Billed- og lydsiden i sig selv er grund nok til at se serien, hvor altid gode Michael Shannon spiller røven ud af bukserne.
Hele første sæson af Little Drummer Girl kan streames via C More
En af mine absolutte yndlingsinstruktører har kastet sig over serieformatet.
Det betyder at jeg sidder klar ved skærmen, fuld af forventning.
Little Drummer Girl er baseret på en roman af John Le Carré – spionthrillerens ubestridte mester.
Det plejer at betyde en høj standard, og jeg blev da heller ikke skuffet over resultatet.
Miniserien er lavet i samme stil som den fremragende Tinker, Tailor, Soldier, Spy, som også er lavet ud fra en Le Carré-roman.
Det foregår i samme drævende tempo som ovennævnte. Dette er med til at give historien tid til at udfolde sig, og gå i dybden.
Til tider går det liiidt for langsomt, og jeg kunne godt ønske mig noget mere tjubang engang imellem.
Savnet er dog ikke større end at jeg nød hvert et afsnit, og lod mig opsluge af spionthrillerens effektive greb.
De skal eliminere en terrorist, og infiltrere hans organisation:
Jeg er på, vi kører.
Billed- og lydsiden i sig selv er grund nok til at se Little Drummer Girl.
Det er to ting der altid har været en fast del af Parks værker. Han er en meget visuelt stærk instruktør, der ligeledes er meget pertentlig mht. lyddesign og musik.
Generelt er det sådan, at når Park folder sig ud, og kører det fulde arsenal i stilling, så er der ingen grænser. Han kan gøre det unikke ved hjælp af simple, men effektive hjælpemidler og plots.
Tag for eksempel Oldboy.
Den er centreret omkring hævn.
En hævnfortælling, som bygger plottet op og lader det eksplodere i fjæset på os.
Ved hjælp af et fabelagtigt manuskript, bli’r det simple plot pludselig enormt stort og sindssygt effektivt.
Det er slet ikke de højder vi når her i Little Drummer Girl, men det havde jeg nu heller ikke forventet.
Til slut skal skuespillet have tur i vrideren:
Hovedkarakteren, Charlie, bli’r spillet af den relativt ukendte Florence Pugh.
Hun gør det godt, omend hendes karakter er lidt for irriterende næsvis til tider.
Alexander Skarsgård spiller Charlies læremester (m.m. måske?).
Han er altid solid.
Michael Shannon er en af de bedste skuespillere i gamet idag, og han er forrygende som den altfortærende hovedmand, der har missionen som det altoverskyggende mål – hvor der handles der spildes.
Han kan måske fremstå lige lovlig karikeret, men jeg køber den sgu.
Shannon spiller røven ud af bukserne, og han beviser igen, igen, hvorfor han er så respekteret som han er.
Til slut er det værd at nævne Charles Dance, som mange sikkert primært kender som Tywin Lannister i Game Of Thrones.
Han spiller et umådelig dumt svin, der hverken går af vejen for åbenlys antisemitisme, eller lader chancen for at håne andre gå sin næse forbi.
Manden er forrygende.
Jeg er ikke oppe og ringe på de allerhøjeste nagler, men jeg var rigtig godt underholdt hele vejen.
Derudover må jeg endnu engang tage hatten af for mesteren, Park Chan-Wook.
Manden er en magiker udi kunsten at skabe et helstøbt værk, med vægt på visualiteten og det lydmæssige.
Jeg klapper i hænderne af begejstring.
