Originaltitler:
Episode IV: A New Hope, Episode V: The Empire Strikes Back, Episode VI: Return of the Jedi
Instruktører: George Lucas, Irvin Kershner & Richard Marquand
År: 1977, 1980 & 1983
Genre: Fantasy, action
Kan købes på 4k ultra blu-ray
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i mit liv har set de originale Star Wars-film, fra henholdsvis 1977, 1980 og 1983.
Jeg ved det: det er nørdet. Men var det ikke for særlig længe, hvor alle endelig besluttede, at nørder var cool. At være nørdet var det nye sort. At nørderi var det største i verdenshistorien og…
Okay, i forstår måske hvor jeg vil hen af med dette.
Det er sgu sejt at være nørd. At have en helt særlig viden og interesse for noget. Jeg er filmnørd. Det står jeg ved. Og jeg elsker at nørde Star Wars.
Jeg så alle tre film for godt 26 år siden på vhs. De gjorde et stort indtryk. Fra den allerførste scene, hvor John Williams’ monstrøse symfoni, Star Wars temaet, blev blæst ud (af de beskedne) højtalere på min fars gamle B&O-tv, var der dømt ståpels for alle pengene (det fr jeg stadig når jeg genser den i dag). Den ikoniske intro med teksten der langsomt gik op af og forsvandt ud i galaksen. Jeg var så hooked som man overhovedet kunne være.
Hypen omkring Star Wars har siden 77′ været der. Den er altid været franchise man vendte tilbage til. Det er der mange grunde til.
De tre originale film, kan beskrives som et herligt mix af sæbeopera, fantasy og action. Samtidig er den også fuld af en god portion doseret humor. Skaberen, idémanden, arkitekten og legebarnet bag, George Lukas, har ladet sig inspirere fra forskellige religioner og mytologier og stjæler både med arme og ben herfra. Men han gør det bevidst.
Han er ikke ude på skjule hvor han har fået ideerne fra. En vigtig detalje der smitter af på hans intergalaktiske kærlighedsbarn. En enkel historie om de godes (rebellerne) kamp mod de onde (kejserimperiet).
Set med kedelige voksenbriller på i dag, og så objektivt jeg overhovedet kan, er der flere ting man kan undre sig over ved de tre film. Det er let at blive irriteret over C-3PO og hans evige Kloge-Åge-kommentarer, og ikke mindst, den måde han evigt og altid kommanderer rundt med R2-D2. Det er ærgerligt at den gamle jedi-master, Yoda, ikke er mere med end han nu er i de tre film. Han har en forholdsvis stor rolle i The Empire.., men er ellers kun med i “ånden”. Og lad os ej glemme de spøjse Ewoks (sjovt mix mellem Fraggler og Bubbibjørne), som kæmper side om side med rebellerne. Underlige skabninger, som både er tuttenuttede og dødensfarlige.
Det ser selvfølgelig helt anderledes ud fra min synsvinkel. Det er umuligt for mig ikke at tale om Star Wars uden at blive nostalgisk og være andet end subjektiv i min anmeldelse af de tre originale film. Ja, der er flere særdeles corny og platte replikker undervejs og ikke altid den mest knivskarpe instruktion af skuespillerne (mest i den første film, som Lukas selv instruerede) og småirriterende og barnagtige figurer/karakter, som aldrig ville se dagens lys, hvis filmene blev lavet i 2020. Men, men, men,- det er en del af hele Star Wars-pakken. Med smukke og vidunderlige skønhedsfejl som er enestående på hver deres charmerende måde, og som kun er med til at give filmene endnu mere kant.
Nej, i stedet burde du bare tage nej-hatten af, læne dig tilbage, spænde sikkerhedsbæltet og lade dig overgive fuldstændig til denne flyvende farvelade af et vaskeægte rumeventyr. For hvis du er med på The Millinium Falcon og for alvor er klar til en rutsjebanetur, har du nogle af de mest ikoniske scener i filmhistorien(!) til gode.
Man kan næsten blive helt rørstrømsk bare ved tanken om forældreløse Luke, der skuler sørgmodigt, men samtidigt søgende og drømmende ud i horisonten, med baggrundstæppet af de to sole der langsomt går ned. Hvem sagde poetisk, og næsten, helt æstetisk?
Eller de mange scener, hvor en irriterende, insisterende og samtidig dødcharmende Han Solo, konstant prikker til den unge Prinsesse Leia og som til sidst ikke kan modstå hans charme længere? Og som prikken over i’et, da hun siger at hun elsker ham, og han fortæller køligt og cool svarer tilbage, at han udmærket godt ved det.
Og måske, den mest legendariske af alle Star Wars-scener,- den hvor Darth Vader og Jedi-ridderen, Luke, kæmper med lyssværd, og efter en dødensfarlig duel, hvor Luke mister den ene hånd, fortæller den ultimative superskurk over dem alle, at han er Lukes far.
“No. No. That’s not true. That’s Impossible”.
Nej, den er god nok, Luke. Han er din far og vi er endnu engang vidne til det pureste filmmagi.
Det er ikke breaking news at høre om alverdens granvoksne filmnørdede mænd, der som børn blev besat af Star Wars-universet, og som nu, tyndhårede, med ølvom og stram merchandise t-shirt om livet (host host, hvem mig? ), holder fast i, at Star Wars er det mest fantastiske i hele verden. Nostalgien spiller selvfølgelig en stor rolle. Også på listerne over verdens bedste film, som så ofte har A New Hope og The Empire Strikes Back. Disse minder fra de go’e gamle dage, der ofte synes forsvundet i en tid, hvor Hollywood-blockbusters altid føles spækket til bristepunktet med ligegyldig CGI og halvdårlige historier.
For længe siden…i en fjern, fjern galakse blev der produceret tre mageløse film, som inspirerede en hel verden, med en simpel historie om de godes kamp mod de onde. Sådan nogle historier går heldigvis aldrig af mode…
Star Wars kapitel 4, 5 og 6 får 6/6 hamre:
🔨 🔨🔨🔨🔨🔨
Billed – og lydkvalitet:
Efter mange års venten har Star Wars: A New Hope, The Empire Strikes Back og Return of the Jedi endelig fået den 4K-behandling, de fortjener. Resultatet er en række udgivelser, der på trods af visse tekniske kompromiser viser, hvor utroligt godt film fra 70’erne og 80’erne faktisk kan tage sig ud, når de scannes og restaureres korrekt fra deres 35 mm-negativer.
Det første, man bemærker, er den markant forbedrede klarhed. Hvor blu-ray-udgaverne fra 2011 ofte virkede lidt matte og flade, får man her langt mere dybde, kontrast og liv i billedet. Farverne har fået et løft gennem HDR10-teknologien: stjernebaggrunde står dybere, lyssværd lyser mere intenst, og skyggerne i især rumskibsscener og mørke korridorer bevarer langt flere detaljer end tidligere.
Episode IV – A New Hope føles frisk og levende med tydelig kornstruktur og flere synlige detaljer på dragter, robotter og scenografi. Empire Strikes Back står især stærkt i Hoth-sekvenserne, hvor sneens tekstur og lysfølsomhed for første gang får den rette balance. Return of the Jedi nyder godt af naturfarverne på Endor, der får mere nuancerigdom og realisme end nogensinde før.
Der er dog enkelte ulemper: I forsøget på at bevare et rent billede har Disney og Lucasfilm brugt en smule digital støjreduktion (DNR) og “grains-frysning”, som i nogle scener fjerner lidt af filmens naturlige struktur. Særligt Empire Strikes Back lider lidt under dette, hvor billedet i enkelte scener føles en anelse for “poleret”. Det er dog småting i forhold til det samlede indtryk, der står imponerende rent og filmisk.
Alle tre film har fået et komplet Dolby Atmos-lydspor, og her er forbedringen næsten endnu større end på billedsiden.
Lydbilledet er åbent, dynamisk og langt mere omsluttende end tidligere. Man mærker rummet omkring sig, når rumskibene suser forbi, og John Williams’ ikoniske score folder sig ud med en ny dybde og balance. I A New Hope er laserskud, eksplosioner og rumlyde mærkbart renere og mere balancerede; i Empire Strikes Back udnyttes surround-kanalerne flot under Hoth-slagene og jagten gennem asteroidefeltet; og Return of the Jedi kulminerer i en finale, hvor lydsiden nærmest omslutter én fuldstændigt – fra Endors skove til Death Stars eksplosion.
Dialogen er krystalklar i alle tre film, og musikken fremstår med en varme og fylde, som tidligere udgivelser ikke helt formåede at levere. Selv små atmosfæriske lyde – skibsmotorer, dørpaneler, baggrundslyde – har fået nyt liv.
De nye 4K-udgivelser af den oprindelige trilogi viser, hvorfor filmoptaget på 35 mm stadig kan overgå moderne digitalfilm, når de får den rette behandling. Der er en sjælden dybde, tekstur og sjæl i billederne, som ingen digital 8K-sensor kan efterligne. Kombinationen af analogt materiale og moderne HDR-teknologi resulterer i en fremvisning, der både føles tidløs og moderne på samme tid.
Små tekniske kompromiser – som let støjreduktion og ujævn kornstyring – trækker en smule ned, men helhedsindtrykket er stadig fremragende. Lydsporet er suverænt, billedet står langt skarpere og mere balanceret end nogensinde, og trilogien har sjældent været præsenteret så respektfuldt som her.
Tak til SF Studios
