The Devil All The Time

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: The Devil All The Time
Instruktør: Antonio Campos
År: 2020
Genre: Drama/Krimi
Kan streames på Netflix

Det lader til, at Netflix går Al Pacino’s karriere de seneste 30 år i bedende: Én god film, og ti dårlige.
The Devil All The Time er ikke den ene film

Coming of age møder krimi, møder thriller, møder sydstatssocialrealisme. Hvis du synes det lyder rodet, så skulle du se filmen… Noget af en pærevælling.

Der er få ting der fungerer, og mange ting der ikke gør. Desværre.

På plussiden vil jeg først og fremmest nævne Eliza Scanlen. Hun er som sædvanlig meget seværdig. Hendes rolle er ikke stor, men sikke da et aftryk hun efterlader. Hun er en af de bedste unge skuespillere i film og serier lige nu. Hun er en fryd for øjet, som datteren i en stærkt religiøs familie. Hun kommer i farlig nærkontakt med en slibrig prædikant, og opdager først for sent sit fejltrin. Eliza Scanlen er ganske enkelt fremragende. Meget overbevisende præstation.

Jason Clarke, Riley Keough og Tom Holland spiller også alle tre virkelig godt, og de gør alle deres for at holde skuden ovenvande.
Desværre trækker nogle store navne, samt et sløjt manuskript, og en endnu værre instruktion filmen markant ned.

Antonio Campos, der står bag den glimrende Martha, Marcy, May, Marlene fra 2011, roder klodset rundt i de forskellige genrer. Han burde holde sig til færre historier, og gå mere i dybden med nogle få.
Han bliver dog heller ikke hjulpet af mange af sine skuespillere.
Robert Pattinson med tyk sydstatsaccent, kan slet ikke stå distancen. Hans præstation er tæt på at være skrækkelig. Han spiller ganske enkelt ikke godt – slet ikke. Han er unødigt karikeret i stort set samtlige scener han er med i.
Tænk at man kan være så irriterende at kigge på, når man smager på noget marinade?! Jeg køber overhovedet ikke hans præstation. Jeg ser slet ikke det talent han i disse tider, hele tiden bliver udskreget som. Middelmådig passer godt til Robert Pattinson.
Bill Skarsgård er et andet navn, der med undtagelse af et par enkelte scener, slet ikke leverer varen for mig. Hans traumeramte, hjemvendte soldat fungerer godt i starten, men der går for meget religiøs fanatisme over den, og karakteren bliver hurtigt tømt for interessante træk.
Derudover er Skarsgård bare heller ikke en særlig dygtig skuespiller, hvilket ses tydeligt i scenerne, hvor han skal vise store følelser.

Harry Melling som vanvittig religiøs prædikant, samt Mia Wasikowska, som gudselskende nikkedukke yder heller ikke det store for den rodede fortælling filmen har gang i.
Jeg er især ærgerlig over, at Mia Wasikowska ikke fungerer.
Hun er ellers en af mine personlige favoritter foran kammeraet, men her rammer hun den bare slet ikke.
Den irriterende, moralprædikende fortællerstemme, der forsøger at hive filmen op på et metaplan gør intet godt for filmen. Den ender med at gøre historien til en banal fortælling om en drengs opvækst og livsvilkår.

Det lugter langt væk af den samme omgang lommefilosofiske sludder vi kender fra Krummerne(!!). Det fungerer dog bare ikke her.

Vi runder af

Jeg er slemt skuffet over The Devil All The Time.
Den har enkelte rigtig gode scener, men som helhed er den kedelig og føles ligegyldig. Som en middelmådig Coen-brødrene film, klinisk renset for brødrenes charme.
Den kunne have været virkelig god i hænderne på en instruktør, der havde en anden, og mere klar tilgang, samt med udskiftning på en del af skuespilfronten.
Jeg sad flere gange febrilsk, og ledte efter ting der kunne underholde og distrahere mig imens filmen spillede – desværre uden held…

Karakteren lander pga. enkelte gode skuespilpræstationer lige over totalt makværk.

The Devil All The Time får: 2 ud af 6
🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!