Originaltitel: Nuovo Cinema Paradiso
Instruktør: Giuseppe Tornatore
År: 1988
Genre: Drama
Kan ses på filmstriben
Der er få film, der i så høj grad føles som en kærlighedserklæring til selve filmmediet, som Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso. Det er en film, der ikke bare handler om film, men som også føles som film, som celluloid i bevægelse, som lys fanget på lærredet, som en kollektiv drøm, vi alle får lov at dele for en stund.
Jeg så Cinema Paradiso første gang for mange år siden, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad tilbage med en følelse af, at filmen på en eller anden måde havde rørt ved noget i mig, som jeg ikke helt kunne forklare. Den ramte et sted mellem nostalgi og sorg, mellem drømmen om barndommens magiske biografsal og erkendelsen af, at intet magisk varer evigt. Og siden da har jeg vendt tilbage til filmen adskillige gange, lidt som Salvatore vender tilbage til sin hjemby i filmens afslutning, for igen og igen at lade mig suge ind i Tornatores varme og melankolske univers.
Filmen fortæller historien om Salvatore, eller Toto, der vokser op i en lille siciliansk landsby, hvor biografen Cinema Paradiso fungerer som byens hjerte. Det er her, landsbyens liv leves, og det er her, Toto for første gang forelsker sig, først i filmene, der flimrer på lærredet, og siden i sin mentor, operatøren Alfredo, hvis livsvisdom bliver det moralske og menneskelige kompas for drengen. Alfredo, spillet med vidunderlig varme af Philippe Noiret, er ikke bare en figur i historien, men nærmest en inkarnation af filmens sjæl.
Og det er måske netop det, der gør Cinema Paradiso så rørende: den insisterer på, at film ikke blot er billeder, men minder, følelser og forbindelser mellem mennesker. Når Tornatore lader kameraet dvæle ved publikums ansigter i mørket; børnene, der gisper; mændene, der griner; kvinderne, der græder, minder han os om, at biografen engang var et helligt sted, hvor man i fællesskab oplevede verden.
Det er svært ikke at føle en bittersød smerte, når biografen senere må lukke, og filmrullerne bæres væk som relikvier fra en svunden tid. Men i denne sorg ligger også en skønhed, for som Alfredo siger: “Livet er ikke, som du ser det i filmene. Livet er hårdere.” Og alligevel, netop fordi filmene ikke er livet, kan de give os trøst, mening og håb, noget at drømme i.
Visuelt er filmen mættet af nostalgi. Ennio Morricones musik smelter sammen med billederne som en kærlighedssang til fortiden, og Tornatores brug af lys og skygge får selv støvet i projektorrummet til at føles poetisk. Det er en film, der tror på magien i det håndgribelige, i projektorens snurren, i filmremsens knitren, i duften af varme pærer og gamle sæder.
Men Cinema Paradiso er også en fortælling om tab, om hvordan kærligheden til film kan være både velsignelse og forbandelse. Toto bliver filmskaber, men i sin stræben efter at skabe billeder mister han forbindelsen til dem, der lærte ham, hvad billeder egentlig betyder. Og da han i filmens slutning ser Alfredos sidste gave; den montage af alle de kys, censuren fjernede gennem årene, smelter alt sammen: film, kærlighed, tab og erindring. Det er, i al sin enkelhed, et af de smukkeste øjeblikke i filmhistorien.
For mig står Cinema Paradiso som et værk, der formår at indkapsle hele filmens væsen, dens evne til at få os til at føle, drømme, huske. Den handler ikke kun om film, men om hvorfor vi ser dem, og hvorfor de betyder så meget for os. Og på den måde føles den som en hyldest ikke bare til biografen som sted, men til filmens ånd.
