Originaltitel: Saint Maud. Instruktør: Rose Glass. År: 2019. Genre: Drama/Horror. Biografpremiere: d. 26. november 2020.
Hvis jeg fortæller dig at Saint Maud er en film om besættelse, tænker du nok straks på en krigsfilm.
Det er ikke helt forkert, selvom vi er langt fra Omaha Beach eller Hitlers bunker.
Maud, er en ung kvinde, som er overbevist om at hun er blevet udvalgt af selveste gud, som har givet hende en vigtig og særlig mission: at redde den døende Amanda og hendes sjæl.
Katie hed hun før. Altså, den kære Maud. Det var før hun for alvor mødte gud. Hendes sjæl er blevet renset. Tidligere var hun en synder, der boltrede sig i druk og hor. Nu er planen, sendt fra Vor Herre, at redde andre stakkels sjæle, der er faret vild.
Maud er hjemmeplejer for den tidligere professionelle danser, Amanda Köhl, der har terminal kræft. Hun har ikke langt igen. Maud, som bor på et lille usselt værelse, pakker sin kuffert og flytter ind i Amandas prægtige villa, hvor hun skal passe og pleje den døende kvinde. Selvom de to kvinder er vidt forskellige, udvikler de ligeså langsomt et særligt forhold til hinanden.
“Min frelser” skriver Amanda da også som en lille hilsen i en gave hun giver til Maud. En William Blake-bog, fyldt med billeder af gud og andre guddommelige skikkelser. Muligvis en uskyldig og sød hilsen fra en døende kunstner, som ikke har brug for at blive dømt som kunstner, men som menneske af kød og blod, i sin sidste stund.
Og sådan en hilsen er svær ikke at tage meget bogstaveligt, når man har Gud med sig.
Saint Maud bliver aldrig prætentiøs og fjollet, som det snildt kunne være endt i en anden instruktørs hænder. Rose Glass’ instruktørdebut balancerer fint mellem psykologisk drama til intens gyser. En slowburner som lige så stille kommer snigende. Effektivt som ind i helvede. Eller, måske ligefrem ind i paradis.
Når “helgenen Maud” pludselig mærker Guds tilstedeværelse i hende, skifter stemningen straks, både visuelt (skæve og klaustrofobiske kameravinkler), men også på lydsiden med intense Adam Jonata Bzowskis soundtrack, som for alvor gør indtryk. Vi går hurtigt fra det stille, socialrealistiske drama og til bloddryppende horrorshow.
Udviklingen minder til dels om balletdanserinden, Nina Sayers transformation til The Swan Queen i den eminente Darren Aronofsky-film, Black Swan, men tematisk lige så meget om Carl Th. Dreyers stumfilmklassiker, Jeanne d’Arcs Lidelse Og Død, hvor en ung kvinde i en retssal holder fast i troen på sin frelser.
Saint Maud holder desværre en vis distance med hovedkarakteren, Maud, som vi aldrig rigtigt lære at kende. Vi bliver en smule klogere på hendes fortid, efter første scene, og få, korte samtaler med én af Mauds tidligere kollegaer fra et sygehus, om et voldsomt dødsfald med en patient. Man kunne dog have ønsket en smule mere baggrundsviden om den unge kvinde, og hvordan hun blev introduceret til det Gud og “hans hellige planer” med hende.
Men Saint Maud er stadig et særdeles interessant bekendtskab værd, og er en anbefaling til alle der ikke er bange for tanken om en lille besættelse…
Saint Maud får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨 🔨
