Little Women

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Little Women
Instruktør: Greta Gerwig
År: 2019
Genre: drama Kan købes på blu-ray fra d. 12 oktober 2020

Little Women er et periodedrama baseret på Louisa May Alcott’ (1832-1888) bog fra 1868, og er filmatiseret ikke mindre end 25(!) gange. Film, miniserier, serier og kortfilm, den har været hele vejen rundt, så at sige.

Nu er den så havnet i hænderne på Greta Gerwig, som virkelig ramte plet hos mig med den helt fantastiske Lady Bird fra 2017 – en af det års bedste film.

Greta Gerwig er en meget interessant instruktør, der ikke ligger under for noget som helst kønsrelateret. Det er en mandsdomineret branche, men hun beholder integriteten og sine egne helt klare visioner. Hun er helt ny på instruktørfronten, men hun er alligevel meget selvsikker og besidder en rutine og sans for detaljer, som mange andre (læs: mange mandlige) instruktører kun kan drømme om. Det handler om den der skønne fingerspitzgefühl. Nogle instruktører har den, andre har den ikke.

Jeg har set frem til filmen siden et stykke tid før årets Oscarshow, men jeg har egentlig ikke haft de store forventninger til den. Et periodedrama om fire søskende fra en tid, hvor kønsrollerne var skarpt definerede, og hvor drama og familierelationer er i fokus.

Det trak ikke specielt i min retning, men med Greta Gerwig i instruktørstolen, samt et cast, der ikke har set sit lige andre steder i mange år, holdt mig i den grad til ilden.

Sæt Saoirse Ronan i spil, og jeg er solgt. Hun er en af de allerbedste skuespillere i filmbranchen, og hun spiller her i filmen – med lethed – mastodonterne Meryl Streep og Laura Dern langt ned under gulvbrædderne. Hendes rolle er selvfølgelig større, men med tanke på Streep og Derns cv og generelt tårnhøje bundniveau, så er det virkelig imponerende.

Og de to gør det altså virkelig godt.

Ronan spiller den rastløse forfatterspire Jo March, hvis forhold til sin mor og tre søstre er kærligt og bygget på et solidt fundament af tillid og nærhed. Faderen er feltpræst i Den Amerikanske Borgerkrig, så han er fraværende i store dele af historien (filmen). Hendes forhold til sin lillesøster Amy – der bliver fantastisk spillet af stjerneskuddet Florence Pugh – slår ofte gnister, og deres indbyrdes kampe om nabodrengen Lauries opmærksomhed ender flere gange i regulære slagsmål. Dette piller dog ikke ved det faktum, at de elsker, og ikke kan undvære hinanden.

Laurie bliver spillet af darlingen Timothée Chalamet. Han skal passe på med ikke at lave “en Jennifer Lawrence”, og blive overeksponeret de næste par år. Jeg er efterhånden lidt træt af at se ham i film, hvilket er en skam. Han er jo virkelig dygtig og altid seværdig. Han er bare med i lidt for meget på for kort tid, til min smag. Alle instruktører vil tilsyneladende lave film med ham, så det må selvfølgelig være svært at holde lav profil.

Jeg var rigtig godt underholdt af Little Women, og fortællingen om March-familien er et foreløbigt højdepunkt i mit filmår.

Det er en smuk og rørende fortælling, der fortjener en masse anerkendelse. Den fortæller med elegance og lethed om menneskelige relationer og ubrydelige bånd, og så er den uhyre velspillet.

Chris Cooper er dybt rørende, som naboen, godsejeren, Mr. Laurence. Hans faderlige og kærlige bånd til den yngste March-søster, Beth, er en historie i sig selv. Jeg sad med bævende underlæbe under flere af deres fælles scener.

Beth bliver spillet af den unge Eliza Scanlen, som sparkede døren noget så eftertrykkeligt ind til min bevidsthed, i rollen som den forstyrrede Amma Crelin i miniserien Sharp Objects. Her i Little Women er hendes rolle selvsagt noget anderledes, og også noget mere begrænset, men ikke desto mindre ligeså god. Hende glæder jeg mig til at følge fremover.

Min eneste reelle anke overfor filmen er, at den nogle gange bliver lidt rigelig teatralsk og kvalmt følelsesladet. Der er store følelser i spil, men det bliver måske nok lidt for meget til mig med både massiv ungpigekvidder og store følelser ad libitum. Dette trækker heldigvis ikke nævneværdigt ned i min bedømmelse, for godt håndværk og dygtige skuespillere fornægter sig ikke.

Jeg tror min bedømmelse flugter meget godt med min svigermors.
Hun sad ved siden af mig i Øst For Paradis (da vi så den i biografen), og når man kan ramme to personer med vidt forskellige baggrunde så ens, så vidner det om stor filmisk kvalitet. Det giver filmen gode point hos mig.

Her på falderebet vil nævne en scene mellem Saoirse Ronans karakter Jo og Laura Derns karakter Marmee.
Jo ser Marmee i gråd, og hun ved med det samme hvad der er sket, og det ved vi som publikum også. Idet Jo når Marmee, så forsvinder lyden, og gør scenen både lydløs, men ufatteligt smuk at bevidne. Jeg er helt ude i det yderste af følelsesregistret.

Little Women får 5/6:
🔨🔨🔨🔨🔨

Ekstramateriale: Masser af ekstraguf, bl.a. en omgang bag kulisserne med Making a Modern Classic, Behind The Scenes og ikke mindst, en snak om et generationsskifte, i A New Generation of Little Women.

Seneste

The Tax Collector

Dedikerede Shia Lebeouf har skamferet sit maveskind til ære for dette makværk. The Tax Collector er storfavorit til årets værste film.

Retfærdighedens Ryttere

Thomas Jensen er kongen af dansk afstumpethed og legendariske one-liners, og formår igen at samle folket med hans seneste film.

Freaky

Vince Vaughn stjæler billedet som klodset teenager fanget i en grotesk stor mandekrop. Man både græmmes og griner i gyserkomedien, Freaky.

His House

His House skriver sig ind i stimen af gyserfilm, som har raceproblematikker på dagsordenen. Filmen starter stærkt ud, men ender desværre med at være en ret “middle of the road” haunted house-gyser.

Come Play

Come Play fungerer simpelthen ikke på nogen parameter. Det er tydeligt, at man har taget en “sjov” kortfilms-idé, og så har man strakt den ud til spillefilmslængde, uden at lægge yderligere vægt til historien.