Når Oscarakademiet gør det rigtige. Mindeværdige vindere fra nyere tid.
Oscarakademiet er kendt for at være lidt af nogle stivstikkere. Showet er sjældent specielt spændende, og alt for ofte er det præget af sikre valg af vindere, fremfor kunstnerisk meget mere kreative og spidsfindige (læs: bedre) film.
Jeg har ofte siddet og revet i min hårpragt af bar frustration over manglen på nosser og visioner hos akademiet, mens jeg heldigvis – nogle få gange – har siddet med optimistisk sind, og tænkt: De fandt sgu alligevel noget, da de ledte dernede et sted.
For Oscarshowet er meget mere end vulgære kjoler, syngende lussinger, elendige og tarvelige valg af vindere, og tandpastasmil til mindst ti millioner dollars.
Nogle gange er det bare den helt rigtige vinder de hiver op af konvolutten. Det sker ikke så tit, men det sker!
Her får i nogle af mine bud på værdige og “rigtige” vindere af de gyldne statuetter.
Vigtige beslutninger fra Akademiets side, der gør, at jeg trods alt, troligt ser showet år efter år.
God fornøjelse
Pulp Fiction vinder for bedste originalmanuskript. (Oscaruddelingen 1995)
Når nu akademiet viste sig komplet skvattede (jeg ville egentlig have sagt nosseløse, men det ser ikke ret pænt ud på skrift), og undlod at hylde Pulp Fiction som bedste film, så lunede den her ekstra meget. Det var fuldt fortjent, at den vandt i den kategori, for det Quentin Tarantino (og Roger Avary) kreerede her er simpelthen filmhistorie. Nyskabende, originalt, morsomt, cool og ikke mindst elegant.
Jeg mener det er vigtigt at hylde originalerne i en filmverden, der set udefra, hylder det sikre, og ofte lidt kedelige, næsten hvert eneste år.
Tarantino var den original Hollywood manglede, da han kom frem med Reservoir Dogs i ‘92. Han cementerede den status noget så eftertrykkeligt med Pulp Fiction, og har haft føretrøjen lige siden.
Hans takketale blev brugt på at fortælle om det han ikke ville sige, og den præsenterede os for hans varemærke: Den endeløse talestrøm om alt og intet, der er det gennemgående i alle hans film.
At kalde ham genial er sgu for fattigt!
Mad Max: Fury Road rydder bordet for tekniske priser (Oscaruddelingen 2016)
Mad Max: Fury Road måtte såmænd også meget gerne have nipnappet prisen for bedste film, som den var nomineret for, nu den var igang med – fuldt fortjent – at rage ned fra hylderne. Seks statuetter kan dog også alligevel noget. Hver og en var som hånd i handske.
Et hæsblæsende ridt gennem en postapokalyptisk verden, endte simpelthen med at blive en af de bedste og mest medrivende film på denne side af årtusindeskiftet.
George Miller viste at ens vision kan blive til virkelighed, uanset hvor enorm og ambitiøs den er.
Alt spiller sammen og klapper i takt her i Fury Road, og det er ganske enkelt en imponerende bedrift, når man lige tænker på alt det der sker i filmen.
Miller var også nomineret for Bedste Instruktør, men måtte se prisen gå til Alejandro G. Iñárritu. Jeg så dog gerne, at Miller havde fået den, selvom The Revenant ligeledes er en imponerende bedrift.
Parasite VAR den bedste film det år, og den tog fuldt fortjent det hele.
Endelig skete det!
Den bedste film vandt.
Som sagt, det sker ikke så tit, men hold da op det er fedt når det sker.
Især når det er film vi ikke havde regnet med ville gå hele vejen.
En dybt original filmskaber som Bong Joon Ho skabte simpelthen et samfundsrevsende mesterværk, der spiddede vores hierarkiske levevis, vores skæve værdier, og vores omgang med andre mennesker.
- Bedste Udenlandske Film
- Bedste Originale Manus
- Bedste Instruktør
- Bedste Film
Parasite, og Bong Joon Ho var oppe imod nogle store mastodonter det år, men endte noget overraskende med at tage det hele.
Forhåndsfavoritten, den dybt kedsommelige 1917, gik heldigvis næsten tomhændet hjem. Det var Parasite’s fortjeneste.
Kunst og vision, vandt over store Hollywood-navne og deres pengemaskiner:
Den bedste film vandt!
Ennio Morricone vandt fuldt fortjent en Oscar for scoret til Hateful Eight
Mange vil mene, at det var alt for sent han fik sig en statuette, og det kan jeg kun være enig i.
En Æres-Oscar var det blevet til, men det er bare ikke helt det samme vel?
Han burde have fået mange før denne her, for hans bidrag til filmhistorien er ikke til at rokke ved. Han har lavet utallige mesterlige scores, og er efter min mening den største af de største. John Williams, Bernard Herrmann, Howard Shore, de er legender, men Morricone er og bliver den de for evigt må se op til.
Hans score til Hateful Eight er efter min ydmyge mening, hans mest helstøbte score. Kontroversiel mening måske, men den holder jeg fast i.
Han skulle have den Oscar, for han var den klart bedste det år.
Joe Pesci vinder fuld fortjent en statuette for hans (bi)rolle i Goodfellas (Oscaruddelingen 1991)
….fornøjelsen var vores, Joe!
TAK!
Anthony Hopkins fik sin anden Oscar for The Father (Oscaruddelingen 2021)
Den “rigtige” vinder trumfer det “sikre” valg.
Chadwick Boseman gik på tragisk vis bort til kræft i 2020. Han havde ellers en formentlig stor karriere foran sig, og havde allerede slået sit navn godt fast.
Han var til Oscaruddelingen 2021 posthumt nomineret for hans glimrende præstation i Ma Rainey’s Black Bottom. Fuldt fortjent iøvrigt. Han er fremragende, filmen er dog tæt på dødssyg – med hans præstation hiver han den op på et tåleligt niveau.
Kigger man i historiebøgerne har Oscarakademiet en tendens til at gå med det sentimentale og politisk korrekte, når de skal finde vindere.
Heldigvis hyldede de dette år den bedste præstation, fremfor den “oplagte” (i Oscar-øjemed, vel at mærke!).
Tak for det.
Anthony Hopkins præstation (for det er nu engang ham det her skal handle om) er af en anden verden.
Han spiller en ældre mand, der rammes af demens, og hvis verden pludselig falder fra hinanden, fordi han ikke kan skelne imellem virkeligheden og tankerne i hans eget hoved. Få skuespillere har en indlevelsesevne som Anthony Hopkins, når det kommer til en ændring af en karakters personlighed.
Det ene øjeblik er han vred og bebrejdende overfor sine nærmeste – sin datter især, og det næste er han sentimental og forsonende.
Det virker fuldstændig ægte, og alle hans nuancer gør det til en voldsom oplevelse at se præstationen.
En sand skuespillets mester folder sig ud, og vandt på det. Præcis som det skulle være!
At nominere Ana De Armas for hendes rolle i Blonde (Oscaruddelingen 2023)
Det er SÅ fortjent hun har fået den her nominering!
Hun er vanvittig i rollen som psykisk smadret sex-ikon.
Sex-ikon var hun først og fremmest – over alt andet. Desværre, for det var mod hendes egen vilje!
Hun kæmpede en ulige kamp, og tabte.
De Armas viser her mennesket Norma Jeane’s kamp for respekt, og hendes mange nederlag, der følger med. Hun søger altid tilbage til det hendes gudesmukke ydre kan give; opmærksomhed og noget hun tror er respekt for hendes person.
Filmen er en blanding af fakta og fiktion, og dramaet er skruet op, og bliver til tider ubehageligt at følge. Her læner Ana De Armas præstation sig tæt op ad Naomi Watts ditto i Mulholland Drive.
Et psykisk smadret sind.
Den her rolle har krævet fuldstændig dedikation, og som De Armas selv siger, en del af hende selv.
Hvis hun – mod al forventning – napper statuetten for næsen af Cate Blanchett (som med garanti får den), så vil jeg blive glad, og Akademiet får lidt ekstra goodwill fra mig.
Julianne Moore vinder endelig en Oscar (for Still Alice). (Oscaruddelingen 2015)
Hvis jeg nævner Scorsese, Pacino, DiCaprio osv. så vil mange sikkert give mig ret i at det ikke var deres karrieres højdepunkter, de fik en Oscar for. Virkelig stærke præstationer, hver især, men ikke nødvendigvis de bedste de pågældende år.
Men Julianne Moore’s statuette for hendes portræt af en alzheimersramt kvinde var simpelthen 2014’s bedste skuespilspræstation.
Wauw for en kraftpræstation hun leverer!
Hendes karakter krakelerer i takt med sygdommens fastere greb om hendes sind.
Jeg blev næsten forundret over at se hende frisk og glad, da hun fik statuetten. Altså kun næsten! For hendes præstation som Alice er livagtig og føles helt ægte.
Det er det Julianne Moore kan – mere end de fleste.
Her kan kun Cate Blanchett følge med. Hvis hun strammer sig an vel at mærke.
Rollen kan måske lige snige sig i min Top 5 over hendes bedste roller, så det siger edderhyleme noget om hendes evner.
Hurt Locker vinder stort over makværket Avatar….ALT ER GODT!!(Oscaruddelingen 2009)
Den vandt over James Cameron’s utrolig flotte, men i alle andre aspekter, helt forfærdelige Avatar. Et dårligt rip off af Danser Med Ulve, hvor farvepaletten kun indeholdte nuancer af blå. Jeg er ikke fan, kan i nok regne ud.
Kathryn Bigelow’s krigsfilm spiller på adrenalinkicket, der kan komme i de mest tilspidsede situationer. En slags afhængighed, der gør soldater skødesløse og frygtløse for spændingens skyld.
Hurt Locker er et mesterværk, der er et af de moderne hovedværker indenfor krigsfilm.
God symbolik, at Kathryn Bigelow prygler eksmanden Cameron.
At Jeremy Renner ikke fik en statuette for hovederollen, og Barry Ackroyd måtte se sig snydt for Bedste Fotografering, det må jeg jo leve med.
Hurt Locker vandt som helhed de allerstørste priser!
