Nattevagten – Dæmoner Går I Arv

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Nattevagten 2 – Dæmoner Går I Arv

Instruktør: Ole Bornedal

År: 2023

Genre: Gyser, krimi

Biografpremiere: d. 14. december 2023

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Kære Ole.

Jeg skriver dette brev til dig i frustration over din seneste film som jeg havde glædet mig vanvittigt meget til at se.

Nattevagten: Dæmoner Går I Arv hedder den. En efterfølger til din næsten 30 år gamle gyserfilm, Nattevagten.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set din instruktørdebut fra 1994, men det er ret mange gange. Hver gang har jeg nydt oplevelsen, som jeg stadig synes emmer af fortællerglæde, en sprudlende energi og så rammer den mig hver gang med en snigende uhygge, som næsten er umulig at slippe igen.

Kort sagt, så er jeg utrolig glad for den film, Ole. Og ikke kun den. Jeg er ret pjattet med din vidunderlige hyldest til noir-genren, Kærlighed På Film fra 2007 med Nicolai Lie Kaas som skingrende psykopat. Ja, men også din voldsballet, Fri Os Fra Det Onde fra 2009 med selveste Polle Fra Snave i én af de bærende roller. Og den vilde og anderledes alien-film, Vikaren med Paprika Steen fra 2007.

Du har kort sagt aldrig været bange for at kaste dig ud i noget nyt og vovet. Og det har folk ikke altid kunne finde ud af. Men jeg har syntes det har været cool bare sådan at kaste sig ud i en ny genre fra gang til gang.

Jeg er kort sagt fan af den måde du laver film på, Ole.

Også selvom du ofte har skidt på udtrykket “less is more”. Ja, og dyb personkarakteristik for den sags skyld. Det fandt vi så ud i 1864, hvor jeg følte det ofte kammede helt over i sødsuppe og Spielberg-violin i en underlig pærevælling af højtidelighed. Men, man kan jo ikke ramme plet hver gang.

Jeg formoder at du havde en genial idé med Nattevagten – Dæmoner Går I Arv, da du satte dig ned for at skrive den, Ole. Sikkert nogle gode tanker om genoplivelsen af det gamle og velkendte univers: den traumatiserede Martin (spillet af Nikolaj Coster-Waldau) går rundt som en pille-spisende zombie, mange år efter de tragiske hændelser, hvor han og kæresten, Kalinka (Sofie Gråbål) var ved at miste livet til seriemorderen og politikommissæren Wörmer (Ulf Pilgaard). Og i 2023 har han så en voksen datter, Emma (Fanny Leander Bornedal) som studerer medicin og saftsuseme nægter at gå ned som farmand. Hun tør se dæmonerne i øjnene og får arbejde som nattevagt, netop dér hvor det hele startede for næsten tredje år siden!

Det er faktisk godt tænkt, Ole, og jeg er vild med tanken om at en ny generation tager over og den stædige og modige unge pige, Emma får hjælp af sin søde kæreste (spillet af Alex Høgh Andersen) til at opsøge Wörmer på en lukket, psykiatrisk afdeling, hvor hun konfronterer ham.

Det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort og snart er der en “copycat” løs (det kalder politiet hvert fald personen) som skalperer sine ofre, og ikke overraskende, går efter personer som er tæt på Martin og Emma.

Men herfra føler jeg simpelthen ikke jeg kan mærke hvor du hen med karaktererne og historien, Ole. Det føles simpelthen bare “off”. Som om du skal bevise at “you still got it” og at du nægter at lade det velkendte univers univers dø.

Og pludselig kommer Jens (KIm Bodnia) drønende ind fra højre og stjæler billedet. Det er da et dejligt gensyn, men pludselig er han væk, og formålet med hans visit føles ligegyldigt i den samlede fortælling.

Jeg har respekt for at du har givet din egen datter, Fanny, hovedrollen og jeg var imponeret over hendes præstation i din tidligere film, det flotte krigsdrama “Skyggen I Mit Øje” fra 2021. Men jeg ved sgu ikke, Ole. Hun er jo hjertet i fortællingen og jeg kan godt forstå hendes kamp, hvorfor hun gør som hun gør og dét der driver hendes karakter. Men jeg kan simpelthen ikke mærke hende og ofte føler jeg at hun overspiller. Det er ikke en måde at få sit publikum til at engagere sig i sine karakterer. Faktisk bare det modsatte.

Jeg kan simpelthen ikke mærke hvor du vil hen med det hele, Ole. Jeg føler du laver en omgang gammel vin på nye flasker, som er ikke bidrager med noget nyt og konstruktivt overhovedet. Jo altså, det er da fedt med Ulf Pilgaards return som Wörmer (nu som en blind Hannibal Lektor-lignende skikkelse), men ligesom med Kim Bodnias karakter, føles han også bare som en “cameo” som ikke gavner det samlede puslespil, når brikkerne skal samles til sidst.

Hvis der så bare var nogle gode og klamme gys undervejs, så jeg kunne droppe de korslagte arme og min anlagte hønserøvsmund mens filmen stod på, men nej, heller ikke her er der hjælp at hente. For hver en oplagt spændingsscene bliver sovset ind i violinmusik, så hver en stemning på forhånd er forudbestemt. Og det er fint du ikke er bange for de store armbevægelser (det er vi jo så vant til, Ole), men her bliver det simpelthen for dumt i længden.

Nina Rask er et friskt pust som én af Emma veninder og Casper Kjær Jensen er ret så creepy som hjælper til filmens morder. Men det er simpelthen ikke nok til at redde den samlede produktion, som skriger til himlen på klicheer og ligegyldigheder.

Ja, du må sgu undskylde, Ole. Jeg skal nok stoppe nu. Det er ikke for at skabe totalt dårlig stemning og bare brække mig ud over tastaturet, bare fordi jeg kan. Jeg gik virkelig ind til din film i håb om en godt gensyn med de “gamle kendinge” og en fin, ny historie i det veletablerede univers. Men, jeg må blot konstatere at Nattevagten – Dæmoner Går I Arv ikke kunne leve op til mine forventninger.

Nattevagten: Dæmoner Går I Arv får 2/6 hamre:

🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.