Solo: A Star Wars Story anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Filmen der burde have været klassen frække dreng med et glimt i øjet, er i stedet blevet den pæne dreng som er bange for at slå en prut i timerne.

Kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

Gad vide hvilken film “Solo” ville have været for en støbning, hvis instruktørparret Phil Lord og Chris Miller ikke var blevet fyret af produktionsselskabet. I stedet må vi “nøjes” med den garvede veteran Ron Howard til at udfylde instruktøsstolen.

Instruktør-spasmagerne, som står bag de fabelagtige metakomedier “The Lego Movie” plus “21 – ” og “22 Jump Street” kunne have gjort Solo-filmen sjov på et metaplan og smurt den store Hollywood-produktion ind i selvironisk smørelse som ikke tog sig selv så helvedes alvorligt.

Jeg var bestemt ikke fan af Star Wars-spinoff’en “Rouge One”. Nøj, hvor tog den sig selv død-alvorligt, som var det en bankrådgivers møde med en teenager med overtræk på kontoen. Hvis man skal lave en Star Wars-film, er humoren en nødvendig. Punktum. I stedet endte man med at lave en krigsfilm med karakterer som man var bedøvende ligeglade med (SPOILER: de dør alle sammen til sidst). En rigtig Star-Wars-film har altså spændende karakterer, den gode humor, action og kampen mellem det gode og det onde. Basta!

Undertegnede har ikke patent på sandheden. Jeg er udmærket godt klar over det. Men hvis man vælger at lave en Star Wars Story, så har man sateme også noget at leve op til!

Instruktør Ron Howards film om den unge Han som vokser op i slummen og drømmer om at være pilot, har et stort potentiale. Den viser gode takter og i det er endt som en ganske udmærket og underholdende film. Det er som sådan ikke noget at sætte en finger på:

– skuespillet er fint og karaktererne er alle ganske spændende at følge. Alden Ehrenreich gør det fint i den ikoniske rolle som Han Solo (han nærmer sig dog overhovedet ikke Harrison Fords legandariske rolle på nogen måde). Donald Glover er dejlig flabet og charmerende som fuskeren Lando Calrissian og Woody Harrelson som fuskeren Beckett, ja, han er jo bare altid seværdig i alt hvad han spiller.

– action-sekvenserne er flot eksekveret. Det er imponerende og særligt intro-scenen med gaderæs standarden højt. Man er ikke i tvivl om at der er brugt masser af gejser på hele svineriet (dette er den dyreste Star Wars-film nogensinde med et budget 250 millioner dollars!).

– historien går gnidningsfrit fra Han’s kamp fra slummen, til Becketts bande og oprøret mellem de gode og knap så gode (alle er fuskere i denne film).

I det hele taget er Ron Howard jo en dygtig filmsnedker som har styr på løjerne og som har instrueret en ret så underholdende blockbusterfilm. Manden kan sit kram og han er top professionel.

Alligevel sad jeg flere gange under filmen og kikkede på uret (135 minutter er altså lang tid), og jeg savede noget frækhed, nogle overraskeler undervejs og en flabethed som Han Solo i de gode, gamle Star Wars-film (77-83) besad. “Solo” er for pæn og glat og selvom der er jokes undervejs, grinede undertegnede ikke på noget tidpunkt undervejs. Jeg smilede en del, men det var mest pga “bromancen” mellem Chewie/Chewbacca og Han Solo.

Jeg gad vide hvilken film “Solo” ville have været for en støbning, hvis instruktørparret Phil Lord og Chris Miller havde fået lov til at lave deres egen Star Wars-film. Måske ville vi have haft glæde af en kæk, dejlig utilregnelig og rebelsk sag, ligesom den “rigtige ” Solo i virkeligheden er for en størrelse.

Solo: A Star Wars Story får 3 ud af 6 hamre:            

Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer