Six Feeet Under anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Six Feet Under er et mesterværk som alle bør se. En serie der føles så ægte, så det gør ondt. Karakterer der føles så virkelige, som ægte levende mennesker af kød og blod. 

Anmeldelse af hele serien som er tilgængelig på HBO Nordic

Da min kone og jeg så det sidste afsnit af den 5 sæsoner lange serie ”Six Feet Under” for godt to år siden, var det med en meget mærkelig fornemmelse i kroppen. Med en klump i halsen og våde øjne.

Det var nærmest som at sige farvel til flere af ens egne familiemedlemmer. Dette var enden på en af de bedste dramaserier vi nogensinde havde set.
Ja, det lyder usandsynligt og virkelig cheasy vil du umiddelbart tænke, men, det er nok fordi du ikke har set serien. Endnu.

Serien handler om familien Fisher som driver et kapel hvor der balsameres lig, sælges kister, og forbereder begravelser, med alt hvad det indebærer. I allerførste afsnit møder vi familiens overhoved, Nathaniel Fisher, som bliver dræbt i en bilulykke. Hans ældste søn, Nate, kommer hjem efter flere år for at fejre jul og modvilligt bliver han indvilget i ”the family business”. Den yngste søn, lillebror David, arbejder allerede i kapellet hvor moren, Ruth, og lillesøsteren, Claire, bor. Lige så langsomt bliver de mere og mere involveret i hinandens liv. De kommere lige så stille tættere på hinanden.

Hvert afsnit af serien indledes med et dødsfald. Hvert dødsfald betyder en ny ”kunde” for familien Fisher og deres håndtering er liget i deres kapel. Flere af dødsfaldene påvirker den, på mange måde, dysfunktionelle familie, som kæmper med hvert deres og samtidig prøver at holde fast på deres fælles,- familien.

Døden er derfor én af de store temaer i serien. Om hvordan forskellige mennesker reagerer når ens nærmeste forsvinder og hvordan de takler den smerte det medfører. Men Six Feet Under handler om så meget andet. I det hele taget handler den faktisk mere om det modsatte: livet.

Hvad vi mennesker gør med det sårbare og skrøbelige liv vi er blevet givet. I det hele taget føler man sig helvedes (ja, beklager blasfemien i alt dette hellige anliggende) beriget af seriens livsbekræftende tema(er) og hvordan karaktererne i serien klarer de udfordringer deres liv giver dem. Faktisk er ordet karakterer ikke passende til Six Feets univers: dette er personer. De føles så ægte og bliver spillet sublimt. De udvikler sig med serien i de 5 sæsoner. Gennem sejre og nederlag. Gennem kriser og opture. Og de er bestemt ikke perfekte. De er ligesom rigtige mennesker fyldt med fejl og mangler, men de gør deres bedste.

Dette skyldes bl.a. serieskaber Alan Ball (mest kendt som manuskriptforfatter bag American Beauty) og hans fantastiske dygtige og fabelagtige manuskriptforfattere, som over de 63 episoder nuancere serien og lade den tage sig tid. For på overfladen ville man måske bare kalde det et tv-drama med fokus på en bedemandsforretning. Men den stikker så meget dybere og giver det svære (samtale)emne, døden, kunstnerisk integritet, ved at bevæge sig videre samtalerne om døden på et højere, metafysisk plan.

Det er så forbandet godt fortalt og oveni købet tilsat en god portion galgenhumor og morbid ironi. Det er nødvendigt i bedemandsbranchen, som en slags overlevelsesstrategi.

Jeg savner Nate, David, Ruth, Claire, Brenada og alle de andre vidunderlige, skøre, tossede og dejlige mennesker fra “Six Feet Under”. Tænk at nogen fra flimmerkassen kan gøre så helvedes meget indtryk!

Six Feet Under kan ikke anbefales nok og intet andet end seks hamre ville være en hån. Og som én fra serien siger vedrørende et dødsfald, så kan det samme siges om serien. Den har muligvis sine skønhedsfejl, men hvem af os har ikke det?

He wasn’t perfect; but then, who among us is?”

Six Feet Under får fuld plade, 6 ud af 6 hamre:

 

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!