Nattevagten – Dæmoner Går I Arv

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Nattevagten 2 – Dæmoner Går I Arv

Instruktør: Ole Bornedal

År: 2023

Genre: Gyser, krimi

Biografpremiere: d. 14. december 2023

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Kære Ole.

Jeg skriver dette brev til dig i frustration over din seneste film som jeg havde glædet mig vanvittigt meget til at se.

Nattevagten: Dæmoner Går I Arv hedder den. En efterfølger til din næsten 30 år gamle gyserfilm, Nattevagten.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set din instruktørdebut fra 1994, men det er ret mange gange. Hver gang har jeg nydt oplevelsen, som jeg stadig synes emmer af fortællerglæde, en sprudlende energi og så rammer den mig hver gang med en snigende uhygge, som næsten er umulig at slippe igen.

Kort sagt, så er jeg utrolig glad for den film, Ole. Og ikke kun den. Jeg er ret pjattet med din vidunderlige hyldest til noir-genren, Kærlighed På Film fra 2007 med Nicolai Lie Kaas som skingrende psykopat. Ja, men også din voldsballet, Fri Os Fra Det Onde fra 2009 med selveste Polle Fra Snave i én af de bærende roller. Og den vilde og anderledes alien-film, Vikaren med Paprika Steen fra 2007.

Du har kort sagt aldrig været bange for at kaste dig ud i noget nyt og vovet. Og det har folk ikke altid kunne finde ud af. Men jeg har syntes det har været cool bare sådan at kaste sig ud i en ny genre fra gang til gang.

Jeg er kort sagt fan af den måde du laver film på, Ole.

Også selvom du ofte har skidt på udtrykket “less is more”. Ja, og dyb personkarakteristik for den sags skyld. Det fandt vi så ud i 1864, hvor jeg følte det ofte kammede helt over i sødsuppe og Spielberg-violin i en underlig pærevælling af højtidelighed. Men, man kan jo ikke ramme plet hver gang.

Jeg formoder at du havde en genial idé med Nattevagten – Dæmoner Går I Arv, da du satte dig ned for at skrive den, Ole. Sikkert nogle gode tanker om genoplivelsen af det gamle og velkendte univers: den traumatiserede Martin (spillet af Nikolaj Coster-Waldau) går rundt som en pille-spisende zombie, mange år efter de tragiske hændelser, hvor han og kæresten, Kalinka (Sofie Gråbål) var ved at miste livet til seriemorderen og politikommissæren Wörmer (Ulf Pilgaard). Og i 2023 har han så en voksen datter, Emma (Fanny Leander Bornedal) som studerer medicin og saftsuseme nægter at gå ned som farmand. Hun tør se dæmonerne i øjnene og får arbejde som nattevagt, netop dér hvor det hele startede for næsten tredje år siden!

Det er faktisk godt tænkt, Ole, og jeg er vild med tanken om at en ny generation tager over og den stædige og modige unge pige, Emma får hjælp af sin søde kæreste (spillet af Alex Høgh Andersen) til at opsøge Wörmer på en lukket, psykiatrisk afdeling, hvor hun konfronterer ham.

Det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort og snart er der en “copycat” løs (det kalder politiet hvert fald personen) som skalperer sine ofre, og ikke overraskende, går efter personer som er tæt på Martin og Emma.

Men herfra føler jeg simpelthen ikke jeg kan mærke hvor du hen med karaktererne og historien, Ole. Det føles simpelthen bare “off”. Som om du skal bevise at “you still got it” og at du nægter at lade det velkendte univers univers dø.

Og pludselig kommer Jens (KIm Bodnia) drønende ind fra højre og stjæler billedet. Det er da et dejligt gensyn, men pludselig er han væk, og formålet med hans visit føles ligegyldigt i den samlede fortælling.

Jeg har respekt for at du har givet din egen datter, Fanny, hovedrollen og jeg var imponeret over hendes præstation i din tidligere film, det flotte krigsdrama “Skyggen I Mit Øje” fra 2021. Men jeg ved sgu ikke, Ole. Hun er jo hjertet i fortællingen og jeg kan godt forstå hendes kamp, hvorfor hun gør som hun gør og dét der driver hendes karakter. Men jeg kan simpelthen ikke mærke hende og ofte føler jeg at hun overspiller. Det er ikke en måde at få sit publikum til at engagere sig i sine karakterer. Faktisk bare det modsatte.

Jeg kan simpelthen ikke mærke hvor du vil hen med det hele, Ole. Jeg føler du laver en omgang gammel vin på nye flasker, som er ikke bidrager med noget nyt og konstruktivt overhovedet. Jo altså, det er da fedt med Ulf Pilgaards return som Wörmer (nu som en blind Hannibal Lektor-lignende skikkelse), men ligesom med Kim Bodnias karakter, føles han også bare som en “cameo” som ikke gavner det samlede puslespil, når brikkerne skal samles til sidst.

Hvis der så bare var nogle gode og klamme gys undervejs, så jeg kunne droppe de korslagte arme og min anlagte hønserøvsmund mens filmen stod på, men nej, heller ikke her er der hjælp at hente. For hver en oplagt spændingsscene bliver sovset ind i violinmusik, så hver en stemning på forhånd er forudbestemt. Og det er fint du ikke er bange for de store armbevægelser (det er vi jo så vant til, Ole), men her bliver det simpelthen for dumt i længden.

Nina Rask er et friskt pust som én af Emma veninder og Casper Kjær Jensen er ret så creepy som hjælper til filmens morder. Men det er simpelthen ikke nok til at redde den samlede produktion, som skriger til himlen på klicheer og ligegyldigheder.

Ja, du må sgu undskylde, Ole. Jeg skal nok stoppe nu. Det er ikke for at skabe totalt dårlig stemning og bare brække mig ud over tastaturet, bare fordi jeg kan. Jeg gik virkelig ind til din film i håb om en godt gensyn med de “gamle kendinge” og en fin, ny historie i det veletablerede univers. Men, jeg må blot konstatere at Nattevagten – Dæmoner Går I Arv ikke kunne leve op til mine forventninger.

Nattevagten: Dæmoner Går I Arv får 2/6 hamre:

🔨🔨

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.