Persiske Lektioner

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Persiske Lektioner
Instruktør: Vadim Perelman
År: 2020
Genre: Krig/Drama

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Der har i mange år været en tendens til – en smule ukritisk – at hylde de fleste film, der omhandler Anden Verdenskrigs rædsler. En stærk overlevelses beretning, og vi anmeldere er solgte.

Indrømmet; der ér mange fantastisk gode film om det emne, der hver især rummer utallige gode og gribende historier. Det er bare ikke lige godt hver gang.

Der er jo også grænser for hvor mange sadistiske naziofficerer vi kan rumme. Nuvel, det var en anden tid, og menneskeliv i en KZ-lejr betød ikke det mindste. Uanset graden af sadisme og ondskab, så er det jo desværre bare et 1-1 billede på mennesker i moralsk og psykisk forfald.

Jo mere urealistisk, jo mere realistisk…

Persiske Lektioner er en ny film af instruktøren bag en af mine yndlingsfilm, House Of Sand And Fog.

Vadim Perelman er en instruktør, der har god sans for det afdæmpede drama, og han forfalder – i de af hans film jeg har set – ikke til unødigt voldsomme skildringer.

F.eks her i Persiske Lektioner. Fordi vi befinder os i en koncentrationslejr, så behøver vi jo ikke svælge i sadisme og overdreven brug af vold.

Han glider behændigt udenom de værste klichéer, og det giver dramaet mere plads til at udfolde sig.

Filmens handling:

Gilles er en ung belgisk jøde, der med det yderste af neglene undgår at blive henrettet sammen med en stor gruppe andre jøder.

Han smider sig ned da henrettelsespeletonen åbner ild, og bilder soldaterne ind, at han er perser – ikke jøde. Lejrkommandanten Klaus Koch leder tilfældigvis efter en der kan undervise ham i persisk. Han vil rejse til Teheran efter krigen og opsøge sin bror. En bror der ikke vil have noget med nazismen at gøre.

Gilles ender altså i en KZ-lejr, hvor han skal undervise et menneske han ikke kan fordrage i et sprog han ikke kan  – overhovedet. Han er dog yderst kreativ, og  finder en måde at narre Koch. Han ender med at undervise ham i gennemført vrøvl – et hjemmelavet sprog, der ikke eksisterer. Kreativiteten er næsten urealistisk, men han kæmper jo for sit liv, så det giver mening.

Koch er en ynkelig mand, og lidt af en typisk naziofficer. Hans uindskrænkede magt gør ham livsfarlig.

Da han i en af filmens allerstærkeste scener forsøger at undskylde for, at han i et anfald af raseri næsten har tævet Gilles ihjel, så viser det sig at han ikke evner det. Det viser bare, at han har glemt sin menneskelighed i løbet af krigen – sikkert et sted på Østfronten. Han prøver virkelig, men det forbliver et patetisk og nærmest latterligt forsøg på at finde den flig af frelse og tilgivelse, der kan holde ham ovenvande rent mentalt.

Han bilder sig selv ind, at han er et godt menneske fordi han siger undskyld, og giver Gilles ekstra mad. Rent menneskeligt er han dog blevet total fjern fra folk omkring sig. En tom skal.

Lars Eidinger yder en mastondont-præstation som Klaus Koch. Hans spil er filmens helt store aktiv. Han formår at smide nogle forskellige nuancer på karakteren. En bedrift, som godt kan være en mangelvare hos en filmbranche, der elsker at fremstille nazister, meget endimensionelle og onde.

Han får glimrende modspil af Nahuel Pérez Biscayart, der som Gilles giver ham fremragende modspil.

Han er afdæmpet i sit spil, og formår med få midler både at gøre karakteren spændende og troværdig.

Vi runder af

Persiske Lektioner er en rigtig stærk film, og samtidig en rigtig stærk Holocaust-film.

Den rammer det helt rigtige tråd, og holder sig for god til nemme løsninger, og ja, klichéer.

Historien udspiller sig som en thriller, og jeg sad flere gange med hjertet i halsen, og håbede på det bedste for Gilles.

Skuespillet er fremragende hele vejen – de yder alle store præstationer.

Persiske Lektioner får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!