Instruktør: Bob Spiers
År: 1997
Genre: Komedie
Set på: Dvd.
Der findes mange måder at holde et stærkt brand i live, når brandets popularitet er virkelig højt.
Man kan fx lave en stor spillefilm og det er faktisk lige netop hvad man gjorde i 1997, med alletiders største pige-popgruppe; Spice Girls!
Det resulterede i filmen Spice-World, som blev instrueret af salige Bob Spiers, hvis største bedrift vel nok var at han instruerede halvdelen af Halløj på badehotellet (6 afsnit ud af 12) og stod bag den ret populære britiske komedieserie, Helt Hysterisk, hvor manuskript så primært blev skrevet af Kim Fuller som er bror til Simon Fuller (Spice Girls manager i de første pr. år).
Hvad filmen handler om kan skrives forholdsvis kort, selvom der sker relativ meget i Spice-World på relativ kort tid (en lille halvanden time).
Grundlæggende følger man Spice-Girl-pigerne 1 uge op til en kæmpe tv-transmitteret koncert i Royal Albert Hall, imens de forfulgt af én der vil lave en meget afslørende dokumentar om dem, én journalist der gerne vil opsamle sladder og ødelægge Spice-Girls’ karriere. Og så er der også lige en manager, som konstant er ved at få et nervesammenbrud, af de små sidespring som Spice-Girls-pigerne sommetider tager.
Det er handlingen i Spice-World og hvis man kan sin musikfilm-historie, så kan man godt argumentere for at det minder en del om Beatles-filmen ”A Hard Day’s Night”, hvor man følger The Beatles i dagene op til et stort tv-show og hvor dén film også blev brugt til at få The Beatles helt ud over stepperne.
Forskellen på Beatles-filmen og Spice Girls-filmen, er dog at hvor A Hard Day’s Night var en virkelig rost film i sin tid og fortsat er det, så fik Spice-World, exceptionelt negativ kritik i sin tid og stod på mange kritikers liste over 1997’s værste film, selvom den dog også blev en kæmpe financiel succes og fortsat er den mest indtjente film med en musikgruppe i hovedrollen.
Men her kan man jo så spørge, om Spice Worlds dårlige kritik, var og er berettiget og om der vitterligt tale om en katastrofe af en film?
Ja, spørger man mig, så er svaret et stort og jublende NEJ!
Grundene til dette, kan faktisk bl.a. forklares på filmens valg af instruktør.
Bob Spiers var kendt for at lave komedieserier, som sommetider var af den hysteriske og meget excentriske slags og når man valgte ham til at lave en film om Spice Girls, skulle jeg ikke mene at man kunne forvente en seriøs og dyb film som kan analyseres og eftertænkes udi det uendelige.
Fordi, selvom Melanie C, Melanie B, Victoria Beckham (dengang Adams), Emma Bunton og Geri Halliwell skam spiller dem selv, så gør de det alligevel ikke 100%, da de hver især opfører sig fuldkommen bevidst som deres Spice-Girls-alteregoer.
Melanie C dyrker hele tiden sport eller motion, Melanie B er dybt excentrisk, Victoria Beckham er en kende snobbet og tænker meget på sin mode, Emma Bunton er en kende barnlig og Geri Halliwell kommer diverse former for kloge ord, som de andre er lidt ligeglade med (ja, det er måske lidt svært at forklare Ginger Spice’s kendetegn udover sit hår, men det er hvad hun gør i denne film).
Dette lyder muligvis en kende fjollet, men lige netop det at Spice World er så fuldkommen selvbevidst om dette valg, gør at jeg ikke kan gøre andet end at elske det!
Dernæst så selvom Spice-Girls bestemt også havde deres hårde dage og kampe i deres storhedstid i midt-90’erne, så virker de dog i filmen til at have det sjovt og denne glæde kan godt smitte, hvis man er modtagelig nok over for det.
Dernæst, så er alt andet omkring Spice-Girls-pigerne, omtrent lige så excentrisk og skørt og dette ses særligt i manageren Clifford som bliver spillet af Richard E. Grant, som aldrig har et roligt øjeblik i hele filmen, da han konstant stresser over Spice-Girls-pigerne og påminder dem om at følge deres plan (hvilket pigerne ikke altid har lyst til).
Og så er der i øvrigt også virkelig mange britiske kendisser i denne film i små gæsteroller, hvor dén der får mest spilletid, er salige Roger Moore der spiller Spice-Girls-managerens chef og egentlig fungere som en form for parodi på Bond-skurken Blofeld, da han konstant sidder med enten en kat eller kælegris og kommer med forskellige kryptiske og meget fjollede telefonbeskeder til manageren.
Naturligvis er der også (kun med 1 undtagelse), udelukkende Spice Girls-musik på lydsiden, hele vejen igennem og ja, hvis man i forvejen er glad nok for hits fra Spice Girls’ 2 første albums, så vil man ikke have noget imod dette (det har jeg i hvert fald ikke).
Og for lige at vende tilbage til spørgsmålet om hvorfor Spice-World fungere til fulde.
Jamen så er det fordi, den er drøncharmerende, virkelig morsom og med et virkelig højt tempo og fordi den er fuldkommen bevidst om hvilken film den er og kan være og aldrig prøver på at være andet end ja, en hysterisk musikalsk komedie med Spice Girls.
Og fordi Spice World er alle disse nævnte ting 100% og til og med har et virkelig godt soundtrack, jamen så føler jeg virkelig der er tale om et mesterværk, fordi den ikke kunne være mere perfekt!
Så ja, hvis man kan huske Spice Girls og tænker at en spillefilm med dem kunne være sjovt, ja så er Spice World verdens bedste (og eneste) bud på dette.
Og til dem måtte være kritiske omkring Spice World eller Spice Girls, så lad mig afslutte med et citat fra Spice Up Your Life; ”Smilin’, dancin’, everything is free All you need is positivity”.
