Instruktør: John Hughes
År: 1985
Genre: Drama.
Kan streames på: Viaplay
Noget af det vigtigste man kan være i livet, både over for andre og sig selv, er at være sig selv.
Samtidig er det vigtigt ikke at bedømme folk, for det man måtte anskue ved første øjekast.
Disse 2 ting, er begge dybt universelle gode råd og noget som skam også har fundet vej til diverse film.
Den vel nok allerbedste af disse film, er i min optik, The Breakfast Club af John Hughes fra 1985.
Denne film er en af dem som primært blevet fremhævet, når snakken falder på de og dén bedste ungdomsfilm nogensinde og dette er der kun gode grunde til.
For dog lige at ridse hvad filmen omhandler kort op, så omhandler den 5 unge mennesker (John Bender, Brian Johnson, Andrew Clark, Allison Reynolds og Claire Standish), der sammen skal tilbringe en lørdag i eftersidning på deres skole.
Hver især kender de måske en smule til hinanden, men de har dog aldrig tilbragt tid sammen, hvilket de dog nu er tvunget til at gøre, imens at skoleinspektøren, Richard Vernon forsøger at holde øje med dem og har givet dem en stil-opgave (hvor de skal nedskrive, hvorfor de er her på en lørdag).
Til at starte med, har ingen af de unge mennesker noget de enten kan eller vil sige til hinanden, men lidt efter lidt, begynder snakken og i løbet af lørdagen, lærer de så hinanden at kende.
Dette er overordnet det som sker i The Breakfast Club og for nogle kan en film med unge mennesker der bare sidder og snakker (eller forsøger at fordrive tiden), lyde virkelig kedelig.
Dette er filmen dog ingenlunde.
Derimod, er dette nok filmen der mere end nogen anden, er med til at skildre unge mennesker, som unge mennesker nu engang er.
Dette er særligt takket være instruktøren og manuskriptforfatteren, John Hughes, der på mange måder var ungdommens største filmiske stemme tilbage i 80’erne.
The Breakfast Club, blev i sin tid bl.a. lavet som lidt af et filmisk modsvar til andre af den tids ungdomsfilm, som enten viste unge mennesker som værende ret så voldelige (og ekstremt oprørske) eller ret så sexfikseret.
Ikke at de unge mennesker i The Breakfast Club ikke har noget at være oprørske mod (såsom deres forældre eller måden andre ser dem på), men samtidig er de dog også følsomme, tredimensionelle individer og ikke ondsindet (selvom John Bender-karakteren, er ret så direkte i sin kommunikation med andre).
Noget som også kan og bør nævnes, er hvor kompleks filmen er, takket være skildringen af dens karakterer.
Fx kan John Bender-karakteren til at starte med, ses som en virkelig rod, da han meget direkte og små-hårdt konfrontere Claire-karakteren i starten af filmen og gør hende lidt utilpas. Men samtidig er John Bender-karakteren også den første af de 5 unge, som lægger op til at starte en form for kommunikation og i sidste ende hjælper det Claire til at indse, hvem hun er og hvordan andre på skolen ser hende, både fysisk og psykisk.
Derudover er der også Vernon-karakteren, som jo så er skoleinspektøren. Han kan meget nemt blive set som skurken og de unge mennesker, undgår ham skam også, så meget de nu engang kan. Men samtidig formår John Hughes dog også at medbringe scener, hvor man enten ser Vernons kaffe ødelægge den medbragte frokost eller Vernon der keder sig på sit kontor. Dette synes jeg klart er med til at menneskeliggøre karakteren og vise at Vernon i det store hele, bare gerne vil gøre sit arbejde og ligeledes er frustreret over at være der på en lørdag.
I forhold til skuespillet i filmen, så kunne jeg skrive tæt mod 1000 ord om hver eneste skuespiller med en større rolle i den film (der er 7, inklusiv personen der portrættere pedellen, Carl), men vil blot sige at de hver især er 110% perfekte og på alle måder giver smukt liv til deres karakter.
Skulle der dog alligevel fremhæves én, måtte det blive Ally Sheedy i rollen som Allison.
Allison ydre ingen ord i de første ca. 30 minutter af filmen og er overordnet en karakter der holder sig lidt for sig selv og ikke vil åbne alt for meget op om sig selv (hvilket også er grunden til at hun sommetider lyver). Men samtidig er Allison dog også den mest følsomme karakter i filmen og samtidig karakteren med den vel nok bedste replik i filmen, som så er; When you grow up, your heart dies.
Hvad dette betyder, kan man jo så selv tænke lidt over, men grundlæggende er dette en kommentar til de voksne, som glemmer at have hjertet med videre i livet og ikke ser hvad livet egentlig handler om.
Kort og godt, er Ally Sheedy intet mindre end fænomenal som Allison, i alt hvad jeg lige har beskrevet om karakteren, men igen, disse ord kunne jeg også bruge om de andre skuespillere i filmen.
Andet som også kan nævnes, er at denne film nok er grunden til at mange kender det skotske band, Simple Minds, fordi deres allerstørste hit (som de dog ikke selv skrev), ved navn Don’t You Forget About Me, er med til at både starte og slutte filmen. En sang som (udover at være en kæmpe klassiker), på alle måder også er perfekt til at beskrive den følelse som hver af de unge mennesker føler i filmen. Nemlig, at de ikke vil glemmes af hinanden eller for hvem de inderst inde er.
Jeg har blot berørt overfladen af min uendelige kærlighed til The Breakfast Club, men kan til sidst kun skrive, at når det kommer til film om unge mennesker, film om vigtigheden ved at være sig selv og se mennesker for hvem de virkelig er, så er der ingen der hverken før eller siden, har vist og skildret dette bedre, end John Hughes’ hovedværk og største mesterværk, The Breakfast Club.
