Love, Simon anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

“Love, Simon” hæver sig over de mange slatne teenage-produktioner, og vinder på både historie, karakterer og sit tema med et STORT hjerte. 

Kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

Efter teenage-succesen “Lady Bird” fra april måned (2018), ramte coming-up-age-dramaet “Love, Simon” de danske biografer.

Dette er ikke tilfældigt.

Den er nemlig en yderst seværdig oplevelse som rammer alle teenagere lige i solar plexus. Også selvom det er en film om en ung mand som springer ud. Eller rettere sagt,- til dem der kan mærke de er homoseksuelle, men ikke lige er sprunget ud. Endnu.

For selvom man vokser op i det perfekte hus, i en “dyller” forstad og med en utroligt sund, ressourcestærke kernefamilie, så betyder det nødvendigvis ikke det er nemmere bare sådan at springe ud og vise hvem man i virkeligheden er. Også selvom ens mor er støttende og forstående psykolog, far er lumberjack-agtig machomand med store følelser og lillesøster er bageglad og super sød.

Filmen starter med en præsentation af Simon og hans liv (familie, venner og high school). Han fortæller i en voice-over at han lever et helt normalt liv. Men han har bare en kæmpestor hemmelighed.

Faktisk er den voice-over en mail til en anonym blogger fra hans skole der ligesom  Simon ikke er sprunget ud endnu. Pludselig skriver de mails sammen og blotter sig selv. Fortæller hvad de skjuler, føler og hvordan de virkelighed ser ud.

Simon glemmer at logge ud af sin mail på en af skolens computere og pludselig bliver han afpresset af den belastende og irriterende teaterkammarat, Martin. For ikke at afsløre mailkorrespondancen, skal Simon nemlig hjælpe ham med at komme tættere på én af hans veninder.

For hver gang vi ser Simon og Blue (det kalder den anonyme homoseksuelle sig) skrive sammen, danner Simon sig et nyt indtryk og forestiller sig hvem Blue i virkeligheden er.

Og det er utroligt underholdende for os som publikum. Rent visuelt er det en fest at følge Simon og hans hvad-nu-hvis-tanker. I en morsom scene ser vi Simon gå rundt til musikken af Whitney Houstons “I Wanna Dance With Somebody” mens alle omkring ham danser koreograferet rundt i ekstremt farvet tøj (eller er det bare H&M’s forårskollektion 2019?).

“Love, Simon” er ikke en plattenslager komedie som gør grin eller nar af homoseksuelle. Den tager faktisk sin historie og tema alvorligt og seriøst. Det er en film alle burde kunne relatere til, uanset om man er hetro, homo eller noget helt 3. Den går ud til alle der er (eller har været) teenagere og som måske føler sig usikre på det næste skridt i tilværelsen. Om det fantastiske og samtidig skræmmende ved de konstante forandringer ved ens krop, ens liv og ens muligheder.

Denne anmelder måtte fælde en lille amerikansk sødsuppe-tåre undervejs, og det er jeg sikkert ikke den eneste der vil gøre. Den rammer teenagelivet spot on, som blandt andet film som “The Perks Of Being A Wallflower” (2012), “The Breakfast Club” (1985) og “Juno” (2007) også gør. Film som dem er nemlig også seriøse om deres historier, karakterer og temaer. Også selvom de er sjove, fjollede og ikke hundrede procent perfekte. Men er det ikke også essensen i dét at være teenager…?!?

Love, Simon får 4 ud af 6 hamre:

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!