Originaltitel: Personal Best
Instruktør: Robert Towne
År: 1982
Genre: Drama
Kan streames på: ITunes
Når det kommer til sådan noget som at deltage i de olympiske lege, så er det selvfølgelig (uden at jeg har eller vil få nogen erfaring med det), en stor ære at blive kvalificeret til det. Men, hvad hvis nu man er i konkurrence om en OL-kvalifikation, mod én man holder af?
Dette er noget af det som Robert Townes film fra 1982, Personal Best, handler om.
Denne film er ret speciel og virkelig særlig på ét bestemt punkt, men før jeg kan beskrive hvad det er, kommer lige lidt om kort om hvad filmen egentlig handler om.
I staren af filmen (som starter i 1976), deltager den unge, Chris Cahil, i en atletik-konkurrence, hvor hun ender med et mindre godt resultat, som Chris Cahil, skammer sig meget over.
Ved samme løb, deltager den mere erfarne, Tory Skinner, som lægger mærke til Chris Cahil og senere på aften, mødes de så på en restaurant og ender med at tilbringe aftenen & natten sammen og de bliver overordnet, meget hurtigt, meget glade for hinanden.
Det der også er, er at Tory Skinner, har en meget erfaren og meget ambitiøs træner, ved navn, Terry Tingloff, som er en sådan træner, der for alt i verden vil se vindere og presser atleterne, til at få en sejr.
Ham, vil Chris Cahil, virkelig gerne trænes af og sådan ender det også med at blive.
Det der dog er, er at skønt der er kærlige følelser mellem Chris Cahil & Tory Skinner, så er de dog også begge konkurrence mennesker og udfordringen her, er jo så at skulle takle både kærlighed og sport.
Dernæst, er der også det at de begge kæmper for at kvalificere sig til OL i Moskva i 1980.
Nu afdøde Robert Towne, var mest berømt for manuskriptet til Roman Polanskis klassiker, Chinatown, men Personal Best, var dog hans instruktørdebut og Robert Towne stod ligeså for manuskriptet og var med til, at producere den.
Dernæst, kan man også godt beskrive filmen som et passionsprojekt, fordi når det kom til en film om atletik, så tog Robert Towne det skam seriøst og researchede også virkelig meget. Dette kan ligeledes ses på valget af skuespillere i filmen, fordi der er faktisk ikke vildt mange ”skuespillere” i filmen, da størstedelen af dem man ser i filmen, er reelle sportsatleter, hvor Patrice Donnelly (som spiller rollen som Tory Skinner), så var en af dem.
Dette er øjeblikkeligt med til at give hele filmen en ny dimension, da mange af de atleter der så ses i filmen, kender til sliddet og kampen for at præstere deres allerbedste, når det gælder.
Dermed sagt, er Personal Best også en meget fysisk film, da der bruges god tid på at se Chris Cahil & Tory Skinner og andre karakterer, på bl.a. at træne hækkeløb, længdespring, kuglestød eller andre atletiske sportsgrene.
Og fungerer dette, i filmisk regi?
Ja, det gør det virkelig og dette er særligt takket være kameraføringen af Michael Chapman og lyddesignet af bl.a. Gary Alexander, Bruce Bisenz og Chris Jenkins, fordi via det, synes jeg virkelig man får et virkelig perfekt indblik i anstrengelserne, kampene, udmattelsen og viljestyrken, som karaktererne i filmen, føler og kæmper med.
Udover dette, er der jo så karakterdramaet mellem Chris Cahil & Tory Skinner, som prøver at få deres forhold til at fungere, men som samtidig også må takle konkurrencen mellem dem og det, at de begge er forskellige steder i livet. Dette synes jeg ligeledes, at Robert Towne, formår at få til at fungere, fordi karaktererne vi følger, er begge meget sympatiske og dette er dermed også med til at gøre filmen meget kompleks, da jeg i hvert fald, følte noget for dem begge.
I forhold til skuespillet, er Personal Best, som skrevet tidligere, en helt særlig film.
Mariel Hemingway, spiller filmens hovedrolle som Chris Cahil og hun brugte eftersigende 9 måneder på at træne sig op til filmen og dette både ses og mærkes tydeligt, hele vejen igennem, fordi hun lever sig virkelig smukt ind i rollen. Samtidig er hun også perfekt i scenerne over for Patrice Donnelly og ligeledes Scott Glenn (som spiller træneren, Terry Tingloff), og særligt fordi, hun perfekt balancere mellem både at være stærk, men samtidig også dybt sårbar, på en virkelig rørende måde.
Dernæst, er der Patrice Donnelly som spiller, Tory Skinner. Patrice Donnelly var i sin tid den 3. bedste atlet udi moderne femkamp og dette mærkes virkelig stærkt, både i scenerne hvor Tory Skinner lykkedes med noget og ligeledes fejler eller får en alvorlig skade. Skønt, Patrice Donnelly vitterligt var amatør udi skuespil, så yder hun en ret fantastisk præstation, fordi hun både dybt troværdigt, formår at portrættere en atlet, med store ambitioner, og samtidig perfekt formår, at portrættere en kvinde, som har følelser for en anden kvinde, som hun samtidig er i direkte konkurrence med.
Scott Glenn, skal heller ikke glemmes, for hans præstation som Terry Tingloff, der virkelig køre med kæft trit og retning, i hans optræning af kvindelige atleter, men som samtidig er en mand, der har taget et valg i livet, om at træne kvindelige atleter, fremfor så meget andet. Begge disse ting, portrættere Scott Glenn virkelig godt og selvom Terry Tingloff sjældent er flink, så formår Scott Glenn dog, at portrættere ham, virkelig troværdigt.
Nu skal det selvfølgelig siges, at hvis man kan sin OL-historie, så ved man godt hvordan det gik med USA og OL i 1980, hvilket dermed automatisk skaber tvivl om der er spænding nok til sidst. Det kan jeg dog skrive, at der virkelig er i høj grad og dette skyldes særligt, måden hvordan filmen skildre både atletikken og dem der udføre det, virkelig perfekt.
Det eneste der egentlig afholder dette fra at være et topkarakters mesterværk, er lidt døde perioder i midten af filmen, som dog er korte og hurtigt overstået.
Ellers synes jeg fortsat, at Robert Towne har skabt en af alletiders bedste og mest oversete sportsfilm, som faktisk formår at gøre noget virkelig særligt, som er både at fortælle en troværdig og medrivende historie der 100 % handler om sport og en troværdig og medrivende historie, om karaktererne som er med i sporten.
Personal Best får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
