre: Gyser

The Empty Man starter med en 20 minutter lang prolog, hvor fire unge mennesker i 1995 er på vandretur i Ura-dalen i Bhutan. Scopet er her storslået med udsigt til de frygtindgydende bjerge, og der opstår isnende uhygge, efter en fra slænget falder ned i en grotte, og bliver paralyseret af en mystisk panfløjte-melodi. Herefter søger gruppen tilflugt i en forladt bjerghytte, alt imens en snestorm raser udenfor, og situationen bliver mere og mere anspændt. Det er en storslået, stemningsfuld, og decideret fremragende optakt til resten af denne 2 timer og 15 minutter lange mastodont-gyser.

Herefter springer vi frem til 2018, hvor vi bliver introduceret til eks-politimanden James Lasombra, som bliver hvirvlet ind i en privat efterforskning, da naboens datter Amanda forsvinder. Lasombra finder ovenikøbet ud af, at op til flere af byens unge på mystisk vis er forsvundet, og at der er spor til en sagnomspunden myte om fænomenet The Empty Man.

Vi er altså ude i noget så skønt som en gyser-krimi, og ovenikøbet en dejlig dyster og gritty en af slagsen. Efter den fabelagtige prolog, og en solid start i nutiden, hvor vi bliver introduceret til en flok af byens unge mennesker, og deres skødesløse omgang med urbane legender, starter Lasombra’s søgen efter Amanda.

Instruktør David Prior har godt styr på sine virkemidler og forbilleder (Stephen King, H.P. Lovecraft, David Fincher), og vi kommer vidt omkring i Lasombra’s efterforskning, som både trækker tråde til hans eget privatliv, fortiden i Bhutan, og til nutidens USA – med hang til alternative trosretninger. Lasombra kommer blandt andet i nærkontakt med den sekt-lignende organisation Pontifex Institute.

Desværre bliver The Empty Man noget kringlet hen af vejen, og frem for et mere direkte mysterie, bliver det hele noget rodet og højtravende, og jeg sad tilbage med en følelse af en potentiel fremragende film, som kørte af sporet undervejs. 

Til trods for at filmen ikke kommer helt i mål, skal den alligevel have en anbefaling herfra. Alene prologen er det hele værd, og langt hen af vejen oser The Empty Man af stemningsfuld thriller. Med sin titel kunne man have frygtet en ny Slenderman, men David Prior skal have ros for at gå langt mere ambitiøst til værks, og nærmest forsøge at kreere en slags horror-storfilm.         

The Empty Man får 4 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨              

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.