Soldaten

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Soldaten 
Instruktør: Nikolaj Møller
År: 2020
Genre: Dokumentar

Filmen kan ses på CPH-DOX fra d.24 april

Vi startermed en serie nærbilleder af et let manisk ansigtsudtryk.

Øjnene flakker rundt i flere retninger, deres ejer virker jaget.

Det var nok da jeg kom hjem?”

Henrik Martin Andersen vandrer i næste scene rundt i Amazonjunglen. Han er glad og i nogenlunde balance.

Han har fundet sig selv, og han har fundet en mening med livet igen.

Ikke over night, men hele åbningen symboliserer den rejse hele filmen viser.

Henrik var udstationeret i Afghanistan. Han havde meldt sig frivilligt, og ville gøre karriere i hæren. Han endte dog med at komme hjem med krigstraumer, til en hverdag, der ikke flugtede med hans plagede sind.

Diagnosen lød på posttraumatisk stress.

I junglen kan han passe livet i sit eget tempo, og han skal ikke tænke på om andre bliver påvirkede, når han får det svært. Det er en vigtig del for ham. Hans nærmeste skal ikke tvinges ned i “hullet” med ham. Derudover er der ingen moderne og materiel stimuli, i form af mobiler, fjernsyn, internet og sociale medier.

Væk er livet med hverdagens stress, og væk er livet, hvor al ens gøren og laden bliver målt og vejet.

Han er sig selv nu.

Nu står den på selvmedicinering i junglen, med det hallucinogene stof ayahuasca. Det gør hvad psykiatrien og læger ikke kan – det lindrer krigstraumerne. Det giver ham et holdepunkt, og et lys han kan følge for en bedre fremtid.

Jeg tror ikke på selvmedicinering ville fungere i stor skala, i et samfund som vores her i Danmark.

Det vil være for abstrakt en mulighed for os her i vores “frie overvågningssamfund”.

Men i isolerede tilfælde kan det bestemt gøre nytte.

Som her for Henrik Martin Andersen.

Hvad hvis jeg aldrig ser dig igen?”

Soldaten er ligeledes en film om store personlige tab og fortrydelser. Henrik fortæller om sit tætte forhold til sin søster, og om nogle ting der nager ham den dag idag.

I en af filmens nøglescener kommer vi helt tæt på Henrik’s smerte.

Det er stærke scener.

Det er den usminkede sandhed, noget jeg blev meget berørt af det.

Hvorfor vi bliver ved med at sende folk i krig, det er mig en gåde. Se bare her i Soldaten, hvad det kan betyde for et menneske og dets nærmeste.

Det er nemt at sidde her ved tastaturet og klage sig over, hvor lidt vi har lært, men jeg undrer mig virkelig over manglen på indsigt og vilje til at ændre strategi.

Som Henrik siger i filmen, så havde han jo troet på en fremtidig karriere i militæret. Den fremtid blev smadret under mødet med Taliban på patruljen i de afghanske bjerge…

Soldaten får 5 ud af 6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Silencing

The Silencing går på ingen måde over i thriller-historien, men hvis man har hang til dystre mordgåder og menneskejagt, kan den snildt anbefales.

Klub Kranium (Dark Blossom)

Tre nordjyske emoer. En coming-of-age fortælling. Et smittende bekendtskab. Klub Kranium er en charmerende dokumentarfilm på dette års CPH:DOX

Pusher

Brutalt indblik i den københavnske underverden, og den organiserede narkohandel der foregår der.
Nicolas Winding Refn og Kim Bodnia sprænger alle rammer i dette mesterværk!

Soldaten

Råt og usminket portræt af et menneske med krigstraumer.
Den stiller skarpt på alternative behandlingsformer og giver desuden et meget ærligt fokus på mennesket fremfor diagnosen PTSD.

Red Screening

Red Screening kan på det varmeste anbefales. Den er ikke for sarte sjæle, da den er ganske eksplicit i sine blodsudgydelser, men alle fans af horror-genren burde hilse den velkommen.

Raising A School Shooter

Det dansk/svenske instruktørpar Frida og Lasse Barkfors stiller skarpt på skoleskyderier i USA og de forældre, som står tilbage med deres børn som mordere. En skræmmende vigtig dokumentarfilm på dette års CPH:DOX.

A Man and a Camera

En mand tøffer rundt i en lille hollandsk by med et kamera, filmer folk og siger ikke ord. Lyder det mærkeligt? Det er det også. A Man And A Camera lever i den grad op til titlen.

De Skrigende Halse

Hylemorsomt indblik i 80’ernes punkmiljø i København.
Folk er nogle idioter, der tager sig selv alt for højtideligt.
Undtagen Ronni-drengen, der bare prøver at please alle andre, og undgå at skide i bukserne….. Men altså det er svært, når man tager nervemedicin, og der kommer blod i lokummet!