Rocketman (blu-ray anmeldelse)

René

René

af René Buchtrup

Originaltitel: Rocketman. Instruktør: Dexter Fletcher. Produktionsår: 2019. Udgivelsesdato: d. 14. oktober 2019 (på dvd, blu-ray og ultra blu-ray)

Han braser døren ind, med et djævlekostume på, som havde han været til karneval i Rio. Han afbryder et AA-møde og begynder at fortælle, hvorfor han er afhængig af stoffer, alkohol og alverdens andre ting.

Dette er historien om Sir Elton Johns liv. Fortalt på en humoristisk, overskudsagtig, energisk og en nærmest, opløftende måde.

Instruktør Dexter Fletcher, der også instruerede den underholdende Freddie Mercury-film “Bohemian Rhapsody” fra sidste år, er tilbage med endnu en musikalsk biografi.

Men hvor filmen om Freddie Mercury og co. var lidt af en overfladisk oplevelse, som var pakket så børnevenligt ind, at selv små børn kunne se med, går “Rocketman” planken ud, med både stoffer, sex, alkohol og bandeord.

Det er befriende og sådan burde det da også være, i en fortælling om rock’n’roll, ikk?

Nå, men historien om den lille musikalske dreng, Reginald Kenneth Dwight,- starter i slut-40’erne/slut-50’erne, hvor hans forældre skændes, aldrig giver ham nok kærlighed og hvor hans far pludselig skrider og stifter ny familie.

Som i nok kan regne ud, har den kære Reggie, som han bliver kaldt, masser af usikkerhed og daddy issues med i bagagen, mens han prøver at finde fodfæste som musiker. Dér, hvor det hele vender, er i mødet med hans kommende samarbejdspartner, sangskriver Bernie Taupin (Jamie Bell). De har en helt særlig kemi. Bernie laver sangteksterne, og Reggie laver melodi og synger til.

Og så går det stærkt.

Pladekontrakt. Nyt navn. Koncerter over hele verden. Millioner af solgte albums.

Fletcher følger endnu engang den velkendte skabelon over musikfilmen, med op – og nedture, uden nogen helt store overraskelser undervejs.

Så selvom det er nemt at kritisere filmen og pege fingre over at være for overfladisk og skøjte for let og elegant over Elton Johns selvmordsforsøg i midthalvfjerserne og hans voldsomme misbrug af formater, så bliver hans sange brugt for at understrege stemninger og følelser, som redder det hele.

Vi får store hits som Honky Cat, Tiny Dancer, I Want Love og Bennie And The Jets serveret, i drømmelignende scenarier, så man skulle tro man trippede på LSD. Det giver filmen, en særlig musical stemning, som løfter filmen over det middelmådige.

Og så er der selvfølgelig, den kære Taron Egerton, som spiller Elton John, der med nerve og sjæl, synger sig ud af skabet og ind i hjertet på filmens publikum.

Han synger selv alle Johns største hits, og selvom han mangler kant som mesteren selv, så gør han alligevel en imponerende, musikalsk indsats.

Udover de forrygende surrealistiske, musikalske indslag, er hjertet i fortællingen, det livslange partnerskab og venskab, der opstår mellem John og sangskriveren Taupin. Egerton og Bell er yderst troværdige i hinandens selskab og down to earth, i en film, som ellers har travlt at sprede voldsom musikalsk energi i alle mulige retninger.

Rocketman får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Billede og lyd: på blu-ray-udgivelsen følger et yderst flot dolby atmos-lydspor, som løfter de flotte sange til et højere niveau. Billedsiden er også imponerende og fremstår imponerende med en forrygende farveskala i samtlige af de musikalske scener.

Ekstramateriale: Over 75 minutter, bl.a. med udklippede scener, karaoke-versioner af Johns elskede sange og interview med Taron Egerton, om hans transformation til Elton John.

Tak til PR Nordic

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.