Instruktør: Jonathan Demme
År: 1984
Genre: koncertfilm.
Set på: dvd.
Der er noget virkelig særligt over livekoncerter.
Det kan (og skal gerne) være, stedet hvor en musiker/et bands sange virkelig kommer til sin ret og samtidig kan det også være, stedet hvor bandet/musikeren virkelig viser om de kan noget, foran et publikum.
Livemusik er selvfølgelig noget som gør sig bedst live (ude i virkeligheden), men gennem tidens løb er det dog også blevet filmet og enten vist i biografer eller udsendt som VHS eller dvd.
Men… Jeg vil dog vove at påstå, at det er virkelig få eller slet og ret ingen koncertfilm som kommer i nærheden af den, som Jonathan Demme lavede med det hedengangne amerikanske rockband, Talking Heads.
Filmens titel er Stop Making Sense, som både er en linje i et af de udførte numre og nærmest (føler jeg) et manifest for hele Talking Heads måde at optræde på.
Hvis man ikke ved hvem den salige Jonathan Demme er, kan det kort siges at det var ham som instruerede Silence Of the Lambs og Philadelphia (den hvor Tom Hanks spiller en homoseksuel advokat, som får aids).
Selve Stop Making Sense-filmen, blev filmet under Talking Heads’ tourné for det album som hedder Speaking in Tongues og selvom man måske skulle tro det, er det ikke én koncert som er blev filmet, men i stedet flere, som dog alle foregik i Pantages Theater i Los Angeles.
Grunden bag dette, var så Jonathan Demme, kunne filme så mange vinkler og sider af bandets optræden som muligt, hvilket gjorde at for hver filmet optræden, var kameraerne placeret forskellige steder.
Samtidig fik Jonathan Demme også en virkelig genial idé til denne film, som tilnærmelsesvis fortsat er ret unik, for koncertfilm.
Fordi, normalt ved koncertfilm, er det skiftevis fokus på den/dem som optræder og publikummet, men for at spare på lyset (da dette ville have været et krav, for at filme publikummet ordentligt), så valgte Jonathan Demme i stedet for at rette alt fokus op mod Talking Heads og kun vise små glimt af publikum, hen ad mod slutningen af sidste nummer.
Dette skaber en helt særlig form for nerve og intensitet, da vi virkelig kommer ind under huden på bandet og i den grad føler hver en bevægelse som de foretager sig.
Derudover så har hele filmen også en helt særlig start, som i den grad også slår dens særlige filmiske stil helt fast.
Filmen starter med at vi ser forsangeren, David Byrne komme ind på scenen med en ghettoblaster og en akustisk guitar og siger, at han har et bånd han gerne vil spille for publikummet.
Derfra starter så en virkelig tændt og energisk udgave af Psycho Killer og derefter kommer bassisten Tina Weymouth ind og så kommer så en meget smuk og dybtfølt fremførsel af filmens eneste ballade, Heaven.
Og derfra kommer der flere og flere på scenen for hvert nummer, indtil bandet er helt fuldtalligt ved en direkte eksplosiv fremførsel af Burning Down the House.
Og eksplosiv er faktisk et virkelig velvalgt ord til at beskrive hele filmen, fordi energien hos Talking Heads er fuldstændig urokkelig og lige når man tror at energien ikke kan blive højere, så finder de lige en måde at gøre den endnu vildere på, ved det næste nummer.
Dette er både ”naturligvis” Talking Heads fortjeneste, men samtidig også klipningen af Lisa Day, kameraarbejdet af Jordan Croneweth og filmens brag af et lyddesign!
Fordi alle disse elementer, gør både at alle medlemmer af Talking Heads (i denne her, var de 9), får deres øjeblik til at skinne igennem og at deres enorme og ubeskriveligt store glæde over at spille live og gøre det sammen, i den grad kan mærkes helt ind i hjertet og i dansebenene.
Skulle man dog vælge en stjerne eller hovedrolle, så må det være forsangeren, David Byrne.
Få forsangere og frontfigurer, er lige så naturligt finurlige og tilpasse med dem selv, som David Byrne og faktisk er alene hans tilstedeværelse, hele filmen værd.
I løbet af den halvanden time som showet varer, ser vi både David Byrne i alt for stort tøj (som får hans ansigt til at se lille ud), vi ser ham lege med en standerlampe og så ser man David Byrne spæne rundt på scenen, danse som gjaldt det livet og slet og ret bare besidde en energi som direkte føles uvirkelig.
Men, for lige at komme tilbage til titlen på filmen, Stop Making Sense, så giver denne titel lige netop mening, fordi filmens form (med udelukkende at fokusere på Talking Heads, fremfor at inddrage klip af publikum), måske ikke giver mening ved første udkast, men dog ender med at give mening, når man ser filmen.
Fordi, når kommer til filmede koncerter, af hvilket som helst musiknavn, så er der vitterligt ingen af dem, hvor der er kredset lige så meget ved de filmiske virkemidler, hvor energien er lige så høj og hvor essensen af hvad livemusik er og skal kunne, er indkapslet lige så perfekt og så ekstremt underholdende.
Derfor er Stop Making Sense, et kæmpe filmisk mesterværk og skønt den kræver at man kan lide Talking Heads, så er den dog virkelig værd at opsøge, for at se hvordan de var, når de var allerbedst.
Og hvis man slet ikke er bekendt med Talking Heads, så findes der ingen bedre introduktion end Stop Making Sense!
