Instruktør: Sylvia Le Fanu
År: 2024
Genre: drama.
Biografpremiere: 27/02
Når det kommer til ens forældre (eller i denne films tilfælde, ens mor), så er det selvfølgelig subjektivt, hvad ens personlige forhold er til ens mor. Men, har man dog et kærligt forhold til ens mor, er det vigtigt at holde fast i det, da det aldrig kan vides hvornår moderens tid på jord, er forbi.
Sylvia Le Fanus debut-spillefilm (som instruktør og manuskriptforfatter), føler jeg handler meget om sidstnævnte ting.
Hvad, Min Evige Sommer, ellers handler om, kan jeg forholdsvist kort skrives.
I filmens allerførste scene, ses den 16 årige Fanny, der er i gang med at fejre sin sidste folkeskoledag, med at kaste karameller. En oveordnet lykkelig begivenhed.
Kort tid efter, er vi i Fannys families sommerhus, hvor der bæres en elevationsseng (som kunne minde om en fra et hospital ind), som er til Fannys mor, Karin, der er meget syg med kræft.
Dermed behøver jeg nok ikke skrive mere, da filmens meget tunge tematik nu er slået fast.
Denne films historie er meget stærkt inspireret af Sylvia Le Fanus egen personlige oplevelse, da hun mistede sin mor.
Noget jeg dernæst gerne vil skrive lidt om, er filmens titel, Min Evige Sommer.
Fordi i løbet af denne film, ses Fanny, der udover at få besøg af sin kæreste, Jamie og 2 af hendes veninder, tilbringer sin tid sammen med sin mor og far, i denne dybt svære stund.
En sommer, hvor Karins tilstand er meget skiftende, men dog aldrig stærk.
Dermed også en sommer, hvor tiden går langsomt og derfor godt kan føles som værende evig.
Denne tilstand og stemning, synes jeg virkelig at Sylvia Le Fanu, får skildret helt perfekt!
Jeg må også skrive at det er længe siden (og dette gælder også for de danske film jeg så i fjor), at jeg har set så rå, en dansk film som denne.
Filmen viger bestemt ikke bort for at vise, scenerne hvor Karin har det rigtigt dårligt og føler dyb lidelse, samtidig med at den heller ikke viger bort fra scener, hvor Fanny føler frustrationer.
På et tidspunkt i filmen, har Fanny en telefonsamtale med sin kæreste, hvor kæresten siger noget med at han synes at Fanny har været lidt intens, hvortil Fanny så svare; Livet er intenst!
Jeg vil også skrive at filmen ligeledes er dybt kompleks. Fordi, selvom Fanny bliver frustreret i løbet af filmen og til tider føler at alt er for meget, så føler hun dog samtidig konstant kærlighed til sin familie og håber at moderens tilstand forbedres.
Jeg vil også skrive, at selvom der er tale om en tung film, så har filmen også plads til muntre stunder. Såsom en scene, hvor Fanny spørger sine forældre om hvilken slags person hun er (i forbindelse med en personlighedstest). Eller, en scene hvor Fanny og hendes mor, pludselig bryder ud i fællesgråd, der bliver til fællesgrin, da de ser Jonas Vingegård vinder en etape i Tour De France i fjernsynet.
Dette er ikke med til at fjerne noget af filmens enorme følelsesmæssige intensitet, men for mig dog med til at gøre filmens stemning meget afbalanceret, uden at der dog er tale om nogen munter film.
Dernæst, så rent film-teknisk, er den også virkelig smuk.
Kameraføringen af, Jan Bastian Muñoz Marthinsen, synes jeg er vildt smuk og særligt fordi den ofte er meget til at skabe en meget dokumentarisk følelse, hvilket jeg også synes spiller ind i, hvor rå filmen ofte er.
Filmens lyddesign af bl.a. Frederik Lehmann Mikkelsen, synes jeg virkelig også er fantastisk, fordi selvom der forekommer underlægningsmusik i filmen, så er der dog også meget stilhed og jeg synes faktisk særligt at lyden af fluer (som der er mange af i filmen), er med til at skabe den rette lydmæssige følelse af sommer.
Jeg må bestemt heller ikke glemme fremhævelse af filmens skuespil og skuespillere.
Kaya Toft Loholt er fuldstændig fantastisk i rollen som Fanny, af rigtig mange grunde, men særligt fordi at enhver følelse som hun portrættere, føles knusende ægte at være vidne til.
Dernæst skal Maria Rossing virkelig fremhæves i rollen som moderen, Karin. Maria Rossing yder for mig, en virkelig særlig præsentation som faktisk kan være svær at gøre fuldt-ud autentisk, men dette lykkedes, Maria Rossing, virkelig smukt med. Ligesom, at Kaya Toft Loholt formår at portrættere enhver følelse perfekt, så gør Maria Rossing helt præcis det samme og dette gælder også, enhver tilstand som Karin måtte være i.
Jeg vil ligeledes fremhæve Anders Mossling i rollen som faderen, Johan. Dette er særligt fordi at Anders Mossling er perfekt til at portrættere en mand der virkelig er der for sin kone og som også gør alt hvad han kan, for at være der for sin datter.
Jeg har nu rost denne film ret så meget og jeg ser absolut ingen grund, til at stoppe med dette.
For mig, er Sylvia Le Fanu, afgjort en instruktør jeg vil holde øje med i fremtiden og det er i den grad takket være, dette mesterværk.
Det er bestemt tale om en virkelig tung og meget hjerteknusende film. Men, der er også tale om en virkelig kompleks, meget menneskelig og konstant meget smuk og bevægende film, der virkelig rørte mig vildt dybt!
