Love Lies Bleeding

Picture of Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: Rose Glass
År: 2024.
Genre: Thriller.
Biografpremiere: 16/05

I krig og kærlighed gælder alle kneb. Sådan lyder et gammelt dansk ordsprog og dette gamle danske ordsprog, kan ganske fint flettes ind i Rose Glass’ film, Love Lies Bleeding.

Denne film omhandler Lou som har en lille tjans i et fitnesscenter, hvor hun renser toiletter og egentlig bare holder det kørende. En dag opdager Lou, så bodybuilderen, Jackie og ret hurtigt så falder de 2 pladask for hinanden.

Det der dog også er, er at Lou også lidt passer på sin søster, som har en voldlig mand (ved navn, JJ), som arbejder for Lou’s far, Lou Sr, som betjener en skydebane og som er en ret lusket fyr. Dernæst, så er hele Jackies plan, at hun skal til en bodybuilder-konkurrence i Las Vegas og ligeledes vinde den, men pludseligt kommer Lou & Jackie, ud for noget rigtig snavs, som er virkelig svært at løbe væk fra.

Grundlæggende så er Love Lies Bleeding, en kærlighedshistorie, men dog en kærlighedshistorie, hvor kærligheden der skildres i filmen, er en kende farlig og hvor man måske løbende kan diskutere, om kærligheden egentlig er en god idé?

Dernæst, så er det en thriller og en af den slags thriller-film, hvor faren strammes mere og mere, desto længere man kommer i den?

Og spørgsmålet er jo så, om Love Lies Bleeding, fungere som kærlighedsfilm og en thriller?

Svaret er langt hen ad vejen, ja!

Rose Glass og ligeledes, Weronika Tofilska (som var med til, at skrive manuskriptet sammen med Rose Glass), formår virkelig godt, at skabe en filmen der føles ganske troværdig, i det som den har hensigt til at være.

Skønt, Lou & Jackie, nærmest kun er sammen i små 10 minutter, før de er kærlige sammen, så har de dog så stærk en kemi, at jeg forstår deres kærlighed og dette, er også ros til Kristen Stewart & Katy O’Brian, som spiller henholdsvis Lou & Jackie.

Noget andet som også kan nævnes er, at Love Lies Bleeding, bestemt også fungere som thriller, fordi så snart problemerne kommer bankende på døren hos Jackie & Lou (her både ment fysisk og psykisk), så bliver de ved med at være der, samtidig med at spændingen og intensitet kun strammes mere og mere.

Jeg vil også lige fremhæve 2 andre ting.

For det første, så spiller bodybuilder-livsstilen skam en stor rolle i filmen og navnlig i forhold til det faktum, at Jackie bliver introduceret over for steroider, skønt hun siger at hun er helt neutral.  Men steroiderne ændre på sin vis Jackie, både fysisk men i den grad også psykisk og dette fungere helt perfekt sammen med filmens thriller-element.

Dernæst, så foregår filmen i 1989 (umiddelbart tæt på Berlinmurens fald) og skønt filmen ikke er proppet med 80’er hits på soundtracket, så rammer filmen dog 80’er stilen, virkelig perfekt.

Clint Mansell har stået for underlægningsmusikken og det er noget synthesizermusik, som emmer af 80’erne og passer virkelig godt til filmens thriller-stemning og helt grundlæggende så synes jeg, at Rose Glass, formår (gennem sin instruktion), at give filmen en virkelig stærk 80’er stemning og æstetik, i en sådan grad, at filmen sagtens kunne havde været noget man kunne leje i en videobiks i slut-80’erne.

I forhold til filmens skuespil, så er Kristen Stewart, fuldt-ud fremragende i rollen som enspænderen, Lou, som er dybt forelsket i Jackie, men som samtidig også er forståeligt anspændt meget af tiden, i forhold til de problemer som der kommer i filmen, hvilket Kristen Stewart også portrættere virkelig perfekt.

Katy O’Brian, er også virkelig fremragende som Jackie og er ligeledes virkelig troværdig i filmens romantiske scener og særligt spændende, at følge i forhold til den intense forandring som Jackie gennemgår i løbet af filmen.

I filmens skurke-agtige rolle som Lou’s far, Lou Sr, er en halvskaldet Ed Harris, virkelig intens og virkelig gennemført ubehagelig, hvilket også kan siges om Dave Franco, i rollen som Lou’s svoger, JJ, som ligeledes er en karakter, som er meget nem, ikke at holde af.

Love Lies Bleeding har også noget fremragende kameraføring af Ben Fordesman, som gør det til en til tider smuk og overordnet meget stilfuld film, på den bedst mulige måde.

Er Love Lies Bleeding, dog et mesterværk og en kommende kultklassiker?

Svaret til det sidste, er et måske, men det første er dog desværre nej.

Først og fremmest, er Lou & Jackie, 2 karakter som skam er værd at følge og de forbliver interessante, at følge hele vejen igennem filmen, men jeg føler dog, at filmens sidste cirka 20 minutter, bliver lidt forhastet i forhold til at få filmen afrundet (på en eller anden måde) og så er der 1 element ved slutningen, som jeg fandt direkte fjollet, men som jeg dog ikke vil afsløre.

Men nogenlunde bortset fra det, så er Love Lies Bleeding, dog vildt underholdende, virkelig spændende, enormt intens, ret så rørende og overordnet en romantisk thriller, som i den grad, er en biografbillet værd.

Love Lies Bleeding får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Wrecking Crew

🔥 The Reckoning Crew er alt det, buddyfilm ikke må være i 2026 – og derfor virker den. R-rated, blodig, grov og helt ligeglad. Bautista + Momoa = perfekt timing. René Buchtrup hyggede sig hele vejen. 🍿💥

Miller’s Crossing

Der er Coen-brødre-film, man forelsker sig i med det samme, og så er der dem, der langsomt sniger sig ind på én, sætter sig fast og nægter at slippe igen. Miller’s Crossing hører for mit vedkommende klart til den sidste kategori.

Jarhead (4k UHD)

Jarhead er ikke en krigsfilm om heltemod – men om ventetid, tomhed og alt det, krigen efterlader i hovedet. Et gensyn viser, at Sam Mendes’ film stadig rammer hårdt. Og i 4K ser Roger Deakins’ billeder bedre ud end nogensinde.
René Buchtrup anmelder

One Battle After Another (4K UHD)

Leo emmer af The Dude-vibes, Sean Penn er klam og slesk og kvinderne sparker for hårdt røv!
René er tilbage med en 4k-anmeldelse og denne gang er det mesterværket One Battle After Another der bli’r vendt og drejet…

28 Years Later: The Bone Temple

🩸 28 Years Later: The Bone Temple handler mindre om de inficerede – og mere om dem, der lever med konsekvenserne. Ralph Fiennes leverer filmens stærkeste præstation i en fortsættelse, der tør være stille, mørk og menneskelig.
René Buchtrup anmelder

The Rip

The Rip er ikke en dårlig film – den er værre. Den er bevidst middelmådig. Designet til at blive set halvt, gentaget for dem, der scroller, og glemt igen. Netflix-action i sin mest frustrerende form.
René Buchtrup anmelder

The Housemaid

The Housemaid er filmen, jeg strittede imod – indtil jeg gav op.
Paul Feig kender sine genrer, sine klichéer og sine virkemidler.
Når man først overgiver sig, er man i rigtig godt selskab.
René Buchtrup anmelder

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder