Song Of Repression

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktører: Esthephan Wagner & Marianna Hougen-Moraga. Produktionsår: 2020. Genre: dokumentar/drama. Filmen kan ses kl 21.00 på DR2 d. 29 september 2020

Folk holder hinandens hænder i en stor rundkreds. De synger sange og deler minder fra dengang de var unge. Det ser såmænd hyggeligt og tilforladeligt ud, men efter filmens afsluttende rulletekster, er virkeligheden en lidt anden. Jeg tænkte med det samme på den start på filmen, som her bagefter er blevet en klam og forloren størrelse.

Vi befinder os på Villa Baveria. Det er en stor koloni, et sektlignende minisamfund, der blev stiftet i Chile i 1961 af en tysker ved navn Paul Schäfer. Den fungerede som et lille diktatur, hvor folk sladrede om hinanden, og hvor fysisk misbrug af enhver art var hverdag.

Et af de nu voksne børn, Horst, fortæller åbent og ærligt om det helvede han (og andre) har været igennem, men stopper pludselig op midt i en sætning. “Jeg kan ikke lige nu, vi holder en pause”. Han kigger ikke på kameraet, han går bare.

Paul Schäfer…

Stifteren af Villa Baveria Paul Schäfer er navnet på noget af det tætteste vi mennesker kommer på en satanskikkelse. En blanding af det karismatiske og manipulerende ved Hitler og Charles Manson, og den iskolde, rendyrkede ondskab hos en kz-lejrvagt.

Udover et uhyggeligt mindset, og galopperende storhedsvanvid, så står han også for et massivt seksuelt og voldeligt misbrug af koloniens unge drenge – alle drengene skulle have sex med den store leder…. Hans kumpaner kunne derved også frit forlyste sig med koloniens andenrangsborgere – kvinderne.

“Har du syndet?”

Sætningen blev ofte efterfulgt af en brutal dragt prygl, der ligeså ofte efterlod ofret i halvdød tilstand.Efter Paul Schäfer blev fjernet, og senere døde i fængslet, fik de mange børn (nu voksne) ingen oprejsning, ingen undskyldning, ingenting. Schäfer’ håndlangere prøvede at spise ofrene af med fællesundskyldninger i rundkreds og sange.Det seksuelle misbrug blev forsøgt tiet ihjel.

Ægteparret Horst og Helga sidder omkring et bord og fortæller om deres egne ar på sjælen. Helga fortæller hvordan kys, seksualitet og kærlighed ikke er ting der er forbundet. Dele af hendes psyke er fuldstændig smadret, selv mange år efter. Det kommer som et chok for hende, at kærlighed og seksualitet hænger sammen. Hun vidste det ganske enkelt ikke. De har begge fra start oplevet sex, som et forfærdeligt traume.Deres ægteskab rummer kærlighed, men ikke den seksuelle drift. De har af nød måttet gøre det få gange for at få deres børn, men det har ikke været lysten, der har drevet dem – til stor smerte og fortrydelse for dem begge. De kan ikke!

Det er meget barske scener vi får i hovedet, og jeg kan ikke rigtigt slippe billederne af de to stakkels mennesker, hvis liv er blevet ødelagt af manipulerende og magtliderlige mennesker. Deres bedrøvede og triste øjne siger alt.
Det står i skærende kontrast til de mennesker, der benægter hvad der reelt foregik, og for åbent kamera frasiger sig alt ansvar.
Nogle mennesker blev bogstavelig talt tævet og manipuleret til blindt at følge Schäfer, og det er svært at holde dem fuldstændig ansvarlige. Der er bestemt en mand, der som en anden tosse sidder på en gynge og fortæller om sine oplevelser. Det gør ondt at se sådan et sørgeligt hylster af et menneske.

Som om det ikke kunne blive værre, så kunne Pinochet’ torturbødler frit udøve deres ugerninger imod uskyldige mennesker på koloniens grund. De fik endda tips og tricks af Paul Schäfer. Det er så ulækkert.

“Songs Of Repression” viser i bund og grund præcis det en dokumentarfilm kan.Nemlig at vise begivenheder, historier og mennesker uden filter. Du kan ikke manipulere sandheden.
Det her er ganske enkelt en af de bedste dokumentarfilm jeg nogensinde har set. Et mesterværk indenfor sin genre, og indenfor film generelt.

Songs Of Repression får 6/6:

🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Jurassic Park

Nicolai har denne gang anmeldt Steven Spielbergs uddødlige klassiker, Jurassic Park og den holder fortsat virkelig smukt og har bestemt ikke tabt noget glans, siden den udkom for 31 år siden

Keanu Reeves’ Fem Bedste Roller

En ydmyg verdensstjerne runder et meget skarpt hjørne og derfor skal hans fejres med en liste som hylder hans største bedrifter på det store lærred.
René Buchtrup giver her et bud på Keanu Reeves allerbedste roller på film.

Moviemaniac anmelder 4k-film: The Fall Guy

Moviemaniac anmelder 4k-film er tilbage og denne gang ser René nærmere på actionkomedien, The Fall Guy, med altid seværdige Ryan Gosling og Emma Blunt i hovedrollerne!

Alien: Romulus

Den nye Alien-film, Romulus, låner fra sine forbilleder, men er alligevel sin egen.
Den er skabt til at ses i biografen, hvor “ingen kan høre dig skrige”…
René Buchtrup anmelder ret så begejstret Alien: Romulus.

Begærets Dunkle Mål

Louis har kastet sig over en af det tyvende århundredes mest markante filmskikkelser, nemlig Luis Buñuel og har denne gang set den sidste af hans film, nemlig det surrealistiske mesterværk Begærets Dunkle Mål fra 1977.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Chinatown

“Forget Jake. It’s Chinatown”.
René anmelder klassikeren fra 1974 på ultra 4k blu-ray. Og sørme om den ikke står knivskarpere end nogensinde før! Se hele anmeldelsen, fra YouTube, lige her:

Trap

M. Night Shyamalan er tilbage… denne gang med en rendyrket konceptfilm, om en seriemorder, som skal flygte fra et spillested…
Josh Hartnett har sin bedste rolle i mange år og han er grunden til at filmen er seværdig.
René Buchtrup anmelder thrilleren Trap lige her:

Personal Best

I disse OL-dage, har Nicolai simpelthen anmeldt en film om både olympisk sport, om at kvalificere sig til OL og om konkurrere mod venner, der også vil kvalificere sig til OL.

Personal Best, er en særlig film, fordi den både tager sin sport virkelig seriøst og formår at fortælle et rørende og komplekst karakterdrama, mellem det, som er omtrent lige så spændende at være vidne til.