Rocketman (blu-ray anmeldelse)

René

René

af René Buchtrup

Originaltitel: Rocketman. Instruktør: Dexter Fletcher. Produktionsår: 2019. Udgivelsesdato: d. 14. oktober 2019 (på dvd, blu-ray og ultra blu-ray)

Han braser døren ind, med et djævlekostume på, som havde han været til karneval i Rio. Han afbryder et AA-møde og begynder at fortælle, hvorfor han er afhængig af stoffer, alkohol og alverdens andre ting.

Dette er historien om Sir Elton Johns liv. Fortalt på en humoristisk, overskudsagtig, energisk og en nærmest, opløftende måde.

Instruktør Dexter Fletcher, der også instruerede den underholdende Freddie Mercury-film “Bohemian Rhapsody” fra sidste år, er tilbage med endnu en musikalsk biografi.

Men hvor filmen om Freddie Mercury og co. var lidt af en overfladisk oplevelse, som var pakket så børnevenligt ind, at selv små børn kunne se med, går “Rocketman” planken ud, med både stoffer, sex, alkohol og bandeord.

Det er befriende og sådan burde det da også være, i en fortælling om rock’n’roll, ikk?

Nå, men historien om den lille musikalske dreng, Reginald Kenneth Dwight,- starter i slut-40’erne/slut-50’erne, hvor hans forældre skændes, aldrig giver ham nok kærlighed og hvor hans far pludselig skrider og stifter ny familie.

Som i nok kan regne ud, har den kære Reggie, som han bliver kaldt, masser af usikkerhed og daddy issues med i bagagen, mens han prøver at finde fodfæste som musiker. Dér, hvor det hele vender, er i mødet med hans kommende samarbejdspartner, sangskriver Bernie Taupin (Jamie Bell). De har en helt særlig kemi. Bernie laver sangteksterne, og Reggie laver melodi og synger til.

Og så går det stærkt.

Pladekontrakt. Nyt navn. Koncerter over hele verden. Millioner af solgte albums.

Fletcher følger endnu engang den velkendte skabelon over musikfilmen, med op – og nedture, uden nogen helt store overraskelser undervejs.

Så selvom det er nemt at kritisere filmen og pege fingre over at være for overfladisk og skøjte for let og elegant over Elton Johns selvmordsforsøg i midthalvfjerserne og hans voldsomme misbrug af formater, så bliver hans sange brugt for at understrege stemninger og følelser, som redder det hele.

Vi får store hits som Honky Cat, Tiny Dancer, I Want Love og Bennie And The Jets serveret, i drømmelignende scenarier, så man skulle tro man trippede på LSD. Det giver filmen, en særlig musical stemning, som løfter filmen over det middelmådige.

Og så er der selvfølgelig, den kære Taron Egerton, som spiller Elton John, der med nerve og sjæl, synger sig ud af skabet og ind i hjertet på filmens publikum.

Han synger selv alle Johns største hits, og selvom han mangler kant som mesteren selv, så gør han alligevel en imponerende, musikalsk indsats.

Udover de forrygende surrealistiske, musikalske indslag, er hjertet i fortællingen, det livslange partnerskab og venskab, der opstår mellem John og sangskriveren Taupin. Egerton og Bell er yderst troværdige i hinandens selskab og down to earth, i en film, som ellers har travlt at sprede voldsom musikalsk energi i alle mulige retninger.

Rocketman får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Billede og lyd: på blu-ray-udgivelsen følger et yderst flot dolby atmos-lydspor, som løfter de flotte sange til et højere niveau. Billedsiden er også imponerende og fremstår imponerende med en forrygende farveskala i samtlige af de musikalske scener.

Ekstramateriale: Over 75 minutter, bl.a. med udklippede scener, karaoke-versioner af Johns elskede sange og interview med Taron Egerton, om hans transformation til Elton John.

Tak til PR Nordic

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!