Love and Monsters

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Love and Monsters
Instruktør: Michael Matthews 
Produktionsår: 2020
Genre: Eventyr, action, komedie
Set på: Netflix

Hvis Love and Monsters var udkommet i mine yngre teenageår, tror jeg den var blevet en tro følgesvend, som jeg nok havde set mindst 100 gange på VHS. Men nu er filmen jo en moderne Netflix-produktion, udkommet i en tid, hvor de færreste nok ser deres yndlingsfilm igen og igen. Og fred være med det. Min pointe er bare at det er en film, som hvis man ser den på det rigtige tidspunkt i sit liv, har potentiale til at blive en del af ens filmiske DNA.  

Love and Monsters er produceret af folkene bag Stranger Things, hvilket giver god mening. Der er nemlig, som med nævnte succes-serie, tale om et throwback til 80’ernes eventyrfilm, som eksempelvis Back to the Future og Ghostbusters. Men hvor disse film var nyskabende, er der her i højere grad tale om et nostalgitrip. Og dog. Selvom Love and Monsters bygger på en skabelon af humor, eventyr, og monstre (som i de glade 80’ere), er den alligevel et frisk pust. Hele universet er virkelig flot bygget op, og man får følelsen af, at blive taget med på et forunderligt eventyr. Animationerne sidder lige i skabet, og underbygger det samlede udtryk perfekt. Historien er desuden godt og enkelt tænkt.

I Love and Monsters følger vi Joel, spillet med frisk energi af Dylan O’Brien, som er kendt fra Maze Runner-filmene. Joel bor i en koloni under jorden. Dette er et resultat af monster-apokalypsen, hvor jordens insekter, og andre dyr, har muteret sig til kæmpe-monstre. Dette skete da man skød en asteroide ned, med dertilhørende giftigt muterende nedfald. Monstrene slog 95% af jordens befolkning ihjel, og en del af de resterende mennesker bor nu i bunkere under jorden. Joel savner dog sin ungdomskæreste Aimee, og beslutter sig for at rejse 140 km. over den farlige landjord, for at nå hendes koloni. Dette bliver selvsagt en farlig, men også eventyrlig rejse.

Joels færd er skåret lige efter eventyr-filmenes skabelon. Han møder nogle mennesker undervejs, som lærer ham om overlevelse i monstrenes verden, og han møder en tro følgesvend i hunden Boy. Udover det skal han se diverse virkelig spøjse, og til tider uhyggelige skabninger i øjnene – før han kan nå sin elskede Aimee. Der er ikke tale om et eventyr i en skala som eksempelvis Indiana Jones, men alligevel når man vidt omkring, og man får en relation til Joe og hans mission. Det er en farverig, underholdende, og til tider rørende rejse man som seer kommer på, og hvad mere kan man ønske sig af en eventyrfilm.

Love and Monsters er på ingen måde en original film, eller et storværk ud i eventyr-genren. Men den er underholdende, sjov, rørende, og virkelig flot lavet. Så hvis man trænger til en omgang let eskapisme, er den et rigtig godt bud.

Love and Monsters 4 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨                


Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.