En kombiliste fra René og Andreas
Paul Thomas Anderson er en af amerikansk films største nulevende auteurer – en instruktør, der på en gang er kompromisløs, dybt menneskelig og teknisk mesterlig. Han er kendt for at skabe film, der føles både intime og monumentale, ofte med komplekse karakterer fanget i spændet mellem kærlighed, afhængighed, ambition og magt. Hans stil er kendetegnet af lange, flydende kamerabevægelser, præcist orkestreret mise-en-scène og en sjælden evne til at fange det tragikomiske i menneskelige relationer.
Hvor andre instruktører kan have et svingende niveau, har Anderson aldrig lavet en dårlig film. Han bevæger sig fra de ekspansive ensembleværker som Boogie Nights og Magnolia, over intense karakterstudier som There Will Be Blood og The Master, til mere legende og personlige værker som Licorice Pizza. Fælles for dem alle er, at de rummer et emotionelt punch og en filmisk elegance, som gør ham til en af de mest respekterede instruktører i verden i dag.
Hans film føles tidløse, fordi de både er rodfæstet i klassisk filmkunst og samtidig tør udfordre formatet, tonen og publikums forventninger. Det er derfor, Paul Thomas Anderson stadig – film efter film – leverer på et niveau, hvor kun de færreste kan drømme om at være.
God læselyst med vores liste, som vi har hygget os med at skrive.
9. Inherent Vice (2014)
Og jumbopladsen går til….!
Til trods for en klar sidsteplads, så er der såmænd ikke noget synderligt galt med Inherent Vice. Den lider bare under Paul Thomas Andersons grotesk høje niveau. Her mangler den lige lidt for at ramme plet. Det er dog stadig en ganske god film.
Joaquin Phoenix er fremragende i rollen som afdanket privatdetektiv, der forvilder sig ud i en kidnapningssag, der overhovedet ikke er ligetil. Der er skæve karakterer, langt-ude forviklinger, og sort humor galore i denne lille godbid fra Paul Thomas Anderson.
Den må have et ekstra gensyn snarest!
8. Punch-Drunk Love (2002)
En romantisk fortælling om den ensomme og undertrykte Barry, der finder en uventet kærlighed, midt i sin angst, raseri og usikkerhed. Filmen er fantastisk, fordi den er vildt anderledes – både sårbar og surrealistisk, øm og voldsom. På billedsiden diskes der op med vilde farver, en næsten elektrisk lydside og Adam Sandlers mest nuancerede præstation, hvilket skaber en film, der føles både foruroligende og hjertevarm på én gang.
7. Hard Eight (1996)
PTA’s debutfilm gjorde mere end bare kreere det fundament, som nu er blevet til en af de mest anerkendte og originale filmkarrierer i nyere tid. Det er faktisk en virkelig god film, der gik rent ind, da jeg så den (sammen med René). Mere end godkendt start!
I filmen møder vi taberen John, der uden det store held pendler imellem de mange casinoer i Vegas. Om prædikatet, taber, skyldes uheld eller selvforskyldt “elendighed”? Bedøm selv. Han er i hvertfald nede og kysse bunden, da han møder en mentor i den faderlige Sydney.
Sydney er en rigtig rar fyr, der guider den retningsløse John, og kommer med velmenende råd om livet. Han er også en iskold dræber, når det lige tager ham… Hard Eight, der vel egentlig hedder Sydney (sådan ægte, ÆGTE), er en fremragende film om gambling, dumme tabere, lidt parforhold, og en bedstefartype med dræberinstinkt.
God start Paul Thomas, god start!
6. Liquorice Pizza (2021)
PTA viser med Liquorice Pizza, at han sagtens kan lave en troværdig coming of age film. Endnu et flueben sat i hans imponerende cv.
Cooper Hoffmann var et modigt valg til hovedrollen, men han viste med det samme, at han godt kunne bære noget af vægten af sin fars skygge på sine jævnt uprøvede skuldre. Han rammer teenageusikkerhed, og den der umiskendeligt idiotiske kådhed, der har givet os alle læssevis af bekymringer, såvel som mindeværdige oplevelser. Man synes man kan det hele, men det kan man så overhovedet ikke, når det kommer til stykket… Filmen er derfor et sjovt og tilbageskuende billede af en tid de fleste af os husker med lige dele glæde og skræk over ens dumheder. Noget der i voksenlivet, er blevet til livserfaringer.
Bradley Cooper har en meget lille, men helt fabelagtig, morsom rolle i filmen. Han kan snildt battle Javier Bardem i No Country For Old Men, hvis vi taler om afskyelig hårpragt.
5. Phantom Thread (2017)
Et raffineret, smukt og mørkt drama om modedesigneren Reynolds Woodcock og hans forhold til Alma, der udvikler sig til et magtspil mellem kærlighed, kontrol og afhængighed. Elegant, sofistikeret og giftig – et studie i besættelse, perfektionisme og de mærkelige måder, kærlighed kan tage form. Jonny Greenwoods musik og Daniel Day-Lewis skaber en hypnotisk film, der både er kold og lidenskabelig på samme tid.
4. The Master (2012)
En film med en skør og Scientology-lignende sekt, samt et værre røvhul af en krigsveteran som omdrejningspunkt. Det lyder på papiret som en idé, der rummer uanede mængder fede plots. Heldigvis er det også tilfældet i det færdige produkt: The Master. At skulle følge op på There Will Be Blood er en utaknemmelig opgave, men af alle PTA’s film, så er jeg glad for at det var The Master.
Han formår at skabe en ligeså mindeværdig hovedkarakter, omgivet af fabelagtige bikarakterer. Han har en fantastisk evne til at skabe portrætter af grundlæggende usympatiske mennesker, og nuancere dem ved at give dem enkelte sider, der fremkalder vores sympati.
The Master er fremragende filmhåndværk, fra én af nyere tids største instruktører.
3. There Will Be Blood (2007)
En episk, brutal og dybt psykologisk historie om oliebaronen Daniel Plainviews vej mod magt, isolation og destruktion. Filmen står som en milipæl i amerikansk filmhistorie, men også på min liste over mine yndlingsfilm, fordi den er både majestætisk og skræmmende – et bibelsk drama om grådighed, ambition og menneskelig svaghed. Daniel Day-Lewis’ præstation er uforglemmelig, og kombinationen af Andersons visuelle storhed, hypnotiske tempo og Jonny Greenwoods dissonante musik gør den til en af de mest uafrystelige film i moderne filmhistorie.
2. Boogie Nights (1997)
En sprudlende, tragisk og energisk rejse ind i 70’ernes og 80’ernes pornoindustri. Historien om Dirk Diggler er både morsom, flamboyant og rørende, samtidig med at den udvikler sig til en mørk skildring af grådighed, afhængighed og tab. Filmen står som én af PTA’s bedste, fordi den kombinerer et kalejdoskop af farverige biroller med en teknisk virtuos stil – de flydende kamerature, det pumpende soundtrack og de emotionelle udsving gør den både euforisk og hjerteskærende. Dirk Fuckin’ Diggler!
1.Magnolia (1999)
Skæbner, familier og (bristede) drømme kolliderer på forunderlig vis, på tværs af samfundslag i San Fernando Valley. Filmen er et brutalt angreb på ens sanser, for du ved aldrig hvad du skal forvente. Er det socialrealisme, er det drama, er det kulsort samfundssatire? Magnolia er det hele. Den giver sågar vores forventninger fingeren, og smider såmænd både lidt musical, samt et par sider af Biblen i gryden. De fleste af skuespillerne i de bærende roller har aldrig været bedre end her, og uanset hvad, så giver det ikke mening at fremhæve nogle fremfor andre.
Hvis Paul Thomas Anderson engang skal huskes for én film, så bør det være Magnolia.
