Sicario 2: Soldado anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Det er fandens brutalt, og gi’r, ligesom film nr. 1, et uhyggeligt indblik i en beskidt og modbydelig krig, hvor regler ikke eksisterer.

Filmen kan bl.a. streames via Viaplay og Blockbuster

af Andreas Nørgaard

Jeg hører til den gruppe, der virkelig tabte gebisset med et brag, da jeg så Sicario af Denis Vileneuve.

In your face stemningsmættet brutallitet, lige dér. En fremragende film.
Her tre år senere står Stefano Sollima klar med en efterfølger.
Han er ikke våd bag ørerne, når det kommer til mafia-genren. Han har lavet spillefilmen Suburra, samt en masse afsnit af Gomorrah. Begge værker ligger meget højt på min film to-do liste.

Jeg har kun hørt godt om hans arbejde, så da jeg faldt over denne film var valget nemt.

Den første film sluttede godt af, men den efterlod nogle løse ender, der sagtens kunne føre historien videre.
Dette er derfor en efterfølger, der giver god mening.

Vi følger endnu engang den iskolde Matt Graver (en rolle, skræddersyet til Josh Brolin), og den mystiske hitman, Alejandro (en fabelagtig Benicio Del Toro.
Mexicanske karteller smugler terrorister ind i USA, og må stoppes.
Hvis man giver sådan en opgave til Matt Graver og Alejandro, så må man berede sig på en masse konfronterende spørgsmål om etik og moralske standpunkter.
Makkerparret arbejder under det sorte flag, og spiller ikke efter nogen regler. Tværtimod går de uden tøven langt over grænsen for at nå målet.
Tortur, drab, kidnapning og afpresning er blandt metoderne, der skal få kartellernes opmærksomhed.
Tingene ender fuldstændig ad helvede til, og alle bli’r testet til et stykke over grænsen.

Det er fandens brutalt, og filmen(e) giver et uhyggeligt indblik i en beskidt og modbydelig krig, hvor regler ikke eksisterer, hvor ingen er urørlige, og hvor ingen helt ved, hvem de kan stole på.

Jeg er vild med tonen i filmen, selvom den ikke når højderne fra den første, og jeg er vild med den eksplicitte form.
Det føles som om du er vidne til ægte drab og ægte tortur, og det er skræmmende og til tider direkte ulækkert.
Skuespillet er upåklageligt, og castingen sidder i skabet.
Første films virkelige trumfkort var Johan Jóhannsson’s mesterlige score, der fulgte filmens tempo, og flere gange tog teten, når scenerne skulle have ekstra pondus.
Denne films score er komponeret af Hildur Guðnadóttir, som måske ikke kommer helt op på Jóhannsson’s niveau (det er der ærlig talt ingen der gør), men som har skabt et fremragende score, der bare sidder der. Det gør det hele lidt bedre.

Alt i alt en rigtig god film, der kan en masse, men som osse kunne være lidt mere…

 

Sicario 2: Soldado får 4 ud af 6 hamre:       

🔨🔨🔨🔨

 

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.