Instruktør: Ridley Scott
År: 2023
Genre: Historisk Drama
Kan ses i biografen
Hvis der er en genre, der for Hollywood nærmest altid synes en sikker homerun, så er det det historiske drama. Og hvis man som producer skal gøre denne kritiker-, såvel som seermæssige homerun desto endnu mere sikker, så er det hvis man ovenikøbet også lige kan få flettet et biografisk element ind i det hele. Ja, så er man nærmest så godt som sikret en vaskeægte awardshow-darling.
Og det må være svaret på at vi op til flere gange årligt får serveret disse stort anlagte, historiske biopics, om det så omhandler alt fra Abraham Lincoln til Freddie Mercury til Mahatma Gandhi eller Ray Charles, for bare at nævne nogle få eksempler. Og mens denne store, flotte samling film for hvert år er blevet større og større, jo mere mystisk har det måske også syntes at en film om én af de seneste par hundrede års nok mest ikoniske historiske personer; Napoleon Bonaparte, ikke er dumpet ned fra Hollywoods store biopic-sky.
Jovist Abel Gance lavede i 1927 et 5½ time langt, fransksproget, episk drama om den franske kejser. Og Stanley Kubrick havde efter Rumrejsen: 2001, store ambitioner om at gøre Gance kunsten efter. Ambitioner der af økonomiske årsager desværre aldrig så dagens lys. Og siden da har vi altså ikke fået en stort anlagt Hollywood-produktion om den franske kejsers liv…
Ja, altså det vil sige indtil nu, for nu har Ridley Scotts Napoleon fået premiere i de danske biografer.
Umiddelbart virker Ridley Scott jo som en fremragende kandidat til at instruere en episk fortælling om en ikonisk, historisk person som Napoleon Bonaparte. Han har gentagne gange bevist, at denne genre falder ham ganske vel til. Nok med Gladiator som det mest fremtrædende eksempel herpå. Og med Joaquin Phoenix, (som jo har erfaring, fra selvsamme Gladiator, i at spille en lettere magtliderlig kejser) som hovedrolleindehaver, ja så virker det jo til at Napoleon har fundamentet til at blive det episke mesterstykke som den virkelig historie filmen baserer sig på i den grad til at være lagt.
Og man kan skam heller ikke skyde filmen i skoene, at den halter efter, når det gælder det episke omfang. Filmen starter i 1789, lige midt i den franske revolution, hvor en ung general Napoleon kigger på mens Marie Antoinette bliver bragt til guillotinen. Og der går ikke længe før det er revolutionens leder, Robespierre, der må en tur i selvsamme guillotine. Herefter ser filmen sig ikke tilbage, mens den i episodiske nedslag fortæller om Napoleons vej til magten, tid på tronen og til sidst hans fald og berømte nederlag i slaget ved Waterloo i 1815.
Dette lyder jo ganske simpelt, og det er det egentlig også, for rent strukturelt er det ikke ligefrem fordi at Ridley Scott med Napoleon opfinder den dybe tallerken.
Ja, dybest set er Napoleon bare en redegørende fortælling om kejserens liv. Og det burde jo med Napoleons rimelig begivenhedsrige liv taget i betragtning være et udmærket grundlag for en underholdende historisk fortælling, krydret med stort anlagte slag. Problemet er for mig bare det, at for at en sådan fortælling kan fungere, bliver der nødt til også at være et element der kan vække en eller anden form for følelsesmæssigt engagement i seeren. I Napoleon burde det element være den karakter bårne, plot-tråd omkring Napoleon og hans kone Josephine (Vanessa Kirby). Og selvom filmen dedikerer en stor del af dens spilletid på denne plot-tråd, virker det til at Scott er mere interesseret i at bruge dette til at skabe en kontrast mellem Napoleons åbenlyse magt i sit virke som fransk kejser og magtforholdet mellem de to i privaten. Og dette er også en sjov kontrast at lege med, og jeg tror den havde fungeret rigtig godt, hvis filmen havde haft en nuanceret og interessant hovedkarakter. Problemet er bare det, at Joaquin Phoenixs Napoleon karakter, på trods af at være centrum i samtlige af filmens scener, aldrig bliver hverken særlig nuanceret eller videre interessant. Og forstå mig ret, Joaquin Phoenix er en fremragende skuespiller, og velsagtens en af sin generations allerbedste. Men som Napoleon synes jeg at han lider noget af det, der for mig også trak hans portræt af Johnny Cash i James Mangolds ellers fremragende film Walk the Line ned, nemlig en manglende autenticitet. For der skal ikke herske nogen tvivl om at han har de skuespilsmæssige kompetencer til at bære en film af Napoleons størrelse, men ligesom jeg aldrig helt købte ham Johnny Cash, så køber jeg ham desværre heller ikke som Napoleon Bonaparte.
Og denne manglende autenticitet bliver desværre et generelt problem for filmen. For selvom man sagtens kan mærke filmens enorme budget, og folkene bag kameraerne har helt sikkert haft styr på deres håndværk, så føles det som om at man oplever 1800-tallets Frankrig gennem øjnene på en amerikansk blockbuster-instruktør. Skuddene er flotte, men som helhed føles det for poleret og den overdådige skønhed som jeg forestiller mig disse rigtige paladser må have frembragt bliver desværre tonet ned af en konstant grå tone over linsen filmen igennem, hvilket jeg synes er ærgerligt for jeg tror man kunne have udnyttet dette til kommentaren omkring de magtliderlige magthavere kontra de utallige menneskeliv deres politiske magtspil kostede. En del af denne manglende autenticitet ligger også i valget om at alle karakterer snakker engelsk, om de så skal forestille at være franskmænd, russere eller østrigere. Det bryder desværre også med illusionen om at være 1800-tallets Europa.
Når Ridley Scotts Napoleon er bedst, så er det i de storslåede slag, og det er tydeligt at det også er det Scott har syntes har været sjovest ved at skildre nogle af Europas mest tumultariske år i starten af 1800-tallet. Som karakterstudie bliver filmen desværre aldrig super interessant og jeg synes at Joaquin Phoenixs titulære hovedkarakter får tildelt for få interessante facetter til at bære filmen hjem.
