The Card Counter

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: The Card Counter
Instruktør: Paul Schrader
År: 2021
Genre: Thriller/Drama

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

“Loneliness has followed me my whole life, everywhere. In bars, in cars, sidewalks, stores, everywhere. There’s no escape. I’m God’s lonely man.”

Ovenstående er en legendarisk replik fra Taxi Driver. Den er samtidig den perfekte introduktion til Travis Bickle 2.0: William Tell.

Film og hovedperson er inspireret af Taxi Driver, men den stjæler aldrig (man kan vel heller ikke stjæle fra sig selv?).

Den ensomme mand, der møder et menneske, der pludselig får livet til at give mening, et menneske han kan hjælpe og forsøge at redde.

Paul Schrader har igen skrevet en film om et menneske, der i stedet for at redde sig selv, forsøger at redde andre.

Med The Card Counter finder Paul Schrader tilbage til sit spor.

Han har aldrig lavet film for alle, hvilket lunkne ratings på bl.a. IMDB og Rotten Tomatoes vidner om.

Jeg tror så til gengæld heller ikke han giver to potter pis for kritikernes mening. Han er bonkammerat med Martin Scorsese, så jeg tænker han er helt okay med et klap på skulderen fra ham, fremfor en sølle anmelders mening (det kunne være mig)…

Kirk…..with a C.”

Når du ser starten af The Card Counter, så ved du instinktivt hvad den slutter med.

Alt imellem start og slut er ubekendte faktorer, og hver gang du tror du har regnet den ud, så drejer den af, i en ny retning.

Men slutningen ligger helt fast.

Oscar Isaac spiller William Tell, en mand med en grum fortid. Han har lig i lasten, og kun kortsigtede, og sporadiske mål i livet.

I fængslet – hvor han sad otte år – lærte han at tælle kort, og læse andre mennesker.

Han tager rundt til kasinoer og vinder småstore beløb, uden at tiltrække sig unødig opmærksomhed. Hans rastløshed driver ham fra sted til sted, og han tager ret meget tingene som de kommer.

Han fortid følger ham som en mørk skygge, og vi får glimtvise indblik i, hvilken verden han kommer fra.

William møder den unge Cirk (med C) til et foredrag, og knægten vækker noget gemt og glemt i ham.

Herefter er filmen en søgen efter mening med tilværelsen, tilgivelse og sjælefred.

Tye Sheridan spiller Cirk, og han indfanger de indre kampe hans karakter har med sig selv og fortiden. En fortid, der et sted krydser William’s.

Sheridan er virkelig en dygtig skuespiller. En jeg altid ser frem til at opleve i en film, og her er han den ideelle modspiller for Isaac.

Willem Defoe er kun med i få scener, men han gør sit for at stjæle hvert et øjeblik i hver af dem.

Han er i samme liga som Gary Oldman, og virkelig en du kan regne med, hvis lokummet brænder. Ren og skær skuespilklasse, det er hvad det er.

Vi runder af

Oscar Isaac må som minimum være i spil til nomineringer, når Award-hjulet begynder at rulle.

Som minimum!

Det er umiddelbart den bedste mandlige præstation jeg har set i år, og den cementerer ham som den lidt oversete/glemte skuespiller, der dog burde få ligeså meget omtale som hans mere feterede kollegaer – Hardy, Fassbender, Gosling og Gyllenhall.

Han kan bare noget med at portrættere mennesker med en ægte nerve og ærlighed.

The Card Counter er så stilfuld og elegant lavet.

Du får som seer mulighed for at tænke selv, og måske ikke mindst, at påvirke tingenes gang – der er ikke det der evindelige facit. Det der giver et entydigt punktum.

Til gengæld er der en handling, der sætter tankerne igang. Jeg nåede rundt i mange afkroge af mit eget liv, og fik sat nogle ting i perspektiv undervejs…

Paul Schrader har lavet en film, der bør stå først for, når hans nekrolog engang skal skrives.

“Do I have your attention?”

The Card Counter får 5 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!