Nightmare Alley

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

År:

Genre:

Instruktør: Guillermo Del Toro
År: 2021
Genre: Drama/Thriller
Filmen kan købes på dvd

Noir som det var engang?

Flot og gennemført noir thriller fra den mexikanske mester.

Det er sjældent vi nu om dage får rigtig gode film i den genre, men her er altså en af de bedste i mange år.

Guillermo Del Toro er en instruktør der ikke holder sig til faste genrer og formler, og ej heller er bange for at betræde nye territorier.

Der er immervæk et godt stykke fra mesterværkerne Pans Labyrint og Devil´s Backbone, til den mørke superhelt, Hellboy, og over til (det elendige makværk) Pacific Rim.

Hans spændevidde gør ham spændende og uforudsigelig.

Om hans oscar for Shape Of Water var fortjent, er en snak, der hører sig til på et andet tidspunkt, men den viser, at han også lige mestrer den skæve love story.

En ting de fleste af hans film dog har tilfælles, er det dystre og mørke univers de befinder sig i. Del Toro er bedst, når han giver sig selv lov til at svælge i skyggeland, hvor der lurer ondskab og usete farer.

“Sometimes you don’t see the line until you cross it.”

Her i Nightmare Alley er han gået full blown noir, og det er blevet til en på mange måder mesterlig film, der dog også har sine mangler hist og her.

Vi følger en mand uden fast ståsted, og hvis moralske kompas vi lige får slået fast med syvtommersøm i starten!

Stanton Carlisle driver rundt, og finder jobs i omrejsende forlystelsesparker.

Han er en gemen svindler, der udnytter folk og fæ for egen vindings skyld.

Dem omkring ham må forsøge at kapere ham, eller afsløre hans afvigende tendenser.

Del Toro er fuldstændig på hjemmebane her, og han behøver ikke mere for at skabe noget særpræget og genkendeligt.

Visuelt er den en perle, en af de flotteste film jeg har set længe.

Danske Dan Laustsen’s smukke, smukke billeder danner grobund for filmens univers. Han er et af dansk films bedste kort, og helt på linje med de “store” navne.

Han rammer en stemning med sine skud, og jeg vil vove den påstand, at en stor del af filmens kvalitet ligger på hans skuldre. Den visuelle del af filmen mangler absolut intet.

Historien er generelt godt fortalt, men jeg synes til tider den træder vande, og ramler ind i nogle lidt klodsede beslutninger.

F.eks. er der flere perioder, hvor der intet sker. Stanton’s vej ind i vanviddet kunne snildt være kortet et kvarter ned – måske endda en halv time. Handlingen står desværre stille flere steder, og det tager pusten lidt fra helheden.

Til gengæld er det lige før samtlige scener med både Cate Blanchett og Richard Jenkins opvejer for de kedsommelige mellemspil. Blachett spiller sin femme fatale karakter til fuldstændig sublimt. Hendes isnende katteøjne og stoiske stemme, luller både os og Stanton ind i en hypnotisk døs, og når vi opdager det er det måske for sent?

Man kan sætte Jenkins til alt. Uanset hvad du lige mangler i en film, så er han noget verdens bedste brandslukker.

Han har lidt samme evne som gode gamle Philip Seymour Hoffmann, til at stjæle fokus, når han kommer på banen – uanset rollens størrelse.

Over en bred kam er skuespillet i bare i særklasse.

Jeg vil skynde mig at fremhæve Bradley Cooper. Han har på relativt få år etableret sig som en af de største og mest talentfulde aktive skuespillere. Han kan spille en rigtig lækkerbisken i en film, derefter ucharmerende møgdyr i den næste, for så at ramme en sjældent set sårbarhed i den efterfølgende.

Her i Nightmare Alley hamrer han løs på alle tangenter i en vanvidsrolle, der manifesterer hans enorme talent.

Derudover gør Willem Dafoe, David Strathairn, Rooney Mara og Toni Collette (blandt andre) det også fremragende.

Vi runder af

Guillermo Del Toro har skabt en rigtig god og virkelig flot film.

Hans evner til at kombinere billeder og stemninger gør ham til en instruktør, der er guf for filmfeinsmeckere.

Du kan nyde hvert enkelt billede, og lade dig drage af det mesterlige skuespil. Så kan man også nemt glemme de steder, hvor historien halter efter.

Jeg ser frem til et gensyn med filmen. Der åbenbarer sig nye detaljer hver gang.

Man kan også bare se den for det visuelle, for den er virkelig en sand perle!

Nightmare Alley får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨

Seneste

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.