Instruktør: Bong Joon-Ho
År: 2025
Genre: Sci-Fi.
Biografpremiere: 06/03
Når man lever et liv, hvor ens eneste formål er at dø, bør man så ikke også have ret til at leve?
Denne præmis, føler jeg spiller en meget central rolle i den sydkoreanske instruktør, Bong Joon-Ho’s dybt meget imødesete film, Mickey 17.
Grunden til at Mickey 17, er meget imødeset, skyldes at Bong Joon-Ho i 2019, udkom med filmen, Parasite, som blev en kæmpe verdensomspændende succes og ligeledes gik hele vejen ved 2020’s Oscar-show (hvor den bl.a. vandt bedste-film-prisen).
Herefter skulle der oprindeligt gå 4 år, før Mickey 17, skulle være udkommet, men den endte med at blive forskudt, til i år.
Men, hvad handler Mickey 17, egentlig om?
Dette er lidt kompliceret, men jeg skal gøre et forsøg med at forklare det enkelt og rimelig kort.
I år 2054, er et hold mennesker, flygtet fra jorden og har valgt at ville leve og forplante sig på en isplanet, ved navn, Niflheim.
I det hold er der en fyr der hedder Mickey Barns, som er landet på dette hold (der skal flygte til en fremmed planet), fordi han vil flygte fra noget kriminelt snavs, som han havnede i på jorden.
Uden at tænke meget, melder Mickey Barns, sig til rollen som ”erstattelig”. Denne rolle indebærer, at Mickey, slet og ret kan dø og lyn hurtigt blive erstattet af en klon der kommer ud af en printer. Formålet med dette, er at Mickey skal være en slags testkanin for fremmede virusser og andre former for trusler.
En dag, hvor Mickey så er ude i Niflheims snelandskab, for at komme i nærkontakt med planetens rumvæsner (kaldet creepers) og bringe en af dem tilbage til menneskernes base, så ender den 17. kopi af Mickey, ikke med at dø. Dette bliver hurtigt et problem, da der i mellemtiden, er lavet en 18. kopi/version af Mickey.
Som skrevet er Mickey 17, en kende kompliceret og ligeledes, vildt udefinerbar, for mit vedkommende.
Umiddelbart var jeg klar over, at der var tale om en komedie (lidt baseret på dens præmis og dernæst dens markedsføring), men jeg havde dog ingen idé om hvilken slags komedie jeg skulle være vidne til.
Fordi udover Mickey-karakteren, så er der ligeledes Kenneth Marshall, som er en slags politiker og leder og ekspeditionen til Niflheim, og han er sådan en type, der er af den opfattelse at, alt hvad han gør, er korrekt og alle hans idéer, er gode.
Dernæst er der også Nasha, som relativt hurtigt bliver Mickeys kæreste og ligeledes en kvinde der bliver opmærksom på at der pludselig er 2 kopier af Mickey Barnes.
I forhold til filmens humor, så kan det nævnes at skuespilleren der spiller Mickey, er britiske Robert Pattinson, som løbende i filmen, fungere som fortællerstemme for Mickey (særligt den 17. kopi/version af Mickey). Robert Pattinson, har meget ofte, en ret nonchalant stemme, hvilket indebærer at Mickey er bevidst om hans rolle som ”erstattelig” og klar over, at han mest er til for at dø. Dette er ofte med til at give filmen, en meget tør og meget sort form for humor.
Der er skam også sommetider noget ret gak-gak-humor, i forhold til at se kopier af Mickey Barnes, nærmest bare dø på stribe.
Men, filmen har skam også alvor og forholdsvis meget af det, som kommer i spil, da Mickey bliver bevidst om konsekvenserne, ved at have flere kopier af ham og ligeledes eftersom kærligheden til kæresten, Nasha, vokser sig større og større i løbet af filmen.
I forhold til filmens sci-fi-elementer (eftersom den foregår 29 år i fremtiden), så er vi skam ikke engang tæt på at besidde den teknologi som filmen har. Men samtidig, er det værd at nævne at filmens fremtidssyn er forholdsvist mørkt (godt hjulpet på vej af filmens politiker), hvilket jeg personligt synes gav lidt at tænke over.
I forhold til filmens skuespil, jamen så for at vende tilbage til Robert Pattinson, så er han virkelig fantastisk.
Ligeledes fordi han mestre den ret svære kunstart, at portrættere ikke blot 2 karakterer, men 2 versioner af den samme karakter (hvor den ene er mere følsom, imens den anden, er mere rebelsk og vild). Disse 2 versioner af Mickey (version 17. og 18.), formår ligeledes at blive til selvstændige karaktere og dette er i den grad takket være, Robert Pattinson.
Mark Ruffalo, som står for, at portrættere politikeren, Kenneth Marshall, synes jeg ligeledes er fantastisk, fordi Mark Ruffalo, virkelig gennemført portrættere en komplet opblæst mand, som ikke er i besiddelse af situationsfornemmelse og udelukkende tænker på sig selv.
Naomi Ackie, synes jeg også er værd at fremhæve for rollen som Nasha, fordi hun har både perfekt kemi med Robert Pattinson (eller rettere begge Robert Pattison’er), og særligt fordi hun har en længere monolog/enetale (som jeg ikke vil spoile), som jeg personligt synes var vildt fantastisk.
Rent visuelt, er filmen helt vildt og rent film-teknisk (kameraføring, lyddesign osv.) der er den fuldstændig perfekt!
Om hele Mickey 17, i så fald er en perfekt film, kan diskuteres, men jeg vil dog skrive at den er vildt godt instrueret af Bong Joon-Ho og Bong Joon-Ho, har ligeledes skrevet et virkelig godt manuskript (ud fra Edward Ashtons bog, Mickey 7).
Dernæst, efterlod Mickey 17, meget at tænke over, var aldrig kedelig og konstant underholdende og ligeledes i forhold til hvor udefinerbar jeg fandt den, så havde jeg aldrig nogen klar idé om hvilke veje filmen ville tage eller hvordan det hele ville ende.
Så helt overordnet, så ender Mickey 17, faktisk med at blive et mesterværk, fordi jeg virkelig synes den er perfekt og helt oprigtigt overraskede mig, ekstremt positivt.
