Originaltitel: Les Quatre Cents Coup
Instruktør: François Truffaut
År: 1959
Genre: Drama
Kan ses på: filmstriben
Navnet François Truffaut er uundgåeligt, når talen falder på den franske nybølge. Han var ikke blot en af de unge kritikere fra Cahiers du Cinéma, der satte sig for at revolutionere filmkunsten, men også manden bag en debutfilm, der i dag står som et af de mest ikoniske værker fra perioden. The 400 Blows (1959) er i mange henseender blevet synonym med selve ånden i nybølgen: en blanding af oprør, autenticitet og en personlig vision, der brød med den etablerede franske filmkultur.
Jeg kendte filmen længe af ry, især billedet af den unge Antoine Doinel, der i den sidste sekvens stirrer ind i kameraet, er et af de mest citerede i filmhistorien. Men det var først, da jeg satte mig ned og så hele værket, at jeg for alvor forstod, hvorfor netop denne film har opnået klassikerstatus. Truffaut formår at indfange ungdommens rådvildhed og fremmedgørelse på en måde, der stadig føles frisk mere end 60 år senere.
Det er dog værd at bemærke, at filmen ikke for alvor drives af en traditionel plotstruktur. Historien om Antoine, en dreng der forsøger at finde sin plads i en verden, der konstant misforstår ham, er mere episodisk end dramatisk. Vi ser hans liv hjemme hos en mor, der ikke viser ham megen varme, i skolen hvor lærerne primært ser ham som et problem, og på gaden, hvor han finder frihed, men også havner i uføre. Nogle vil måske mene, at denne fragmentariske tilgang gør filmen ujævn, og jeg må indrømme, at jeg til tider savnede en klarere dramatisk motor.
Til gengæld er filmens styrke dens stemning og blik for detaljer. Truffaut bruger Paris som en levende kulisse, hvor alt fra små gyder til biografer bliver til steder, hvor Antoines indre uro spejles. Jean-Pierre Léaud, der spiller hovedrollen, er samtidig så overbevisende i sin blanding af barnlig uskyld og voksen bitterhed, at man næsten glemmer, hvor ung han egentlig er. Hans præstation er filmens bankende hjerte, og den sidste indstilling; frysningen af hans ansigt ved havet, ramte mig virkelig med sin blanding af åbenhed og melankoli.
Et andet aspekt, der fortjener ros, er filmens ærlighed. Truffaut romantiserer aldrig Antoines situation, men viser i stedet den ligegyldighed, som omgiver ham, med en næsten dokumentarisk nøgternhed. Det gør filmen til mere end en barndomsskildring; den er en kommentar til et samfund, hvor børn nemt kan blive overset og glemt.
Kort sagt: The 400 Blows er ikke en perfekt film, og jeg kan til tider mærke, at dens episodiske natur gør den mindre stram end andre klassikere fra perioden. Men netop i dette løse, næsten dagbogsagtige præg ligger også dens styrke. Den føles ægte, personlig og stadig foruroligende aktuel. Når jeg tænker tilbage på filmen, er det ikke så meget handlingen, jeg husker, men følelsen af at have fulgt en dreng, der med hver fiber i sin krop søger efter frihed og måske aldrig finder den.
