Instruktør: Guillermo Del Toro
År: 2021
Genre: Thriller
Der findes visse filminstruktører som har et særligt kærtegn, som går igen i alle deres værker.
Det kan enten være måden de laver film eller hvad deres film handler om
En af de instruktører, der gør sig indenfor sidstnævnte ting, er mexicanske Guillermo Del Toro, som igennem hele hans karriere, har skabt film som enten har omhandlet noget med det okkulte eller det mystiske og som altid har handlet om kærligheden til det.
Dette kan ses i film såsom, Pans Labyrint, Hellboy eller den store Oscar-vinder The Shape of Water, som alle har det tilfælles at de bl.a. omhandler mennesker som mere nyder det mystiske selskab fremfor det som anses som værende normalt.
Disse ting går skam også igen i Del Toros seneste værk Nightmare Alley, som er en filmatisering af William Lindsay Greshams mysterieroman fra 1946.
For at forklare filmens historie forholdsvis kort, så omhandler den en mand ved navn Stan Carliste, som i starten af filmen, forlader et hus som er sat i flammer og hvor der er begravet et lig.
Stan tager så bussen over til et omrejsende form for cirkus/forlystelsespark, hvor der er mange mystiske typer, såsom en mand der er indespærret i et bur (og som anses som værende et monster), en kvinde der sætter strøm til sig selv og en kvinde som er clairvoyant.
Stan kommer i samarbejde med den kvindelige clairvoyant og starter først som hjælper men bliver hurtigt interesseret i hendes evner og hvordan hun udfører hendes tricks.
Pludseligt sker der dog noget tragisk i det omrejsende cirkus og hurtigt derefter, rejser Stan og kvinden der sætter strøm til sig selv (som Stan har et godt øje til) ind til storbyen for at lave show og tjene penge, men da Stan pludselig møder en mystisk kvinde til en af hans clairvoyant-shows, så tager hans liv pludseligt en drejning, der gør tingene en anelse kompliceret og siden virkelig farligt.
Nightmare Valley kan i sin helhed, beskrives som værende ganske meget, men i sin essens, kan den dog beskrives som et forsøg på at lave noget der minder om gamle krimi/thrillerfilm fra 40’erne og 50’erne (dette kaldes også for Film Noir) og dette forsøg er faktisk lykkedes virkelig godt.
Der er en forpint og mørk sjæl i form af Stan, der er en mystisk kvinde som forfører ham og får ham ført ud i noget snavs og så er der en overordnet melankolsk og mørk stemning, gennem hele filmen.
Samtidig lykkedes dette også via filmens tekniske virkemidler og her skal der særligt lyde ros til pæredanske Dan Laustsen, som har stået for kameraarbejdet i denne film.
Først og fremmest, formår Dan Laustsen perfekt at ramme Film-Noir-stilen, ved særligt at filme meget af filmen i skygger og i mørke, da dette er med til at skabe den helt rette følelse af mystik, som er yderst vigtigt for Film-Noir-stilen.
Samtidig skaber Dan Laustsen også nogle ret vilde billeder i filmen som både er virkelig smukke eller ret grumme (sommetider begge, på én og samme tid) og udover at dette er med til at ramme stilen som Nightmare Alley vil ramme, så er det også med til at gøre dette til en virkelig smuk film.
Filmens Lyddesign af bl.a. Christian T. Cooke og Nathan Robitaille, er også mageløst da det både er proppet med bittesmå detaljer og virkelig smukt akkompagnere underlægningsmusikken af Nathan Johnson (og gammel swing og jazzmusik fra 40’erne), som samtidig er med til at skabe filmens ganske særlige stemning.
Filmens skuespil skal i den grad også roses, da det er vanvittig godt.
I filmens altoverskyggende hovedrolle som Stan Carliste, har vi Bradley Cooper, som vel nok yder sit livsrolle i denne film, hvis det står til mig.
Stan Carliste er en interessant fyr, fordi han på sin vis kommer ud af det blå og som et blankt stykke papir i starten af filmen, men i løbet af filmen suger Stan Carliste mere og mere til sig og må i den grad tage konsekvensen af dette.
Alt dette spiller Bradley Cooper til absolut perfektion, da han stort-set kommer igennem hele følelsesregistret i løbet af filmen og formår at skabe en karakter som man får sympati for (selvom det til tider føles forkert) og dernæst giver liv til en mand, som jeg i hvert fald have stor interesse i at følge på sin færd.
Udover Bradley Cooper, skal Rooney Mara, I den grad også roses for sin portrættering af Molly Cahill (kvinden der sætter strøm til sig selv og som Stan får et godt øje til).
Rooney Mara er nemlig i besiddelse af øjne, som er så godt som umulige ikke at føle noget for, så snart man ser dem for første gang og dernæst er hun dybt tryllebindende at være vidne til i rollen som en kvinde, der bare gerne vil gøre det så godt som hun kan og som siden bare må se på, da hendes kæreste ”Stan”, begynder at gå sine egne veje.
Cate Blanchett må og skal også roses for rollen som Lillith Ritter (den mystiske kvinde som Stan møder ved et af hans clairvoyant-show).
Fordi når det kommer til portrættering af mystiske og forførende kvinder, så giver Cate Blanchett en af de absolut bedste versioner af dette på film i nyere tid, samtidig med at hun også giver liv til en dyb kompleks kvinde, som jeg (ligesom ved alle andre medvirkende i filmen), virkelig nyder at være i selskab med.
Og alt i alt, så stråler Nightmare Alley virkelig som endnu et mesterværk fra Guillermo Del Toros side af og dernæst som en virkelig underholdende og spændende thriller, som jeg konstant nødt at være vidne til og som jeg allerede nu ved at jeg må og skal gense, for at finde nye detaljer i filmens enorme mystik.
Og eftersom Oscar-sæsonen er i gang, så må Nightmare Alley, hjertens gerne få en håndfuld nomineringer og sejre, fordi den vitterligt er god nok til at fortjene det!
