Originaltitel: Superman
Instruktør: James Gunn
År: 2025
Genre: Superhelte, Action
Kan købes på 4k ultra blu-ray
Den gode dreng i en kynisk tid
Jeg har altid haft det lidt svært med Superman. Ikke fordi han er en dårlig superhelt — tværtimod. Men fordi han altid har været den dér dukse-dreng i klassen. Den, der gør alting rigtigt. Den, der smiler, mens verden brænder. Og som aldrig for alvor synes at tvivle på sig selv. Jeg ved godt, det er hele pointen — han skal være symbolet på håb og moral — men der har altid været en del af mig, der hellere har søgt mod Zack Snyders mørkere, mere menneskelige helte, hvor man kunne mærke tvivlen, sveden og skyggesiderne.
Så jeg gik ind til James Gunns Superman (2025) med en vis skepsis. Kunne jeg overhovedet finde glæde i en Superman, der igen skulle være den store, smilende frelser? Men efter to en halv time i biografen og nu igen i stuen på 4K-udgivelsen, må jeg indrømme: filmen greb mig. Ikke fordi den ændrede mit syn på Superman fuldstændigt — men fordi den mindede mig om, hvorfor vi har brug for ham.
For i en verden, hvor krige igen bryder ud, hvor droner kredser over lufthavne — ja, selv herhjemme over Aalborg — og hvor nyhedsstrømmen dagligt minder os om alt det, der går i stykker, føles en figur som Superman næsten forældet. Og alligevel, netop derfor, føles han så nødvendig. Han repræsenterer noget, vi er ved at miste: troen på, at der stadig findes nogen, som vælger det gode, bare fordi det er godt.
Menneskelighed midt i det mytiske
Det er her, James Gunn rammer noget helt særligt. Han tør nemlig give Superman plads til både at være ikon og menneske. Filmen åbner med en smuk montage fra Smallville, hvor Clark Kent hjælper sin far (spillet varmt og jordnært af Pruitt Taylor Vince) på terrassen. De drikker lemonade, ser ud over markerne, og faderen siger med en blød alvor: “The world doesn’t need a savior every day, son. Sometimes it just needs a listener.” Det er en enkel, men utrolig rørende scene, som får Superman til at føles mere som et menneske end et symbol. Det er også en af de scener, der virkelig blomstrer i 4K-formatet: man ser støvpartiklerne i sollyset, de fine rynker i faderens ansigt, og den varme tone i solnedgangen, som næsten bliver en karakter i sig selv.
Der er flere af disse stille øjeblikke i filmen — scener, hvor Clark reflekterer over sin plads i verden, og hvor Gunn tør dvæle ved pauserne. Det er dér, filmen er stærkest.
Når CGI’en tager over
Desværre vælter det hele nogle gange lidt. Gunn er stadig en blockbuster-instruktør, og man kan mærke det i de store kampscener, hvor der går CGI-orgie i det. Særligt i den store sekvens, hvor Superman skal redde en alien-baby i en kollapsende dimension, mister filmen sin jordforbindelse. Alt for meget foregår i grønt skær. Partikler, eksplosioner, lysglimt — alt blæser ud i et computergenereret kaos, og jeg kunne næsten mærke mig selv sidde og tælle teksturfiltre. Det ligner noget, der burde imponere, men ender med at trække én ud af historien, fordi man simpelthen kan se hver eneste piksel kæmpe for at ligne virkelighed.
Det samme gælder nogle af de senere slagsmålsscener i Metropolis, hvor Superman kæmper mod en ny fortolkning af Brainiac. De starter godt, med kinetisk energi og følelsen af vægt i hvert slag, men når kameraet panorerer ud, og byen forvandler sig til et digitalt inferno, mister man den fysiske fornemmelse. Det bliver spektakulært — men ikke nødvendigvis spændende.
Det er synd, for de mindre kampe, hvor Gunn tør blive nede på jorden, fungerer langt bedre. Scenen, hvor Superman redder en lille dreng fra et styrtende tog, mens publikum på perronen stirrer i vantro, er et højdepunkt. Her ser man, hvordan filmen tør bruge action til at vise karakter — ikke bare styrke. Superman taler med drengen bagefter. Det er småt, men det er sådanne øjeblikke, der giver filmen sjæl.
Mellem håb og savn
Når filmen fungerer bedst, føles den som en kærlighedserklæring til troen på mennesket. Og alligevel — der sidder stadig en lille Snyder-farvet stemme i baghovedet, der savner mørket. Der, hvor helten var skyldig, hvor han vaklede, hvor verden ikke var så let at redde. Gunns Superman vælger håbet, men han betaler sjældent prisen for det. Det gør, at filmen, trods sin varme, nogle gange føles for glat. For pæn. Men i en tid, hvor det kyniske ofte står øverst på plakaten, må man også anerkende modet i at lave en god Superman igen. En film, der tror på mennesket, selv når mennesket ikke længere helt tror på sig selv.
Konklusion
James Gunns Superman (2025) er en film, der insisterer på det gode i os. Den tør være oprigtig i en tid, hvor ironi og kynisme er normen. Den fejler, når den drukner i CGI og overproduktion, men den vinder, når den skærer helt ind til det menneskelige. Jeg vil nok altid have en forkærlighed for Snyders mørke, mytiske Superman, men Gunns version rammer noget vigtigt — noget varmt. Den minder os om, at håbet ikke altid behøver at være realistisk for at være nødvendigt. Og i 2025, midt i alt det, vi står i, er det måske netop den Superman, vi har mest brug for.
Superman får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
Billed – og lydkvalitet:
Billedet: 4K-udgivelsen leverer et utroligt skarpt billede, især i de rolige scener. Farverne er mættede uden at blive kunstige, og HDR-højlyset giver solen og metaloverflader en realistisk glød. Ansigtsteksturer, hår og stof på Supermans dragt står knivskarpt. Dog afslører 4K-formatet også filmens svagheder — især i CGI-sekvenserne, hvor de digitale elementer står så tydeligt frem, at illusionen brister. Det er et klassisk eksempel på, hvordan for meget polish kan fjerne patinaen.
Lyden: Dolby Atmos-sporet er derimod forrygende. Flyvescenerne fylder hele rummet med lufttryk og dynamik, og hver eksplosion, hvert vingeslag, mærkes fysisk. Musikken — en hyldest til John Williams’ klassiske tema blandet med moderne, mere emotionelle klangflader — får rigeligt med plads i mixet, og dialogen forbliver krystalklar.
Tak til SF Studios
