Speak No Evil

René

René

Originaltitel: Speak No Evil

Instruktør: Christian Tafdrup

År: 2021

Genre: Drama, gyser

Kan bl.a. streames på Blockbuster

Der er fuld blæs på musikken i første scene af den nye spillefilm i biograferne, Speak No Evil. Klassisk musik, som tydeligt indikerer, at noget ondt og uhyggeligt er under opsejling, og vi blot skal vente på at alvoren rammer os, som en bølge.

Det er en ret skræmmende film, om grænseoverskridende handlinger, og hvor langt man kan gå, før man reagerer.

Du har sikkert allerede hørt om den. Det er den om en film om en familie, som besøger en anden film i udlandet, som sætter gode manerer, velopdragenhed og grænser på spidsen.

Dansk films nye auteur, Christian Tafdrup, som tidligere lavede satire-dramaet, En Frygtelig Kvinde, er manden bag Speak No Evil. En mand, som tør prikke lidt til samfundets normer og værdier og prikke til det, som var det et temperamentsfuldt hvepsebo.

Det er ikke blot en omgang er satire, men også thriller og drama, og så selvfølgelig gys, blandet sammen.

Ægteparret Bjørn og Louise, rejser med deres datter, Agnes, til Holland, for at besøge et par de har mødt på en ferie i Italien. De regner selvfølgelig med et hyggeligt visit, ved nogle civiliserede og rare mennesker, der kan få dem til at glemme alt om hverdagens stress og travlhed.

Noget hyggeligt besøg bliver det bestemt ikke. Det hollandske par, Patrick og Karin, viser helt andre sider frem, som chokerer det danske trekløver. Det hyggelige par, som Bjørn og Louise lærte at kende på deres tidligere ferie, er nærmest skiftet ud med et andet. Samtidig er der noget underligt med deres autistiske søn, Abel, som mangler halvdelen af sin tunge. Han siger mærkelige lyde, og gør nogle ting, som ikke helt giver mening.

Stemningen bliver hurtigt sat, da der er middag og der bliver insisteret på at Louise skal smage det vildsvin de har tilberedt til middag. Og dette er blot begyndelsen. Lige så stille kommer den klaustrofobiske stemning krybende ind over produktionen. Den lille danske kernefamilie, bliver sat i en position, som er svær at definere og i det hele taget at begribe: grænseoverskridende adfærd, som de prøver at ryste af, men som på et tidspunkt bliver for meget.

Efter et par dage, har Louise fået nok, og hun får overtalt Bjørn til at pakke taskerne i en fart. Bare skride, uden at sige farvel. Men en kaninbamse bremser det hele. Agnes’ elskede bamse er væk, og de må tilbage til huset. Det ender i en akavet samtale med det hollandske par. Det danske par ender med at blive overtalt til at blive. Bare lige et par dage mere.

Men det viser sig (selvfølgelig) at være en rigtig fatal beslutning.

Tafdrup er en værre drillepind og er tydeligt vild med at prøve grænser af på hans karakterer, end til det hele eskalerer fuldstændig. Han prikker gevaldigt til dét at være høflig, men især også danskheden,- altså den hvor man smiler høfligt, men ikke siger at noget er i vejen. Selvom der bestemt er noget i vejen. For, hvor lang tid kan man som civiliseret menneske, med ordentlig dannelse og pli, holde til at blive presset?

Skuespillet over hele linen er formidabelt og med et virkeligt skarpt skåret manuskript af Christian Tafdrup og hans bror, Mads Tafdrup, sørger det for at troværdigheden forbliver intakt. Morten Burian og Sidsel Siem Koch, som det danske par, Bjørn og Louise er eminente, men ligeså er det hollanske par, Patrick og Karin, spillet af Fedja van Huët og Karina Smuldres.

Det er fedt at være vidne til dette form for eksperiment som han udfører og Tafdrup instruerer med sikker hånd, uden slinger i valsen. Især når løjerne i filmens sidste kvarter eksekveres på voldsomste vis, så man som horror-fan, kun kan frydes.

Dog har jeg det en smule ambivalent med slutningen af filmen. På de (manglende) beslutninger som det danske par (ikke) tager. Jeg var både blændet af filmens intense afslutning med de voldsomme handlinger, men irriterede mig samtidig også grænseløst over Bjørn og Louises nærmest passive opførsel. Og så er der noget med filmens lydside, Sune Kølster, har kreeret. Den er bombastisk, men knap så fantastisk. Ofte føles den malplaceret, da den ikke får sit publikum til at iagttage og mærke stemningen i filmen selv.

Men. Hr. Tafdrup har med en anelse Lars von Trier, og en smule Michael Haneke, skabt sit helt eget, selvstændige værk, som i den grad stadig kan anbefales. Der er hvert fald rigeligt at snakke om efter man har set den. Hvis man altså tør at gå ind i biografmørket for at se den…

Speak No Evil får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.