Once Upon A Time…In Hollywood

René

René

Originaltitel: Once Upon A Time…In Hollywood. Produktionsår: 2019. Genre: Drama/action. Instruktør: Quentin Tarantino. Kan streames på Blockbuster.

Først, en lille anmeldelse af René Buchtrup….

Hvis filmnørden, over dem alle, Mr. Quentin Tarantino, er kendt for noget i sit filmubivers, så er det følgende: fede enkelt scener, sprøde dialoger, cool’ karakterer og ikke mindst, et overdådigt, svedigt soundtrack.

Selvom verdens filmelskere savler og venter i spænding, når The Master Of Coolness disker op med et nyt værk, så kan alle vel blive enige om, at manden ikke umiddelbart er kendt for at kreere dybe film.

Han er til gengæld altid interessant, fordi han leger med filmmediet og fordi han som få instruktører , har en unik og særlig fortællerlyst, som gør hans film så særlige. Uanset hvilket indhold han nu fortæller om….

Hvis jeg skal nævne min ultimative yndlingsfilm of all time (jeg har mange), vil Pulp Fiction altid dukke op i toppen af listen. Altid. Men den film handler jo i bund og grund ikke rigtig om noget. Alligevel handler den om alting.

Alt og intet er lige præcist dét hans 9. spillefilm “Once Upon A Time…In Hollywood” handler om.

Alt, fordi den beskriver en særlig tid i Hollywood. the golden age,- 1969. En særlig tid, hvor filmbranchen havde sin kronede dage, selvom den var på vej ind i en ny æra. En tid, hvor hippierne for alvor satte deres karakteristiske aftryk i det fordærvede samfund og gjorde sit for at bidrage med “good vibrations”.

Intet, da den egentlig blot fortæller om en falleret skuespiller, den tidligere tv western-stjerne Rick Dalton (Leonardo Dicaprio), som er gået fra hoved(helte)roller, til bi(skurke)roller. Ham og hans stuntmand, nu stik-i-rend-dreng, assistent og chauffør, Cliff Booth (Brad Pitt), må finde sig i ikke længere at blive tilbudt de store roller.

“Once…” strækker sig ud på hele 165 minutter. Det er mindst tyve minutter for lang tid. Tarantino har ekstremt god tid i sin seneste spillefilm. Det er både godt og skidt.

Det er dømt æstetisk nostalgi-buffet, når vi cruiser gennem L.A’s gader med Booth bag rættet. Vi mærker for alvor stemningen og det er næsten ligesom at være der selv.

Vi får samtidig også serveret et hav af scener, som strækker sig ud i det, nærmest uendelige. For eksempel følger vi mange af Daltons scener på settet til en ny western-serie, hvor han, med snegle-overskæg, spiller skurk. Enkelte scener varer omkring 10 minutter, nogen endnu længere. Og ikke alle er umiddelbart lige interessante. Undertegnede tænkte flere gange: KOM NU VIDERE, mens Tarantino legede meta.

Bromancen mellem Leo og Pitt er ikke til at skyde igennem. De er simpelthen uimodståelige i hinandens selskab og i sammenspil med hinanden gør de karaktererne til nogle af de mest elskværdige i Tarantinos universer. Det siger alligevel ikke så lidt.

Flere af de enkelte scener er fabelagtige og glider dejligt ned, som en is på en varm sommerdag. Scenen med den flabede og skabede kampsportmester, Bruce Lee, der kæmper mod Booth, er ekstremt morsom og underholdende. Så er der scenen, hvor Booth besøger Mansons Spahn Ranch, er nervepirrende intens og Hitchcock-spændende. Og ikke mindst, scenen, hvor en lille pige på settet får Dalton tid at græde, da hun fortæller ham, at hans præstationen er det bedste skuespil hun nogensinde har set, er rørende og sød.

Og så har jeg ikke engang taget filmens sidste tyve minutter med, hvor alt går spangkuk og hvor undertegnende skreg af grin og efterfølgende tænkte ved sig selv: Velkommen Tilbage, Tarantino.

Hvorfor, skal selvfølgelig ikke afsløres og spoiles her. Men fans af hans ældre film, vil sikkert fryde sig over hvordan løjerne afsluttes.

“Once…” er bestemt ikke en dårlig film. Den er, som alle Quentin Tarantinos film, ekstremt seværdige. Manden er og bli’r en ener som instruktør og selvom han stjæler med arme og ben, fra alle hans største helte i filmhistorien (alt fra samurai-film, franske auteur-film og til amerikanske noirfilm), så formår han at gøre det kreative kleptomani, til sit helt eget i sidste ende.

Den er jo også, af mange filmanmeldere worldwide, blevet kaldt hans mest modne film til dato. Dette har de måske ret i. Så er jeg bare én af dem der savner The Master Of Coolness fra dengang, hvor han ikke var så voksen endnu.

Once Upon A Time…In Hollywood får af René 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Og nu, kære læsere, får i Andreas Nørgaards anmeldelse af filmen:

af Andreas Nørgaard

Der kommer nok lidt spoilers, så pas på…
Når verdens bedste instruktør laver en film, så er det satme med at være på plads. Jeg gar taget de objektive briller på (det har været svært, for alt Tarantino rører ved bli’r til guld, efter min mening), og kastet mig over hans nyeste opus. “Once Upon A Time… In Hollywood” er Tarantinos hyldest til filmbyen, der har formet ham som instruktør, og vel sagtens som menneske…

Som sædvanligt er referencerne mange, velvalgte, og flere gange til at få øje på. Jeg synes nogle gange han går lidt for meget op i referencer, og homager til alle og enhver, men her i OUATIH er det tilpas doseret. 

Tarantino har udtalt at der ikke er en egentlig historie, men at karaktererne fortæller deres historie. Det virker for mig rigtig godt, og det giver en anden, og mere dyb personskildring, end den vi er vant til i hans film.
Skuespillerne er som altid i Tarantino’ film helt fremragende. 

De to hovedrolleindehavere Leo og Pitt har en helt vild kemi sammen. De leverer hver især nogle hylemorsomme momenter, men det er når de er sammen på lærredet de virkelig tager de ekstra kegler.

Jeg har egentlig altid set Brad Pitt som en god skuespiller, men samtidig synes han har været lidt overvurderet i mange af hans roller (Seven, Inglorious Basterds og Kalifornia, undtaget).Her i OUATIH er han fuldstændig forrygende…..og sikke et vaskebræt han har som 56 årig(!!!) – det dumme svin er sgu lækker, jeg bøjer mig….

Leo er Leo, og ham behøver vi vel ikke snakke så meget mere om.I rollen som den fallerede filmstjerne Rick Dalton, der stjæler han billedet i de fleste af scenerne. Han har virkelig en fed komisk timing. Scenen hvor han ynkeligt brænder sammen i sin trailer på settet, gav mig tårer i øjnene af grin. Det er fantastisk velspillet, og hysterisk morsomt.

Margot Robbie er et vaskeægte fund i rollen som Sharon Tate. Hun er sexet, hun er uskyldig, hun er tilpas goofy, og hun giver rollen et meget menneskeligt og ærligt islæt.Hendes skæbne er der skrevet en masse om, og den er jo som den er, men filmen yder hende respekt og oprejsning. Derudover er der uforglemmelige biroller og scener. Bl.a. Bruce Dern og Dakota Fanning i den creepy og helt fabelagtige Spahn Ranch-scene.

Hele Tarantinos greb om Manson, og den historie der følger med, er en dyster hætte henover store dele af filmen. Det er simpelthen ren filmkunst. Filmens klimaks er en af de fedeste slutninger jeg lige kan erindre, og vi er der, hvor jeg vil mene det er en af de bedste film fra hans hånd.

Jeg vil mene Quentin Tarantino er tilbage i topform, efter de to rigtig fede, men efter hans standard, lidt jævne Django Unchained og Hateful Eight. Han viser med sit nyeste værk, at han er en af de allerstørste i gamet, og han viser – endnu engang – hvilken eminent skaber af karakterer han er.
Once Upon A Time In Hollywood har en spilletid på godt og vel 2 timer og 45 minutter, men jeg synes virkelig det gik stærkt. Jeg nød hvert et sekund, og så den gerne vare i længere tid.

Once Upon A Time…In Hollywood får af Andreas 6 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!

Cha Cha Real Smooth

Nicolai har denne gang anmeldt et hjertevarmt og smukt drama om vigtigheden ved at være der for andre og skabe lys og glæde i en hverdag som måske ikke har særlig meget af det.

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 3

Afslutningen på listen over de bedste gangsterfilm nogensinde. 7 eminente og stærke værker, der hæver sig over de resterende på listen. Det er bestemt ikke uden grund af både Francis Ford Coppola og Martin Scorsese begge har to film i toppen..

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 2

Anden del af Andreas’ og Renés ultimative gangsterliste, går et par spadestik dybere og viser flere desperate mænd i nogle desperate situationer…