Originaltitel: Rouge One: A Star Wars Story
Instruktør: Gareth Edwards
År: 2016
Genre: Fantasy, action
Kan købes på 4k ultra blu-ray fra d. 3. november 2025
Jeg husker tydeligt første gang, jeg så Rogue One. Det var åbningsdagen i CinemaxX’ store IMAX-sal — propfyldt, forventningsfuld, og med den der særlige elektriske stemning, som kun en ny Star Wars-film kan skabe. Lyset dæmpedes, John Williams’ fanfare var fraværende, og jeg sad dér, klar til noget nyt. Og alligevel gik jeg ud af salen med en underlig tomhed. Jeg syntes, filmen var flot, men også lidt kølig. Jeg savnede magien, den følelsesmæssige varme, som de klassiske film havde. Den havde næsten ingen humor og hvor var håbet henne?
Men nu, næsten ti år senere, og efter at have set Andor-serien, må jeg indrømme, at jeg oplever Rogue One med helt nye øjne — og måske vigtigst af alt: med et nyt hjerte. Serien har givet figurerne, miljøet og den rebelske desperation et lag af dybde, som gør, at filmen nu rammer mig langt hårdere, end den gjorde dengang.
Rogue One er på mange måder en af de mest modne og jordbundne fortællinger i Star Wars-universet. Den handler ikke om jedier eller skæbne, men om almindelige mennesker, der kæmper mod et system, de ved, de ikke kan besejre. Det er en film om ofre, mod, og det at kæmpe for noget, selv når man ved, man ikke overlever det.
Felicity Jones giver Jyn Erso en stille styrke, men det er Mads Mikkelsen som hendes far, Galen Erso, der får mit danske filmhjerte til at banke lidt hurtigere. Hans scener – særligt den, hvor han efter år i fangenskab sender sit sidste besked til sin datter – er både rørende og tragiske. Mikkelsen spiller med en varme og værdighed, der står i smuk kontrast til filmens kolde stålverden. Man mærker, at han bringer noget menneskeligt ind i det maskinelle – præcis som han gjorde i sine bedste danske roller.
Instruktøren Gareth Edwards formår at kombinere Star Wars-mytologien med en krigsfilms æstetik. Kameraet er ofte håndholdt, billederne støvede, og skududvekslingerne har vægt og konsekvens. Den store finale på planeten Scarif er et højdepunkt – en visuel og følelsesmæssig kulmination, hvor alt står på spil. Man kan næsten lugte havet og mærke sandet, mens eksplosioner maler horisonten orange. Det føles som Saving Private Ryan i rummet, og det fungerer stadig forbløffende godt.
Og så er der naturligvis den ikoniske slutscene med Darth Vader. Et minut og tredive sekunder, der stadig får nakkehårene til at rejse sig. Hans indtog i korridoren er ren horror – et øjeblik, hvor man husker, hvorfor han er filmhistoriens mest frygtindgydende skurk.
Konklusion:
Rogue One: A Star Wars Story har med tiden vokset sig til en af de mest vægtige fortællinger i hele Star Wars-sagaen. Den er ikke den mest muntre, ikke den mest magiske — men den er den mest menneskelige. Ved første gensyn føltes den for mig kølig og fjern. Men med årene, og ikke mindst efter Andor-serien, føles den nu dybt forankret i det univers, jeg voksede op med. Den handler ikke længere bare om oprør mod Imperiet — den handler om, hvorfor det overhovedet giver mening at kæmpe.
Og så er der det lille smil, der sniger sig frem, hver gang Mads Mikkelsen dukker op på skærmen. For midt i al mørket, i en film om håbløshed og ofre, sidder man alligevel og mærker en lille stolthed: en dansker, der er med til at give Star Wars sjæl.
Rouge One: A Star Wars Story får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
Billed – og lydkvalitet:
At se Rogue One i 4K er som at skrue kontrasten op for hele oplevelsen – både teknisk og følelsesmæssigt. Hvor filmen i biografen dengang føltes glat og digital, får den her en ny tekstur. De mørke sekvenser – især i scenerne på Jedha og i de rebelske baser – står nu med en helt anden dybde. Sortniveauet er imponerende, og HDR10+ bringer varme og nuance frem i både lysglimt og skygger. Metallet i dødsstjernen gløder iskoldt, mens Scarifs tropiske blå og grønne farver får et naturligt, næsten filmisk udtryk.
Der er en kornethed i billedet, som klæder filmen. Det føles mindre som en digital konstruktion og mere som en ægte optagelse – en vigtig forskel, for Rogue One er trods alt en krigsfilm forklædt som science fiction.
Lydsporet på 4K-udgivelsen (Dolby Atmos) er en fornøjelse. Michael Giacchinos musik får lov at ånde og svæve mellem kanalerne, og hans score — en slags respektfuld hilsen til John Williams — løfter både action og stille øjeblikke. Eksplosioner og rumskibspaseringer har enorm rumfølelse, men det er især de stille scener, hvor man mærker, hvor meget arbejdet med lyd er gjort: vinden på Scarif, fjerne sirener, den svage rumlen fra dødsstjernens laser.
Tak til SF Studios
