Sommeren 1993 anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Spanske “Sommer 1993” er en bevægende, sanselig og flot oplevelse. Samtidig byder den på nogle fabelagtige skuespilpræstationer.

Tab, ensomhed og så lige et snert at håb langt ude i horisonten. Alt sammen set fra et barns perspektiv.

Dette er kort sagt hvad “Sommeren 1993” er for en størrelse.

I en af filmens første scener ser vi en pige som sidder på bagsædet af en bil. Hun brokker sig til sin tante. Hun synes en hårtåt stritter den forkerte vej i hendes hårpagt. Hendes tante rækker hende en kam. Pigen kyler kammen ud af bilvinduet. Tanten henter kammen og sætter sig derefter tilbage i bilen og de kører videre. Pigen sidder tilbage med våde øjne.

Nej, hun er ikke bare blot en forkælet møgunge. Så enkelt er det ikke.

Dette er den selvbiografiske fortælling om den 6-årige pige, Frida, der mister sin mor i sommeren 1993, og flytter ind i sin onkel og tantes hus på landet.

Hendes onkel og tante bor sammen med deres datter, Anne (Fridas kusine) på et idyllisk landsted, hvor det ligeså langsomt går op for hende at hendes mor er væk for altid.

Hun opfører sig ikke altid lige godt over for hendes kusine og selvom både hendes tante og onkel gør hvad de kan, føles det ikke rigtigt tilstrækkeligt for den 6-årige pige, som om natten sniger sig ud om natten og beder en lille bøn for sin mor.

Instruktøren har et næsten dokumentarist greb om den næsten ikke-ekstisterende historie, hvor vi som tilskuere lige så langsomt mærker vores lille hovedpersonens frustation og smerte over hendes pludselig ændrede livsituation.

På den ene side føler hun sig set og forstået. På den anden side så alene, så hun bare har lyst til at forlade alle og aldrig vende tilbage. Hun pakker faktisk sine ting og går hjemmefra i en scene i filmen.

For selvom at Fridas tante og onkel gør det bedste de kan for at vise omsorg og kærlighed, er det aldrig rigtig det samme som hvad hendes lille kusine får at mærke. Hun er jo også deres biologiske datter.

Lige så langsomt i filmen går det op for os som tilskuere at Fridas forældre begge er døde af AIDS. I en afgørende og rørerende scene, spørger Frida sin tante hvordan og hvorfor hendes mor døde. Og om hendes mor spurgte om hende.

“Sommeren 1993” er en stille og lille fin film, uden de helt store armbevægelser. Dette er både styrken og svagheden ved filmen. For den prøver aldrig at forklare eller gå for meget i dybden. At se og opleve det hele gennem en 6-årigs perspektiv er ubeskriveligt hårdt. Men samtidig også enkelt. For life goes on og selvom det er hårdt at miste sin mor, så vågner Frida jo op til et enkelt og dejligt liv på landet hvor der er plads til at være.  Men hvordan skulle noget så meningsløst også være forståeligt for en 6-årig?

Samtidig sidder undertegnede med følelsen af at “Sommeren 1993” kunne have været endnu bedre og stærkere. Måske ved mindre dvælen og noget mere handling i filmen.

Men det ændrer ikke ved at den er en bevægende, sanselig og flot oplevelse med utrolig troværdige skuespilpræstationer. Især er hovedrollen, Frida (Laia Artigas), helt fænomenal. Denne rolle har krævet en særdeles dygtig instruktør at få frem i hende.

Afslutningsscenen i filmen gjorde at denne anmelder fik våde øjne. Det føltes som en slags forløsning. Se om du kan holde tårerne tilbage, når du ser filmen…

Sommeren 1993 får 4 ud af 6 hamre:

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!