Solo: A Star Wars Story anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Filmen der burde have været klassen frække dreng med et glimt i øjet, er i stedet blevet den pæne dreng som er bange for at slå en prut i timerne.

Kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

Gad vide hvilken film “Solo” ville have været for en støbning, hvis instruktørparret Phil Lord og Chris Miller ikke var blevet fyret af produktionsselskabet. I stedet må vi “nøjes” med den garvede veteran Ron Howard til at udfylde instruktøsstolen.

Instruktør-spasmagerne, som står bag de fabelagtige metakomedier “The Lego Movie” plus “21 – ” og “22 Jump Street” kunne have gjort Solo-filmen sjov på et metaplan og smurt den store Hollywood-produktion ind i selvironisk smørelse som ikke tog sig selv så helvedes alvorligt.

Jeg var bestemt ikke fan af Star Wars-spinoff’en “Rouge One”. Nøj, hvor tog den sig selv død-alvorligt, som var det en bankrådgivers møde med en teenager med overtræk på kontoen. Hvis man skal lave en Star Wars-film, er humoren en nødvendig. Punktum. I stedet endte man med at lave en krigsfilm med karakterer som man var bedøvende ligeglade med (SPOILER: de dør alle sammen til sidst). En rigtig Star-Wars-film har altså spændende karakterer, den gode humor, action og kampen mellem det gode og det onde. Basta!

Undertegnede har ikke patent på sandheden. Jeg er udmærket godt klar over det. Men hvis man vælger at lave en Star Wars Story, så har man sateme også noget at leve op til!

Instruktør Ron Howards film om den unge Han som vokser op i slummen og drømmer om at være pilot, har et stort potentiale. Den viser gode takter og i det er endt som en ganske udmærket og underholdende film. Det er som sådan ikke noget at sætte en finger på:

– skuespillet er fint og karaktererne er alle ganske spændende at følge. Alden Ehrenreich gør det fint i den ikoniske rolle som Han Solo (han nærmer sig dog overhovedet ikke Harrison Fords legandariske rolle på nogen måde). Donald Glover er dejlig flabet og charmerende som fuskeren Lando Calrissian og Woody Harrelson som fuskeren Beckett, ja, han er jo bare altid seværdig i alt hvad han spiller.

– action-sekvenserne er flot eksekveret. Det er imponerende og særligt intro-scenen med gaderæs standarden højt. Man er ikke i tvivl om at der er brugt masser af gejser på hele svineriet (dette er den dyreste Star Wars-film nogensinde med et budget 250 millioner dollars!).

– historien går gnidningsfrit fra Han’s kamp fra slummen, til Becketts bande og oprøret mellem de gode og knap så gode (alle er fuskere i denne film).

I det hele taget er Ron Howard jo en dygtig filmsnedker som har styr på løjerne og som har instrueret en ret så underholdende blockbusterfilm. Manden kan sit kram og han er top professionel.

Alligevel sad jeg flere gange under filmen og kikkede på uret (135 minutter er altså lang tid), og jeg savede noget frækhed, nogle overraskeler undervejs og en flabethed som Han Solo i de gode, gamle Star Wars-film (77-83) besad. “Solo” er for pæn og glat og selvom der er jokes undervejs, grinede undertegnede ikke på noget tidpunkt undervejs. Jeg smilede en del, men det var mest pga “bromancen” mellem Chewie/Chewbacca og Han Solo.

Jeg gad vide hvilken film “Solo” ville have været for en støbning, hvis instruktørparret Phil Lord og Chris Miller havde fået lov til at lave deres egen Star Wars-film. Måske ville vi have haft glæde af en kæk, dejlig utilregnelig og rebelsk sag, ligesom den “rigtige ” Solo i virkeligheden er for en størrelse.

Solo: A Star Wars Story får 3 ud af 6 hamre:            

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.