Originaltitel: Nowhere Special
Instruktør: Uberto Pasolini
År: 2020
Genre: Drama

Nowhere Special er sådan en type film, hvor instruktøren virkelig skal have hånd i hanke med virkemidlerne, og emnets patos.
Uberto Pasolini kunne nemt være faldet for de nemme løsninger, og være havnet i sødsuppen, hvor violinen nådesløst hærger.
Vi kunne være endt med en film, hvor intentionerne var meget større end selve produktet.
Det er heldigvis ikke sket her. Pasolini har styr på det gode håndværk, og han doserer filmens mange frontalangreb på følelserne helt tilpas.
“Skal du dø, far?”
John er 35 år, og alenefar til treårige Michael.
Han er diagnosticeret med uhelbredelig kræft i hjernen, og har kun få måneder tilbage at leve i. Han kæmper for at sikre en tryg fremtid til sin søn, og at finde den rette familie til ham igennem et adoptionsbureau.
De møder flere kandidater, hvor nogle er gode, og andre er helt håbløse.
John er presset fra flere kanter. Sygdommen hænger som en økse over nakken, men adoptionsbureauet er også nødt til at få klarhed over situation, og hans valg. Hans kontaktperson, Shona er godhjertet, og stort set den eneste, der ser det håbløse i hans situation fra hans perspektiv.
Til trods for sine odds, så er john ualmindelig stærk, og der går lang tid før facaden krakelerer.
Der er mange rørende scener!
Nowhere Special er en film der tager sig god tid med sine budskaber og historien, og den opnår derved en stor troværdighed. Vi kommer nemlig helt ind under huden på far og søn, samt de andre få vigtige spillere på brættet.
Hastværk gavner ikke i en sådan film. Alle mellemregninger skal med.
James Norton leverer en sublim præstation i hovedrollen, og han får smukt modspil fra Daniel Lamont, der blot var fem år, da de lavede filmen!
De spiller far og søn, og de har en sjældent god kemi. Uden den var filmen ikke endt med ramme så hårdt. Meget af den hviler på deres samspil.
Det må være en svær film at lave, og netop den balancegang jeg nævnte i starten, må være vanskelig. Der skal rammes helt rigtigt, og skrues lige tilpas, for at det hele fungerer.
Spørgsmålene er mange i løbet af filmen.
Hvad siger man til et lille barn? Er man hudløst ærlig, modificerer man sandheden, eller “skåner” man det?
Er der tabuer når det har med et barn at gøre?
Jeg blev flere gange i tvivl om, hvad jeg selv ville gøre…
Vi runder af
Nowhere Special er en elegant film, der flår i både hjerte og tårerkanal. Den er både sød og byder på sublimt skuespil, men den er også rigtig barsk at komme igennem. Den sidder stadig som en knugende fornemmelse i min krop, og her tror jeg den bliver siddende.
Historien er så uretfærdig, men samtidig er faderens kærlighed til sin søn utrolig smukt skildret for beskueren.
Man kan møde mange film, der gør et stort indtryk, men få der bliver hængende som denne. Den er et ægte pletskud.
Nowhere Special får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨