Spencer

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: Pablo Larraín
År: 2021
Genre: Drama
Biografpremiere: 03/02

Der findes visse skikkelser gennem verdenshistorien som skriver sig særligt ind i historiebøgerne og folks bevidsthed, enten på grund af noget de gjorde, noget de var eller måden de var på.

En af disse personer var & er Diana Spencer og i tidens løb (navnlig efter hendes tragiske bortgang i 97’), er der skrevet meget om hende og ligeledes lavet op til flere portrætteringer af hende, via film & tv-serier.

Det seneste på skud på denne stamme, er chilenske Pablo Larraíns film som centrerer sig omkring julen i 1991 og Diana Spencers oplevelse med det.

Pablo Larraíns har tidligere (og med stor succes) lavet film om store kvindelige skikkelser, i form af filmen Jackie, som så omhandler Jackie Kennedys dage efter hendes ægtemands tragiske død.

Filmen Spencer har på sin vis, visse ting tilfælles med Jackie, i og med, at begge kvinder som filmen portrætterer, er meget følsomme personer som i løbet af filmen, kæmper en hård kamp for at holde sig oven vande og få noget af glæde sig over.

I Dianas tilfælde er det en exceptionel hård kamp, da hun på intet tidspunkt kan få lov til at være som hun vil eller for det sags skyld være i fred, da hun konstant bliver overvåget af enten majorer eller andre som arbejder for det engelske monarki.

Særligt denne tilstand får Pablo Larraíns til nærmest at føle som en gyserfilm, da man fra første gang man ser Diana (hvor hun er kørt på afveje, uden at vide hvor hun er henne), altid er i hendes selskab og altid føler hendes angst og stress, hver gang hun bedes om at tage en bestemt kjole på eller spise maden der serveres.

Dette ses allertydeligst, i en scene, hvor der serveres en form for ærtesuppe, som alle slubrer i sig, bortset fra Diana. Diana stirrer kun på suppen, alt imens kameraet begynder at panorere over på først dronningen og siden Prins Charles som begge sender undrede og dømmende blikke mod hende.

Denne særlige følelse som Diana føler i denne scene, ramte mig som tusinde spyd i hjertet og det samme gjorde resten af filmen.

Pablo Larraíns og manuskriptforfatteren Steven Knight, formår på fornemmeste vis at vise hvor svært det kan være for en (muligvis) introvert og sky person at være i et miljø og et fællesskab, hvor der er meget bestemte regler som skal følges og hvor hele verden, konstant prøver at få et glimt ind i deres liv.

Samtidig formår filmen også at skabe en virkelig vild intimitet og dette særligt ved hjælp af kameraføring af Claire Mathon, som nærmest får én til at føle, at man kommer alt for tæt på Diana og ser alt for meget som man måske ikke bør se, men som man dog er nødt til at se, for at det fulde billede af, hvordan Diana Spencer var som person.

Samtidig er det brillante kameraarbejde også med til at få én til at føle en snert af det som Diana måtte have følt i julen-91, da det sommetider er vildt febrilsk og desorienteret, hvilket virkelig skaber den helt rette følelse af ubehag og følelsen af både ikke at føle sig tilstede og ikke føle sig lyst til at være tilstede.

Noget som virkelig også bør og skal roses, er i særdeleshed portrættering af Diana Spencer, som her bliver udført af amerikanske Kristen Stewart.

Kristen Stewart er en skuespillerinde, der i tidens løb har været offer for meget kritik fra folk, for at være en dårlig skuespillerinde og en skuespillerinde som ikke besidder evnen til at vise reelle følelser på film.

Denne kritik, er primært baseret på hendes præstationer i Twilight-sagaen, men siden hen, har Kristen Stewart gang på gang, gjort sit for at distancere sig fra dette, og til dem som fortsat føler kritiske følelser omkring Kristen Stewart, ja, de bør så afgjort få set Spencer!

Kristen Stewart blev faktisk fornyeligt Oscar-nomineret for hendes Diana-præstation og dette begrundes mere end tydeligt gennem hele filmen, fordi Kristen Stewart spiller ikke bare Diana, men formår at forsvinde så meget ind i rollen, så hun til sidst, simpelthen bliver til Diana Spencer, med hud og hår og på alle måder yder en præstation som hjerte og sjælknusende, så jeg næsten føler at man skal være gjort af sten, hvis man ikke får lyst til at give hende et kram.

Af andre roller, er Timothy Spall også fantastisk i rollen som majoren Alistair Gregory, der altid holder et vågent øje over Diana og skønt han bare gør sit arbejde, så er der dog alligevel noget indiskutabelt skummelt over ham og dette rammer, Timothy Spall virkelig til en perfektion og gør afgjort at man sommetider gruer, når han er i nærheden.

Sally Hawkins skal i den grad også roses for rollen som Maggie (hvis job, består i at klæde Diana på).

Det særlige ved Maggie, er netop at hun (udover prinsebørnene) er den eneste som Diana føler 100% tryghed ved og denne varme og omsorg, viser Sally Hawkins så smukt, så det er umuligt ikke at holde af hende.

Til sidst, skal underlægningsmusikken af Jonny Greenwood virkelig også roses, fordi dens særlige blanding af Avant-garde-Jazz og skrattende strygere, også smukt bidrager til at gengive Diana Spencers sindstilstand.

Så ja, for at opsummere, så er Pablo Larraíns film om Diana Spencer, et hjerteknusende og virkelig smukt mesterværk, som en gang for alle, viser hvorfor der var noget særligt over Prinsesse Diana og hvorfor det fortsat er tragisk at hun ikke er i blandt os.

Spencer får 6/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!