Rain Man

Picture of Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: Barry Levinson
År: 1988
Genre: Drama.
Kan streames på: Viaplay

Når det kommer til spørgsmålet om dén bedste film der nogensinde er skabt i filmhistorien, så er svaret uhyre subjektivt og af et uendeligt antal, alt efter hvem man måtte spørge.

Skulle man dog stille dette spørgsmål til mig, ville svaret helt prompte falde på filmen, Rain Man, fra 1988.

Den er instrueret af Barry Levinson (som også har skrevet manuskriptet sammen med Ron Bass) og fortæller en grundlæggende tidløs fortælling om et broderskab som starter forlist, men som dog siden bliver forenet og meget stærkt.

Samtidig fortæller den også en fortælling om en ung mand (ved navn Charlie Babbitt), som ved sit første møde i årtier med sin storebror (Raymond Babbitt), opdager at han er autist og efterfølgende må lærer at forholde sig til dette psykiske handicap.

Samtidig er det også en såkaldt roadmovie, da Charlies oprindeligt plan med Raymond er at fører ham til L.A. (Charlie bor der og har en forretningsaftale der), men da Raymond konsekvent ikke vil med noget flyselskab, bliver en ellers blot 3 timers rejse, forlænget med flere dage via bilkørsel. Hvor dette til at starte med, virker som et dårligt benspænd for Charlie, ender det med at være lige netop dét, der i sidste ende er med til at opbygge forholdet mellem Charlie & Raymond.

Lidt værd at nævne, er at det oprindeligt var Steven Spielberg der skulle have instrueret Rain Man, men han droppede det dog til fordel for d.3 Indiana-Jones-film og overlod det så efterfølgende til Barry Levinson, som på dette tidspunkt nok mest var kendt for baseball-filmen, The Natrual og Good Morning Vietnam.

Det som måske er smukkest ved Barry Levinsons instruktion af Rain Man, er at den fortælles både rent og realistisk.

Det voksende broderskab mellem Charlie og Raymond, er bestemt ikke uproblematisk, både i forhold til Raymonds autisme og Charlies første formål med at tage Raymond med på tur (som så er at få fat i de 3 millioner dollars, som Raymond har arvet fra deres afdøde far) og dette skinner tydeligt igennem i filmen, på smukkeste vis.

Selvom der ganske vist er den del med Las Vegas, så synes jeg stadigvæk ikke at dette skildres på en eventyrlig måde, men snarer som en fællessucces som både Charlie & Raymond opnår sammen (skønt Raymond ikke kan forholde sig til penge).

I forhold til skildringen af autisme, så kan Rain Man måske godt virke som en kontroversiel størrelse, i forhold til hvad der er rigtigt (autentisk) eller forkert i forhold til skildringen af livet som autist.

Men værd at nævne er dog at Rain Man var med til at skabe opmærksomhed om autisme i sin tid og at den tilstand som skildres i filmen, som kaldes Savant-syndrom (psykisk hæmmede personer med særlige evner), skam er noget der eksistere, men som dog ikke er særligt udbredt.

Noget som naturligvis også skal roses ved Rain Man, er skuespillet og her ment hos de 2 hovedroller (Tom Cruise og Dustin Hoffman).

Tom Cruises største succes på dette tidspunkt i sin karriere var Top Gun og han har ikke været med i vildt mange karakterdrevne dramafilm. Dette synes jeg dog personligt ændrede sig med Rain Man, som for mig er filmen der viste at Tom Cruise også kan yde seriøst skuespil.

Fordi i rollen som Charlie Babbitt, starter Tom Cruise med at portrættere en lettere følelsesmæssig kold person som ikke tænker vildt meget på andre mennesker (heller ikke sin kæreste), men snarer på at være succesfuld og dernæst rig. Men i løbet af de små 2 timer som filmen varer, gennemgår Charlie en stor udvikling og formår at bryde sin følelsesmæssige mur og åbne sig op for andre og ja føle kærlighed og omsorg. Selvom man måske kan sige at det er hurtig udvikling på få dage, så føles det og skildres det dog fuldkommen naturligt gennem Tom Cruise, som afgjort godt kan være stolt af sin præstation i Rain Man.

En anden der også kan dette, er Dustin Hoffman der skildrer den autistiske Raymond Babbitt. Igen kan man her diskutere hvad der er rigtigt og forkert i skildringen af en autistisk person, men hvad der dog ikke kan diskuteres, er Dustin Hoffman. Fordi, Dustin Hoffman lever sig 110% ind i rollen som den autistiske Raymond og stadigvæk ved gensyn, synes jeg det er virkelig vildt at være vidne til!

Dustin Hoffman fik skam også en af filmens 4. Oscar-priser for sin præstation og dette var mere end velfortjent.

Apropos Oscar, så vandt Rain Man som nævnt 4 Oscar-priser (ud af 8 nomineringer), hvor de andre 3 så gik til instruktionen, manuskriptet og til sidst hovedprisen ”bedste film”.

Den var samtidig også nomineret for kameraarbejdet af John Seale, som både formår at skabe smukke billeder af de sydstatslige omgivelser som Charlie & Raymond køre igennem, og som samtidig formår at skabe virkelig stærke nærbilleder i filmens mange følelsesmæssige intense øjeblikke.

Hans Zimmer (som efterfølgende også bl.a. lavede underlægningsmusikken til Løvernes Konge og  Christopher Nolans Batman-trilogi), blev også Oscar-nomineret for sin underlægningsmusik her, som bevidst var frit for strygere, fordi det helst skulle være så usentimentalt som muligt, hvilket i den grad lykkedes ret så smukt.

Ellers kan det egentlig kort konkluderes, at Rain Man for mig (skønt dette gensyn er det første i 6½ år), fortsat er det ypperste inden for filmisk perfektion. Jeg kan ikke komme på nogen historie som er fortalt bedre (eller som er lige så tidløs) rent filmisk, en film med bedre skuespil eller noget andet i den dur.

Derudover kan jeg fortsat finde nye detaljer i skuespillet eller historien ved gensyn og selv hvis jeg ikke kunne, så er der bare så uendeligt meget at elske, så der altid er en grund til et gensyn med Rain Man.

Rain Man får 6 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.

Love Lies Bleeding

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk thriller med masser af bodybuilding, steroider og mord.

Love Lies Bleeding er overordnet en virkelig underholdende film, som ganske vist ikke har en perfekt slutning, men som dog er værd at tjekke ud i biografen.