Instruktør: Gareth Edwards
År: 2023
Genre: Sci-fi/thriller
Præmiere: 28. september
I 2070’erne er AI blevet så avanceret, at de er blevet til et nyt folkeslag på Jorden i menneskelignende kroppe. Men efter at AI har været skyld i at en atombombe faldt over Los Angeles og slog millioner af mennesker ihjel, har den vestlige verden indført et totalforbud, og AI-befolkningen findes nu kun i den nye asiatiske føderation ”New Asia”. Den tidligere elitesoldat Joshua (John David Washington) er blevet desillusioneret efter en personlig tragedie og er ikke længere investeret i kampen mellem menneskeheden og de kunstige intelligenser men bliver modvilligt trukket tilbage i konflikten af sine gamle militærkontakter til en sidste mission, da der går rygter om at titlens mystiske The Creator, der menes at være den oprindelige skaber af denne nye type AI, har udviklet et supervåben, der kan udslette menneskeheden en gang for alle..
Sådan lyder udgangspunktet for Gareth Edwards’, der senest var biografaktuel med Star Wars-spin-off’et ”Rogue One” tilbage i 2016, nyeste science fiction film, og som man nok fornemmer på mængden af både teknologi og potentielle verdensomvæltende konsekvenser i oplægget, så kræver sådan en historie, at man kan stable et overbevisende filmisk univers på benene som ligger langt fra hvad man kan gå ud og finde på location ude i virkeligheden, og lad det være sagt med det samme, at på dette parameter er ”The Creator” VIRKELIG imponerende:
Edwards fortsætter sit samarbejde fra ”Rogue One” med den ekstremt dygtige fotograf Greig Fraser, som med ”Dune” og Matt Reeves’ ”The Batman” på det seneste har vist, at han er en af de få fotografer, der stadig får lov til at sætte et visionært visuelt ambitionsniveau i blockbuster-filmene, da fotograf-drevne udtryk på film i dag ellers ofte har flyttet sig over til de lidt mindre, kunstneriske film. Også her får han vist sit niveau med stoflighed i billederne og guddommelige udsigter med båd i solnedgang over det Sydkinesiske Øhav og får sammen med production designer James Clyne og et hold af visuelle effekt-folk, der overpræsterer på en måde, der burde få Marvel til at skamme sig over hvad de spiser superhelte-fans over hele verden af med, skabt en verden, der på det tekniske plan er både smuk og totalt overbevisende. Det er for eksempel ret vidunderligt i 2023, at se en film, der er så fuldstændig dækket ind i computereffekter fra start til slut, men hvor eksplosionerne ligner noget, der rent faktisk er lavet med rigtige sprængladninger og består af jord og ild og ikke bare pixels og digitalt lys, og hvor politi-robotterne rammer jorden med en tyngde som om de rent faktisk er lavet af metal, når de løber rundt, mens laserstrålerne fyger om dem. Og så er det også inspirerende at se, at noget andet Edwards har fortsat med fra ”Rogue One” er at bringe tropiske miljøer ind i sci-fi på en måde man ellers sjældent ser – i ”Rogue One” var det stormtropper på en bounty strand, og her er det sydøstasiatiske og nepalesiske landskaber, der pludselig er genstand for en Hollywood-robot-action man sjældent ser udfolde sig på de breddegrader.
Så når nu vi bliver præsenteret får både en overbevisende og interessant ny, fremtidsverden som ovenikøbet bliver udført med sjælden ekvilibrisme, er det også så meget desto mere ærgerligt og frustrerende, at Edwards ikke har mere at bruge sin imponerende verden til. Eller i hvert fald at han ikke får gjort det. For historien om en krig mellem det kunstige og det organiske, der i sine skildring af fejlagtige fjendebilleder virker til at være inspireret af især USA’s krig mod terrorisme i de seneste årtier, og så i en verden man ikke har set før på film på den måde, havde potentiale til at blive en sci-fi-ny-klassiker på linje med ”Children of Men” og ”Arrival”, men Edwards får simpelthen ikke realiseret det potentiale i en film, der er hæmmet af et forudsigeligt manuskript med utroværdige replikker og scener, der på imponerende vis skifter kontinuert mellem at være under- og overfortalte, stort set samtlige karakterer har ikke anden personlighed end den som deres funktion i plottet byder dem, hvilket blandt andet fører til at de talentfulde veteraner Alison Janey, Ralph Ineson og Ken Watanabe nærmest ikke bliver udnyttet som andet end forskellige variationer af generiske militær-typer, og så tematiserer filmen næsten overhovedet ikke forskellen eller lighederne mellem det kunstige og det menneskelige eller udforsker konfliktens natur men går så lynhurtigt over i en god-ond-dikotomi, at John David Washington næsten ikke når at spille den udvikling hans karakter bliver presset igennem, for ikke at tale om at filmens titelkarakters natur, denne mystiske skabermagt, fremstår helt ekstremt underbrugt – og ikke på den fede, illusoriske, mytiske måde, hvor vi fornemmer noget i skyggerne, men mere på den måde, hvor det føles som om at manuskriptet simpelthen ikke er skrevet igennem nok gange.
At ”The Creator” alligevel får tre hammere skyldes, at det stadig er værd at komme på turistrundfart i den forbløffende verden som Edwards og hans team har fået til at leve på lærredet, men i hvert fald denne anmelder kommer ikke tilbage fra turen uden skuffelse som en central del af oplevelsen.
The Creator får 3/6 hamre:
🔨🔨🔨
