Instruktør: Eva Victor
År: 2025
Genre: Drama.
Biografpremiere: 25/09
Der er visse ting der kan være virkelig svære at komme igennem og ligeså komme væk fra. Men, tingene kan blive bedre hvis man kæmper igennem det eller har folk der er der for én.
Dette er 1 måde at beskrive Eva Victors instruktør/manuskriptforfatter-debutfilm, i form af Sorry, Baby, på.
Filmen handler om Agnes, der i starten af filmen får besøg af sin veninde og medstuderende fra universitetet, Lydie. I forbindelse med dette, er de også til middag med 3 fra deres tid på universitetet, og her, får Agnes, pludselig en følelse af ubehag. En følelse der gør at Lydie, efterfølgende spørger Agnes om hun er okay og oveordnet kan klare det.
Den efterfølgende film, handler så om traumet som Agnes får og den efterfølgende tid derefter, hvor Agnes så bearbejder det og prøver at komme videre fra det.
Det kan skrives at, Eva Victor, ikke blot har instrueret og skrevet manus til Sorry, Baby, men ligeså spiller hovedrollen som Agnes. Det kan også skrives, at hvis, Sorry, Baby, umiddelbart skulle beskrives med ét eneste ord, så ville det for mig være afbalanceret.
Fordi, Sorry, Baby, er en virkelig afbalanceret film på mange punkter og navnlig følelsesmæssigt.
Filmen starter fx med at man ser, Agnes & Lydie, hænge ud, snakke og hygge sammen og fx har en ret eksplicit samtale om hvordan det er at have sex med mænd.
Og ligeså i scenen, hvor Agnes pludselig begynder at få en angstfølelse omkring deres traume, så meget kort tid efter, så nævner Lydie, er der er ben i den fisk der bliver serveret og at det er vigtigt at tjekke for dette, når der serveres fisk.
Helt konkret kan det skrives, at når Sorry, Baby, er alvorlig, så er den virkelig alvorlig og ofte på en dybt hjerteskærende måde. Men samtidig har Sorry, Baby, også en ret så tør sans for humor, som til tider er små-sort og andetsteds ret så hjertelig eller meget naturlig.
Dernæst, så føler jeg at Sorry, Baby, besidder en virkelig stor følelse af håb. Dette føler jeg særligt kommer frem i måden hvorpå, Agnes, skam er meget sårbar og følsom, men samtidig er en person der bliver ved med leve videre og finde glæde i ting. Det kan fx være selskab fra hendes gode veninde, Lydie, selskab fra den venlige nabo, Austin, selskab fra en tilfældig herreløs kat som Agnes finder eller blot en rigtig god sandwich.
Sidstnævnte ting, får kontekst i en af filmens mest rørende scener.
Noget andet som jeg også synes er smukt ved Sorry, Baby, er hvordan filmen tager sig god tid og særligt god tid i scenerne hvor Agnes er alene og her ment alene i sit hus. Her synes jeg virkelig at Eva Victor, virkelig smukt skildrer følelsen af ensomhed og den stille angst for, om man nu er helt alene.
Det er særligt sådanne øjeblikke, der gav mig følelsen af at være vidne til noget der føles virkelig ægte og den følelse, varmede bestemt godt i hjertet.
Udover at have udført et smukt arbejde som instruktør og manuskriptforfatter, så er Eva Victor, også virkelig perfekt i den centrale hovedrolle, Agnes.
De har både en helt perfekt komisk timing, de fungerer også mere end perfekt i de meget alvorlige scener. Og helt oveordnet, får Eva Victor, virkelig Agnes, til at fremstå som en virkelig helstøbt karakter, som jeg havde exceptionelt nemt ved at holde af.
Naomi Ackie er også fantastisk til at give liv til Lydie og hun er særligt god til at portrættere en dybt støttende veninde, som virkelig er der for Agnes.
Lucas Hedges, er også virkelig god som naboen, Gavin, som på sin måde også er der for Agnes og så synes jeg særligt at Kelly McCormacks præsentation som Natasha, er virkelig interessant.
Natasha, er en del af den universitet-vennegruppe, som Agnes & Lydie også er en del af og Natasha, har ikke rigtig noget filter, i forhold til de ting hun kan finde på at sige, hvilket til tider kan være sjovt. Men, samtidig, så er der for mig, 2 scener i filmen, hvor der er en dobbelthed over Kelly McCormacks præsentation. Her ment, at det både er sjovt, men samtidig også giver de 2 scener en følelse som ikke er særlig rar. Jeg vil naturligvis ikke spoile de 2 scener, men vil dog skrive at de gjorde meget stærkt indtryk hos mig.
Mia Cioffi Henry har stået for noget virkelig smuk kameraføring, som både der meget stemningsskabende og med til at skabe mange stærke billeder, navnlig af Eva Victor.
Lia Ouyang Rusli, har stået for noget virkelig smukt og meget rørende underlægningsmusik, som til-og-med, smukt akkompagneres af et meget detaljerigt lyddesign af bl.a. Onnalee Blank, Jared Detsikas og Brian Tarlecki.
Til sidst, så i forhold til kritiske ord omkring Eva Victors film, som har jeg ingen at skrive ned.
Sorry, Baby, er til tider hård og hjerteskærende, at være vidne til og særligt hvis man kan relatere til Agnes-karakteren. Samtidig er det også en virkelig hjertevarm film og dertil også en ægte film. Her menes, i forhold til at filmen virkelig giver en oprigtig og ægte følelse af, at livet til tider kan være ok, selvom det ikke altid kan se sådan ud.
Sådan en film er Sorry, Baby også og sådan en film, er virkelig værd at se, da følelsen af håb altid er værd at føle.
